Info om Walk & Talk

I flere år har der været Walk & Talk for efterladte i Hillerød og i Odense, og efter sommerferien startede vi Walk & Talk nye steder: Bornholm, Fredericia og Næstved. Det har været meget forskelligt, hvor stor tilslutningen til Walk & Talk har været de forskellige steder,  vi opfordrer til at flere støtter op om arrangementerne.

 

 

Der er besluttet følgende:

 

 

 

 

Søndag 4. november er der Walk & Talk kl. 10.00 i Næstved og Odense

Mød op og vær med til at aftale, hvornår Walk & Talk starter op igen i 2019!

Se opslagene: Næstved og Odense

 

Søndag 11. november er der Walk & Talk kl. 10.00 i Hillerød

Kom og vær med på den sidste Walk & Talk i 2018! Vi starter op igen til april – den 1. søndage i måneden, første gang 7. april 2019.

Se opslaget: Hillerød

 

Søndag 18. november er der Walk & Talk kl. 10.00 i Fredericia

Det forsætter den 3. søndag i måneden. Følgende datoer er aftalt: 18. november og 16. december 2018, 20. januar, 17. februar, 17. marts og 14. april 2019 (pga. påsken)

Se opslaget: Fredericia

 

Walk & Talk på Bornholm holder pause indtil videre

 

Venlig hilsen

Landsbestyrelsen

 

Gruppeønske i Region Nordjylland – Aalborg

Fra Marie, der bor i Aalborg har NEFOS fået denne mail. Vi vil gerne bakke hendes initiativ op.

 

Jeg er en kvinde på 32 år, og mor til en lille pige på godt et år. Min mand begik selvmord for 1,5 år siden. Hvis du har oplevet noget lignende, har små børn og er efterladt til ægtefælles/kærestes selvmord og har lyst til at mødes og snakke, så kontakt NEFOS, så formidler de det videre.

 

Jeg kunne på sigt godt tænke mig at danne en gruppe, gerne med NEFOS som gruppeleder. Jeg har lyst til at være i en gruppe og i et rum hvor der kan tales om alt omkring det at miste, men hvor der også er en tryg atmosfære og en gensidig respekt.

 

Er du interesseret, så ring til NEFOS på 6312 1226 eller skriv til [email protected]

 

Læs mere: https://www.nefos.dk/samtalegrupper/samtalegrupper-efterar-2018

NEFOS – netværket for selvmordsramte – starter nye samtalegrupper op

Vi har aftalt med NEFOS, at vi vil hjælpe med at sprede budskabet om opstart af nye samtalegrupper flere steder i landet – Aalborg, Odense, Kolding, Aarhus og København.

 

NEFOS starter nye samtalegrupper op her i efteråret 2018. Ønsker du at deltage i et gruppesamtaleforløb, hvor gruppen bliver sammensat ud fra en ide om, at personer der har været udsat for sammenlignelige selvmordshandlinger i deres netværk kan finde støtte og få anvendelige redskaber og dermed afklaring til at komme videre i tilværelsen. Hvis dette kunne være noget for dig så se vores forskellige samtalegrupper og tilmeld dig via telefon til NEFOS på 6312 1226 eller mail til [email protected], eller den kontaktinfo der er nævnt for de enkelte grupper.

Obs – nogle grupper er startet men der vil stadig være mulighed for at tilmelde sig til udgangen af oktober.

 

 

Læs opslaget om de enkelte grupper: Samtalegrupper-efteraar-2018

 

 

Frans Bak bryder selvmordstabu med sange og samtale for efterladte

Med 40 års forsinkelse er komponist og musiker Frans Bak begyndt at tale, skrive og synge om sin mors selvmord. Sammen med psykolog Ane Christensen holder han dagligstuekoncerter, hvor efterladte synger og snakker sig ud af tavshed og tabu, som ofte omgiver selvmordet.

 

Formand Lars Agertoft Iversen og næstformand Ellen Bæk deltog i dagligstuekonceret hos Lise Jensen i Skødstrup tirsdag d. 11. september. De siger: Tusind tak for en fantastisk aften – hvor var det godt at synge sammen!

 

Journalist Ulle Skovbøl har skrevet en artikel om aftenen: Læs artiklen

TV2 Østjylland har vist et indslag fra koncerten: Se indslag

Link til Frans Baks hjemmeside: Læs https://www.sangetilminmor.dk/

 

Der er syng sammen koncerter på Sjælland:

25. oktober i Herlev – bemærk der er tilmelding: Se opslaget

6. november i Eliaskirken i København: Se opslaget

 

EFTERLYSNING fra dagbladet JydskeVestkysten

Vi ønsker på dagbladet JydskeVestkysten at sætte stort fokus på selvmord – herunder pårørende og efterladte. Vi er ambitiøse omkring projektet og vil arbejde grundigt med emnet. Der er således flere måneder til, at vi planlægger at bringe den første artikel.

 

Ovenstående er vigtigt for os at understrege. Vi er ikke ude på at lave hurtige sensationshistorier, men vil derimod lave personlige fortællinger – og alt kommer til at foregå på kildernes – jeres – præmisser.

 

Vores udgangspunkt for projektet er, at ethvert selvmord er et selvmord for meget. Og enhver personlig historie i forbindelse med et selvmord er værd at fortælle. Vi tror på, at dette kan være med til at nedbryde selvmord som tabu – og dermed forhåbentlig også forebygge andre selvmord.

 

Derfor vil vi gerne tale med så mange pårørende som muligt. Så hvis du har lyst til at stå frem, må du meget gerne kontakte os ved at sende en mail til [email protected]. Du får lov til at gennemlæse og godkende alt, der bliver skrevet. Det kommer til at foregå på dine præmisser og på de betingelser, som du føler dig tryg ved.

 

JydskeVestkysten dækker følgende kommuner. Varde, Esbjerg, Vejen, Billund, Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Fanø. Har din historie relation til et af disse områder, vil vi meget gerne høre fra dig.

 

Har du lyst til at fortælle din historie, eller har du spørgsmål, så tøv ikke med at tage kontakt.

 

Med venlig hilsen

 

Jonas Kristensen
Journalist
JydskeVestkysten

Efterlysning fra forfatter Bo Østlund

Som forfatter, journalist og søn af en far, som tog sit eget liv, da jeg var ung, har emnet altid interesseret mig meget.

 

Og jeg har forsøgt – og forsøger stadig i en alder af 61 – at gøre en forskel som frivillig på Livslinien.

 

Da der ikke findes meget litteratur – og slet intet nyere – med og om pårørende til personer, som har begået selvmord, som andre kan spejle sig i og bruge i deres eget sorgarbejde, har jeg i flere år overvejet at kaste mig over dette vigtige arbejde, og nu nærmer tiden sig.

 

Derfor søger jeg pårørende og efterladte, som har lyst til at deltage i et bog- og videoprojekt.

Hvis du har lyst – og vil vide mere – så send en mail til mig på: [email protected] med din kontakt-info og fortæl gerne på 10 linjer om din egen baggrund som efterladt.

 

Jeg skal samtidig af hele mit hjerte takke for alle de henvendelser, som jeg allerede har modtaget fra personer, som gerne vil deltage. Jeg er dybt taknemmelig for jeres støtte, åbenhed og hjælp.

Jeg hører imidlertid gerne fra flere i alle aldre og af begge køn – og jeg vil ikke mindst gerne høre fra mænd og unge.

 

Jeg er i øjeblikket ved at søge fondsmidler til dette omfattende og vigtige projekt – og jeg vender tilbage i løbet af efteråret til jer alle, når brikkerne falder mere på plads.

 

Lidt om mig selv

 

 

Jeg har været journalist i mere end 40 år, og jeg har siden årtusindskiftet udgivet mere end 20 bøger – alle om og med mennesker.

De seneste to var samtalebøgerne ‘Modne Mænd’ fra 2016 og ‘Modne Kvinder’ fra 2017 udgivet på mit eget forlag Heatherhill med 48 kendte danske mænd og kvinder over 50. Mit næste værk – ‘Jeg var engang’ – udkommer den 5. oktober 2018.

 

Du kan se en film om bogen her: https://vimeo.com/278711212

 

Du kan også læse mere om mig og mine bøger på min hjemmeside: www.booestlund.dk

Jeg håber at høre fra dig.

 

De allerbedste og varmeste sensommerhilsner

 

Bo Østlund 

Forfatter, journalist, forlægger & video-dokumentarist 

2 temaaftener om sorgprocesser – Aarhus

Lokalkreds Midtjylland/Aarhus inviterer til 2 temaaftener om sorgprocesser.

 

Begge aftener vil Liselotte Hornemann Kragh være indlægsholder.

 

 

 

 

 

Liselotte har arbejdet som sognepræst i Sønderjylland i 7 år og har derefter beskæftiget sig med foredragsvirksomhed, undervisning, skribentvirksomhed og freelance programarbejde for DR og samtaler med mennesker i alle tænkelige og utænkelige livssituationer. Yderligere er Liselotte rådgiver i NEFOS. (Netværk for selvmordsramte).

 

Du kan deltage på temaaftenerne enten hver for sig eller i sammenhæng.

 

 

Temaaften 1 – Sorgen er et levende væsen, hvordan ser din sorg ud?

Tirsdag den 11. september 2018, kl. 19:00 – 21:00

Sorgen er et levende væsen, der har sit eget liv. Hvis du ikke passer det, bider det dig i haserne.
Hvor er du i din sorg og, hvordan lever du med den?

Indlæg ved Morten Blirup og Liselotte Hornemann Kragh.

 

 

Temaaften 2 – Sorgen bor i din krop – hvordan kan I følges ad?

Tirsdag den 9. oktober 2018, kl. 19:00 – 21:00

Man kan sagtens lyve for sig selv, men kroppen lyver ikke.
Dialoger og øvelser i at gå på opdagelse i, at få kontakt med samt at arbejde med sorgen.

Indlæg ved Liselotte Hornemann Kragh

 

Af hensyn til planlægning af arrangementet, vil vi meget gerne have tilmelding!

Læs mere: opslaget

 

WHO’s verdensdag for selvmordsforebyggelse

Vi er alle pårørende eller kan blive pårørende til et menneske, der taler om, truer med eller foretager en selvmordshandling. Vi har alle en risiko for at ende i selvmordsprocessens dystre og mørke, hvor ensomheden råder, og hvor lys og håb er fraværende. Og vi kan alle give nærende varme og livgivende støtte til mennesker, der lider.

 

”Lys og varme” er årets tema for WHO’s verdensdag for selvmordsforebyggelse

I Danmark er der hvert år ca. 600 mennesker, der dør for egen hånd, og ca. 20.000 mennesker, der udfører den selvskadende handling som et selvmordsforsøg er. I lighed med de foregående år, markerer vores kirke rummelighed, lys og varme på Verdensdagen for selvmordsforebyggelse.

Dagen markeres i flere kirker den 9. og 10. september, hvor alle er velkomne.

Landsforeningen for efterladte efter selvmord deltager i samarbejde med andre organisationer i de kirkelige handlinger.

 

Se opslagene om arrangementerne som holdes følgende steder:

9. september: Dronninglund – Sognegården, kl. 14.00 og Odense – Hans Tausens Kirke, kl. 16.00.

10. september: Aalborg – Budolfi Kirke, kl. 19,00 og København – Sankt Johannes Kirke, kl. 20.00.

 

“Gå lyset i møde” Morgenvandring den 10. september i Odense kl. 7.00 – se opslaget

 

10. september inviterer Livslinien til en aften på Vartov i København i selskab med Anders Lund Madsen, Lotte Andersen, Frans Bak og mange flere. Læs mere om arrangementet i invitationen nedenfor og tilmeld dig på [email protected]

Invitation til arrangement med Livslinien i forbindelse med Verdens Selvmordsforebyggelsesdag

 

Fagdage for fagpersoner der arbejder for selvmordforebyggelse: Den 10. september 2018 – heldagsarrangement i Odense og Aalborg, og 24. september i København. De 3 arrangementer er gratis, men kræver tilmelding. Mere info kan fås ved henvendelse til [email protected]

 

Venlig hilsen

Landsbestyrelsen

Programmer om selvmord på DR

Danmarks Radio (DR) har i år inviteret til et samarbejde om dette alvorlige emne.

 

I ugen fra den 4. – 17. september 2018 er der tre udsendelser med titlen: ”Jeg vil dø”, der sendes første gang tirsdag den 4. september 2018.

 

Derudover er der to udsendelser med titlen ”Min fars farvel”, der sendes første gang mandag den 10. september 2018.

 

Læs mere: https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/dr-bringer-tema-om-selvmord

 

Seminar for unge efterladte

 

Weekendseminar den 2. – 4. november 2018 fra fredag kl. 18 til søndag kl. 15 i et sommerhus

 

En weekend for unge efterladte i alderen 16 – ca. 28 år, hvor man kan møde andre efterladte og dele erfaringer om, hvad det betyder at miste ved selvmord.

 

Selvmord er stadig meget tabubelagt og mange efterladte mødes af en mur af tavshed, men i en gruppe af ligesindede er det muligt at blive set, hørt og forstået. Erfaringer fra andre grupper viser, at det at fortælle om sin sorg over at miste ved selvmord, og det at høre andres beretninger kan bidrage til, at man på bedst mulig vis kan lære at leve videre med sin egen sorg, således at denne får en passende plads i hverdagen.

 

Weekenden ledes af psykolog Louise Møller Schmidt, som er 40 år og selv har oplevet at miste en nærtstående ved selvmord. Louise har, via sit virke som psykolog, mange års erfaring i at arbejde med det enkelte individ samt familier, som er ramt af sorg, krise og traumer.

 

Kristina Rasmussen varetager de praktiske opgaver og hygger omkring deltagerne i løbet af weekenden. Kristina er 44 år og arbejder til daglig som pædagog. Kristina er også efterladt efter selvmord og har været aktiv i foreningen gennem mange år.

 

Weekenden finder sted i et sommerhus – formentlig på Djursland. Vi bestræber os på, at det bliver nemt at komme dertil med offentlige transportmidler fra hele landet.

 

Der er plads til 8 deltagere. Kurset koster 300,- kr. for medlemmer og 600,- kr. for ikke medlemmer. Deltagergebyret dækker ophold og forplejning, mens transport er for egen regning.

 

Læs indlæg om seminaret i: Nyhedsbrev_august 2018

Se indbydelsen

 

Tilmelding og evt. spørgsmål vedr. ungeseminar sker til Ellen Bæk på [email protected] eller tlf. 24 23 44 75.

Frist for tilmelding er den 25. september 2018.

 

Vel mødt og venlig hilsen

Landsbestyrelsen