Årsmøde og gereralforsamling, søndag 3. marts i Odense

Landsforeningen for efterladte efter selvmord indbyder til årsmøde og generalforsamling

 

Søndag, den 3. marts 2019, kl. 10.00 i lokale 207, Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense

 

I år har vi forfatter og journalist Bo Østlund som oplægsholder – En personlig beretning.

 

Morgenkaffe/te, rundstykker og pålæg står klar fra kl. 9.00 udenfor lokalet.

Årsmødet starter kl. 10.00. Se: Indbydelsen

 

Deltagelse i årsmødet er gratis. Du må gerne formidle indbydelsen videre – alle er velkomne!
Årsmødet er en god mulighed til at høre et interessant oplæg, møde andre efterladte og udveksle erfaringer.

 

Tilmelding til Landsforeningen for efterladte efter selvmord, Tlf.: 7027 4212 eller e-mail: [email protected]
Af hensyn til planlægning og forplejning vil vi gerne have din tilmelding senest den 17. februar 2019 – men du er velkommen også hvis tilmeldingen lige er smuttet.

 

Efter årsmødet er der kl. 14.00 generalforsamling, herunder valg til bestyrelse og suppleanter. Se: Indkaldelsen

 

HUSK!

  • Vi er en frivillig forening der altid har brug for flere hænder. Vi vil meget gerne være bredt repræsenteret i hele landet.
  • Overvej om bestyrelsesarbejdet kan være noget for dig, det er både hyggeligt og lærerigt at være med i arbejdet. I nyhedsbrev december 2018 skrev Ole Specht Jensen om bestyrelsesarbejdet:
  • ”P.t. ved vi, at ét medlem ikke ønsker genvalg til bestyrelsen. – Det betyder også, at mindst én plads skal nybesættes.
    Så nu er det tid at overveje, om du vil være med til at præge foreningens videre arbejde og indsats for alle os, der er eller bliver efterladte efter selvmord.
    Selv har jeg deltaget i bestyrelsesarbejdet siden marts 2017, og det har været en god oplevelse på flere måder. Jeg har oplevet at blive del af en flok hjertevarme mennesker, som formår at få møderne til at glide på en dejlig uformel, men alligevel effektiv måde.
    Jeg fornemmer, at arbejdsopgaverne er blevet fordelt i forhold til, hvad man er bedst til, men man undergår jo også en vis faglig udvikling undervejs. Og på det helt personlige, så giver det mig en god fornemmelse at jeg, ved nu at være aktiv, kan sige tak for den hjælp jeg tidligere har modtaget af andre aktive frivillige. Så hvad med dig?”
  • Undlad ikke at gå til generalforsamling – Vi presser ikke nogen til at gå ind i bestyrelsen, det skal være noget man selv har lyst til.
  • Vil du høre mere om bestyrelsesarbejdet, er du velkommen til at kontakte bestyrelse, læs mere: http://efterladte.dk/om-os/bestyrelsen/

 

Vel mødt og venlig hilsen

Landsbestyrelsen

 

Interviewpersoner søges – gerne i Nordjylland!

Har du mistet en nærtstående til selvmord?

 

Vi er to specialestuderende fra sociologi ved Aalborg Universitet, der i forbindelse med vores speciale gerne vil tale med 10-12 personer, der kunne være interesseret i at deltage i et interview.

 

Vi vil gerne forstå og lære mere om den sorgproces, som følger efter at have mistet til selvmord, samt de følelser, tanker og problematikker, som selvmordet medfører.

 

Vi søger derfor personer, der har lyst til og mod på at indvie os i den proces, som det er at være efterladt til en nærtstående, der har begået selvmord. Vi holder selv til i Aalborg og søger derfor så vidt muligt interviewpersoner fra Nordjylland, men er helt bestemt åbne over for længere rejsetid, hvis det er nødvendigt.

 

 

Har du lyst til og mulighed for at afsætte 1-1,5 times tid til et interview, vil vi meget gerne høre fra dig!

 

 

Vi påtænker at afholde interviewene i slutningen af februar og i løbet af marts måned. Men kan også finde tid tidligere eller senere, hvis det passer bedre ind. Vi har både mulighed for at afholde interviewet hos os i Aalborg eller for at komme på besøg – det er op til den enkelte. Vi sørger desuden naturligvis for fuld anonymitet i specialet, hvis dette er foretrukket.

 

Hvis du har lyst til at deltage eller har spørgsmål til projektet/og eller interviewet, er du meget velkommen til at kontakte os via Facebook, mail eller telefon.

 

De bedste hilsner

 

Christian Holst, Telefon: 2298 6975, 

Mail: [email protected]       

 

Josefine Kirstine Schouv Jakobsen, Telefon: 2086 3244, 

Mail: [email protected]

 

Seminar for unge efterladte 1. – 3. marts – Et par ledige pladser – Vil du med?

Weekendseminar fredag kl. 18 til søndag kl. 15 i et sommerhus.

 

En weekend for unge efterladte i alderen 16 – ca. 28 år, hvor man kan møde andre efterladte og dele erfaringer om, hvad det betyder at miste ved selvmord.

 

Weekenden ledes af psykolog Louise Møller Schmidt og Kristina Rasmussen varetager de praktiske opgaver og hygger omkring deltagerne i løbet af weekenden.

 

Læs beretninger fra sidste seminar: Nyhedsbrev december 2018

 

Læs mere i: indbydelsen

 

Vi har et par ledige pladser –  Der er stadig åben for tilmelding.

 

Tilmelding og evt. spørgsmål vedr. ungeseminar sker til Ellen Bæk på [email protected] eller tlf. 24 23 44 75.

 

Vel mødt og venlig hilsen

Landsbestyrelsen

NEFOS – netværket for selvmordsramte – starter nye samtalegrupper op i foråret 2019

Vi har aftalt med NEFOS, at vi vil hjælpe med at sprede budskabet om opstart af nye samtalegrupper flere steder i landet – Aalborg, Odense, Kolding, Aarhus og København.

 

NEFOS starter nye samtalegrupper op her i foråret 2019. Ønsker du at deltage i et gruppesamtaleforløb, hvor gruppen bliver sammensat ud fra en ide om, at personer der har været udsat for sammenlignelige selvmordshandlinger i deres netværk kan finde støtte og få anvendelige redskaber og dermed afklaring til at komme videre i tilværelsen. Hvis dette kunne være noget for dig så se vores forskellige samtalegrupper og tilmeld dig via telefon til NEFOS på 6312 1226 eller mail til [email protected], eller den kontaktinfo der er nævnt for de enkelte grupper.

 

 

Læs opslaget om de enkelte grupper: NEFOS_F2019

Hvordan kommer man videre efter et selvmord?

 

Landsforeningen for efterladte efter selvmord vil sætte fokus på de efterladte og på foreningens arbejde.

 

Vi afholder derfor temamøder for pårørende og andre interesserede følgende steder:

 

Tirsdag 29. januar kl. 18.30 – 21.00 i Seniorhus Odense, Toldbodgade 5, 5000 Odense

Oplægsholder cand.psyk. Morten Holler, Brabrand

Se indbydelsen: Odense

 

Torsdag 7. marts, kl. 18.30 – 21.00 i Frivilligcenter Fredericia, Vendersgade 63, 7000 Fredericia

Oplægsholder cand.psyk. Anna Theresa Overvad, Aalborg

Se indbydelsen: Fredericia

 

Tirsdag 26. marts kl. 18.30 – 21.00 på Frivilligværket i Randers, Kirketorvet 2 A, Baghuset, 8900 Randers C

Oplægsholder cand.psyk. Morten Holler, Brabrand

Se indbydelsen: Randers

 

Vel mødt og venlig hilsen

Landbestyrelsen

Selvhjælpsseminar 9. og 10. marts i Fredericia – Udsolgt!

Der ikke ikke flere pladser, men der er mulighed for at blive skrevet på venteliste i tilfælde af afbud. Skriv til: [email protected]

 

 

Seminaret er en workshop, hvor deltagerne får mulighed for hjælp til selvhjælp. Der vil være oplæg til forståelse af, hvordan dels chokerende oplevelser og dels sorg og tab sætter spor i såvel krop og nervesystem, som i sjæl og sind, og hvordan selvmordet påvirker ikke blot den enkelte, men hele det omliggende system, familie og andre sammenhænge.

 

Læs mere og se programmet: Selvhjaelpsseminar 2019

 

Tilmelding og evt. spørgsmål vedr. seminaret sker til Ellen Bæk på [email protected] eller tlf. 24 23 44 75.

 

Vel mødt og venlig hilsen

Landsbestyrelsen

MODTOG DU ET AFSKEDSBREV OG MÅ JEG BRUGE DET ANONYMT I ET PROJEKT?

 

 

Mit navn er Bo Østlund, forfatter til 22 bøger siden 2000 – senest de sidste to år bøgerne ‘Modne Mænd’, ‘Modne Kvinder’, ‘Jeg var engang’ og Kim Larsen-mindebogen ‘This is my life’.


Men jeg er også pårørende. Og efterladt.

 

En sen aften den 10. februar 1980 hængte min far sig i en Nordsjællandsk affaldskæder, og det har selvsagt præget og virket hele mit liv. Både i forhold til mit arbejde, men også min fritid, hvor jeg bl.a. har arbejdet for Livslinien som anonym telefonrådgiver.

 

Jeg er i øjeblikket i gang med at samle midler til en bog og et videoprojekt, hvor en lang række pårørende deler deres historie.
Bogen forventes at udkomme til efteråret, og sideløbende med den arbejder jeg med et andet projekt, hvor jeg gerne vil have lov at bringe anonymiserede afskedsbreve. For kun gennem åbenhed og ved at skabe debat kan vi medvirke til at fjerne de mange tabuer, der stadig er om selvmord.

 

Jeg har selv haft utrolig stor glæde af at læse de tre afskedsbreve, som min egen far efterlod til familien. Jeg har fået en indsigt i hans tanker, som jeg har kunnet benytte i min sorgbearbejdelse. Og da der efter min optik ikke kan gøres nok for at tale om selvmord og nedbryde tabuerne, vil jeg høre, om du har modtaget et eller flere afskedsbreve fra din eller dine kære, som forlod dig, og om jeg må benytte det i mit projekt?

 

Jeg har 44 års erfaring som journalist, og alt bliver selvsagt behandlet og benyttet fortroligt, anonymiseret og etisk korrekt.

Hvis du har lyst til at hjælpe, vil jeg være dybt taknemmelig, og I så fald må du gerne skrive til mig på mail-adressen:

[email protected] mærket ‘afskedsbrev’

Jeg er sikker på, du vil være med til at gøre en meget stor forskel.

 

Jeg kan også stadig bruge medvirkende i bogprojektet, hvor efterladte fortæller – og kunne du have mod til og lyst til at deltage i dette, er du også velkommen til at skrive på ovennævnte mailadresse.

Du kan læse mere om, hvem jeg er, på min hjemmeside http://booestlund.dk/

På forhånd tak for din hjælp og støtte til mine projekter.

 

De allerbedste og varmeste hilsner og tanker,
Bo Østlund

[email protected]

Glædelig jul og godt nytår!

 

 

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!

 

Husk at sætte kryds i kalenderen søndag den 3. marts 2019, kl. 10.00 – 16.00, her holder vi Årsmøde og generalforsamling i Odense.

Forfatter og journalist Bo Østlund er oplægsholder ved årsmødet. Se program

 

Der er 5 ledige pladser på Seminar for unge efterladte den 1 – 3. marts 2019. Se program

 

Allerede nu har vi 12 tilmeldinger til Selvhjælpsseminaret den 9. – 10. marts 2019. Se program

 

De bedste hilsener

Landsbestyrelsen