Utraditionel syng-sammen-koncert

 

Før coronatiden havde vi fornøjelsen af at kunne invitere til en række syng-sammen-koncerter med komponist Frans Bak og psykolog Ane Christensen. På vores opfordring har Frans og Ane lagt en uge ind i kalenderen i marts 2023, hvor vi får lejlighed til at præsentere deres program for endnu flere efterladte.

 

Kom til koncert og få samtidig en snak om det at miste et menneske, man holder af og savner. For sange om kærlighed og selvmord – koblet med fællessang og samtale – kan være forløsende, når man har mistet en pårørende.

 

Musikeren og komponisten Frans Baks mor begik selvmord, da han var 18 år gammel. ’Der var ingen begravelse, og der blev hverken talt om hende eller hendes død efterfølgende. Det var barskt og forfærdeligt. Dengang havde jeg hverken mod til at åbne munden eller stille spørgsmål,’ husker Frans Bak, der har givet sorgen og savnet et musikalsk og kreativt udtryk. Han skriver simpelthen sange til den mor, der forlod ham alt for tidligt.

 

’Tankerne, følelserne og sangene har været inde i mig i alle årene. Så da jeg først gik i gang med at komponere, blev det en stor forløsning for mig.’

 

Sammen med psykolog Ane Christensen tager Frans Bak nu en ny runde, hvor de tager rundt og spiller koncerter: Aftener eller eftermiddage, der først og fremmest er målrettet mennesker, der har været i berøring med selvmord.

 

Man kan møde Frans og Ane i Aalborg, Vejle, Brabrand, Holstebro og Herlev. Se opslagene:

 

AALBORG – Søndag 12. marts 2023, kl. 14-16

VEJLE – Mandag 13. marts 2023, kl. 19-21

BRABRAND – Tirsdag 14. marts 2023, kl. 18-21

HOLSTEBRO – Onsdag 15. marts 2023, kl. 19-21

HERLEV – Torsdag 16. marts 2023, kl. 19-21

 

Koncerterne kræver tilmelding, enten via link i opslaget eller: https://efterladte.nemtilmeld.dk/. Deltagerpris: 50 kr. for medlemmer og 100 kr. for ikke medlemmer.

 

 

Vel mødt og venlig hilsen

Landsbestyrelsen

 

Glædelig jul og godt nytår!

 

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!

 

Julen er en svær tid for mange, det er en tid, hvor vi bliver mindet om, at der er nogen, vi savner. Det er en tid, hvor man gerne vil dele glæden over julen med sine kære, samtidig med, at man bliver ked af det, når man tænker på den/dem, der plejer at være en del af traditionen.

Hør sogne- og hospicepræst Ole Raakjær fortælle, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at huske og mindes dem, der ikke længere er her til at fejre julen med os: https://www.facebook.com/aalborgstift/videos/3413245615626033

 

Når vi ser tilbage på året, er det gået godt. Vi har vi holdt mange aktiviteter og har fået nye aktiviteter i gang. Vi vil gerne have aktiviteter for efterladte efter selvmord i gang endnu flere steder. Vi holder derfor temamøde i Esbjerg d. 28. januar 2023, se Temamøde Esbjerg.

Har du lyst at være frivillig hjælper i Esbjerg-området eller andre steder i landet, hører vi gerne fra dig. Send en mail til: [email protected]

 

Vi har med stor succes holdt lørdagscaféer flere steder i landet med hhv. Kropsterapi, Skriveterapi og Kunstterapi. Vi forsætter succesen i 2023, der er: Kropsterapi i København d. 28. januar 2023, Kunstterapi i Aarhus d. 18. marts 2023 og Skriveterapi i Odense d. 1. april.

I marts måned har vi: Årsmøde og generalforsamling, Syng sammen koncerter med komponist Frans Bak og psykolog Ane Christensen, Seminar for unge efterladte mv.

Læs mere i december nyhedsbrevet om alle vore tilbud på landsplan og lokalt: Nyhedsbrev december 2022, eller følg med på vores hjemmeside: Efterladte.dk

 

Lokalkredsene har planlagt mange aktiviteter for den første del af 2023, se: oversigten over aktiviteter januar 2023.

Vi vil gerne opfordre vore medlemmer til at møde op til temamøder, caféaftener og Walk & Talk. Det giver liv og energi, når der er en god tilslutning. HUSK tilmelding via NemTilmeld, der er er link i de enkelte opslag eller: https://efterladte.nemtilmeld.dk/

 

Har du tid til lidt fordybelse i juledagene, har vi en oversigt med forskelligt materiale: Materiale fra foredrag mm. – Efterladte.dk

 

De bedste julehilsner

Landsbestyrelsen

Ledige pladser til gratis psykologisk hjælp til efterladte, vi starter en gruppe til januar 2023

Vi har nu flere ledige pladser og er klar med 12 sessioners terapi til efterladte over 65 år med komplicerede sorgreaktioner. Terapien er evidensbaseret og tilbydes af erfarne psykologer ved Det Nationale Sorgcenter i København.

 

Behandlingstilbuddet bliver fulgt tæt af forskere fra Aarhus Universitet, som en del af et forskningsprojekt, der skal gøre os klogere på hvordan vi bedst hjælper ældre efterladte i sorg.

 

Hvis I kender til efterladte som har mistet for over et halvt år siden og som oplever vedvarende og komplicerede sorgreaktioner, så kan I henvise dem til Det Nationale Sorgcenter. Udfyld venligst kontaktformularen på denne hjemmeside eller indtal dine oplysninger på telefon:  33 766 799

 

Hvis du/I har spørgsmål eller brug for vejledning til hvem der kunne være i målgruppen, så skriv [email protected].

 

På vegne af Det Nationale Sorgcenter og

Forskningsgruppen fra Aarhus Universitet

Projektkoordinator Katrine B. Komischke-Konnerup, psykolog, Ph.d.-stipendiat

Forskningsenhedsleder Maja O’Connor, autoriseret psykolog, Ph.d.

Borgerforslag om gratis professionel hjælp til børn og unge, når en forældre dør

 

Fra Jannie Brun Jessen fra Næstved har vi modtaget forslag til handleplan for, hvordan børn og unge kan få gratis professionel hjælp, hvis en forældre pludselig dør.

 

Se indslag fra TV2 Øst: Som barn mistede hun sine forældre – nu vil Jannie ændre loven | TV2 ØST (tv2east.dk)

 

Landsforeningen for efterladte efter selvmord vil gerne støtte lovforslaget:

  • Egen læge eller sagsbehandler skal hurtigst muligt henvise til krisehjælp, samtaleterapi eller andet professionelt terapeutisk personale.
  • Barnet eller den unge skal inden for tre måneder efter dødsfaldet have benyttet henvisningen.
  • Efter seks måneder skal egen læge eller sagsbehandler have en opfølgningssamtale med barnet eller den unge.
  • Frem til barnet eller den unge er fyldt 25 år, skal der indkaldes til samtale hos egen læge eller sagsbehandler hvert år.
  • Tæt samarbejde mellem nærmiljø, læge, sagsbehandler eller familiemedlemmer der er omkring barnet eller den unge skal være i højsæde, så barnet eller den unge har de bedste vilkår til at komme videre i livet.

 

Borgerforslag kræver 50.000 støtter. Vil du støtte forslaget er her link til underskrift:

Lov om gratis professionel hjælp til børn og unge, når en forældre dør. (borgerforslag.dk)

 

På forhånd tak!

Venlig hilsen

Landsbestyrelsen

Gratis koncert med ME AND MARIA i Hjørring

Sange der tænder lys i mørket

Kom med til en stemningsfuld koncert med den danske duo, ME AND MARIA, onsdag d. 14. december i Frivilligcenter Hjørring i Caféen (Frivillighedens huse). Oplev blide, eftertænksomme melodier og tekster, der kan gøre én helt blød om hjertet. Der er gratis entré. Det bliver en koncert, der tænder lys i decembers mørke og giver “Strejf af fred”, som duoens seneste album hedder.

 

Til denne helt særlige koncert fortæller de også dybe, ærlige og rørende historier fra deres oplevelser i psykiatrien, både som musikere og pårørende.

 

Lyt til musikken her:
https://www.youtube.com/c/MEANDMARIA

 

Se opslaget: Koncert med ME AND MARIA – Hjørring – Efterladte.dk

Alle er velkomne!

 

Der er gratis entré! HUSK tilmelding senest søndag 11. december kl. 18.00 via NemTilmeld: https://efterladte.nemtilmeld.dk/221/

 

Venlig hilsen

Landsbestyrelsen

Nyhedsbrev december 2022

 

Vi har udgivet Nyhedsbrev December 2022 – Julehilsen med tak for opbakning fra vore medlemmer og samarbejdspartnere i 2022. Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!

 

Læs om:

  • Liv&Død Prisen 2022 … gik i år til Landsforeningen for efterladte efter selvmord
  • Deltagelse i støttegrupper, om forskningsartikel
  • Fire dage med fokus på selvmordsforebyggelse
  • Verdensdagen for selvmordsforebyggelse
  • Kort nyt
  • Utraditionel syng-sammen-koncert
  • Årsmøde og generalforsamling
  • Aktiviteter, Landsforeningen og lokalt
  • Facebook, legater, gaver.

 

God læselyst!

 

Følg med på foreningens hjemmeside: Efterladte.dk og facebookside: Facebook.com/efterladte – siderne opdateres løbende.

 

HUSK tilmelding!

Vi vil bede om tilmelding til indendørs aktiviteter og til Walk & Talk i Frederiksberg Have via: Landsforeningen for efterladte efter selvmord (nemtilmeld.dk), eller til kontaktpersonen på opslaget.

 

Alle er velkomne!

  • Til vore arrangementer møder du andre efterladte.
  • Du får mulighed for at tale og dele erfaringer med andre i en lignende situation som dig. –  I fortrolighed mellem deltagerne, naturligvis.
  • Du får mulighed for et varmt, uformelt samvær i et fællesskab, hvor selvmord ikke er tabu.
  • Det er vores erfaring, at mange er glade for at have en ven eller et familiemedlem med, så man kan tale sammen om det bagefter. Hvis du har lyst til det, er du meget velkommen.

 

Venlig hilsen

Landsbestyrelsen

Smuk koncert i Trekanten d. 3. november kl. 19.00 – Aalborg

 

ME AND MARIA vil gerne tilbyde alle medlemmer af Efterladte efter selvmord, nu kan købe den billige billet til koncerten (den hedder: Pensionist / Studerende)

 

Maria skriver: Vi har netop udgivet denne video “Stille sprækker”. En sang, der er skrevet med min mor i tankerne. Om det her med at kunne se mennesket gennem sprækkerne bag sygdommen. Jeg synes altid, jeg fik lov at se hende igen, når vi f.eks. sang en sang sammen eller læste et smukt digt, så noget fantastisk i naturen. Hun var der altid inde bagved, ligemeget hvor syg hun blev. Det er derfor, vi spiller koncerter i psykiatrien. Fordi vi føler, vi dér ser sprækkerne hos de indlagte. Og forhåbentlig er med til at udvide dem. 

Lyt til “Stille sprækker”: https://youtu.be/8InOQYFG5zk

 

Kom med til en stemningsfuld aften d. 3. november i Trekanten, når ME AND MARIA vender tilbage med deres smukke danske tekster og melodier.

Her kan man få et pusterum og opleve en rolig, hjerteåbnende stund. Man kan forvente musik med masser af nærvær og indlevelse.

 

Man kan købe billetter her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/hzfiy70u31

Se mere om koncerten her:

https://trekanten.info/events/me-and-maria-koncert/

 

De to musikere, Johannes Pehrson og Maria Anna Rosenberg, komponerer blide, melankolske og rolige danske sange.

Duoen er bl.a kendt fra “Go’ Morgen Danmark”, CPH:DOX og DR1, hvor de har optrådt live med deres musik og talt om mental sundhed, et emne, der ligger dem meget på hjerte. Måske husker I dem fra sidste år i Trekanten eller DR dokumentaren “Lys på den lukkede”, hvor de spiller koncert på Rigshospitalet for de indlagte.

 

Podcast ‘Jeg plejede at tro på for evigt’ liveshows i Aarhus, Odense og København

 

Snak, musik og vedkommende, svære, smukke, personlige og rørende fortællinger er på programmet, når podcasten ’Jeg plejede at tro på for evigt’ kan opleves live.

 

’Jeg plejede at tro på for evigt’ så dagens lys i marts 2019 i Landsforeningen Liv&Død. Gennem syv sæsoner har værterne i hvert afsnit haft en samtale med en person, der har mistet. Selvom podcasten efterhånden har en del fortællinger bag sig, så er der ikke to processer, der er ens. Enhver har sin egen måde at sørge og mindes på, og hvert afsnit indeholder nye nuancer og aspekter omkring det at miste.

 

’Jeg plejede at tro på for evigt’ henvender sig til alle, der er i berøring med sorg, fordi de enten selv har mistet eller er tæt på nogen, der har døden inde på livet. Og det vil i praksis være langt de fleste mennesker.

 

’Jeg plejede at tro på for evigt’ har været blandt de mest lyttede podcasts herhjemme. Landsforeningen Liv&Død, som står bag podcasten, mener, at interessen skyldes, at der er et stærkt behov for at tale om dem, man mister. Landsforeningen Liv&Død får også løbende mange henvendelser fra lyttere, som på den ene eller anden måde er blevet berørt af podcasten og har fundet trøst og håb i fortællingerne. De har blandt andet skrevet:

 

Nyhed: https://livogdoed.dk/nyheder/oplev-jeg-plejede-at-tro-paa-for-evigt-live-rundt-i-landet/

 

Læs om de enkelte arrangementer og køb billet hertil:

 

 

Efterlysning fra TV-Midtvest

 

TV-MIDTVEST v. journalist Margit Vendelbjerg søger kontakt med en familie, der har mistet et barn eller en teenager ved selvmord, og som vil fortælle, hvordan de er kommet videre i livet, selv om det ubærlige er sket. Der kan også være tale om en ung i tyverne.

 

Familien skal bo i det område TV-MIDTVEST dækker.

 

Kontakt:

Margit Vendelbjerg, journalist

Mobil: 4029 1359

e-mail: [email protected]

Gratis behandlings-tilbud til ældre efterladte hos Det Nationale Sorgcenter

Aktuelt er der ledige pladser til gratis psykologisk hjælp til ældre efterladte

 

Vi har lige nu ledige pladser og er klar med 12 sessioners psykoterapi til efterladte over 65 år med komplicerede sorgreaktioner. Terapien er evidensbaseret og tilbydes af erfarne psykologer ved Det Nationale Sorgcenter i København.

 

Behandlingstilbuddet bliver fulgt tæt af forskere fra Aarhus Universitet, som en del af et forskningsprojekt, der gøre os klogere på hvordan vi bedst hjælper ældre efterladte i sorg.

 

Første foreløbige resultater ser positive ud

Behandlingen er nu blev evalueret på en mindre gruppe af 11 ældre efterladte i et pilotstudie. De første foreløbige resultaterne peger på, at behandlingstilbuddet har en lovende positiv virkning på komplicerede sorgreaktioner. Projektet og de første foreløbige resultater bliver fremlagt på en sorgkonference i København d. 23. september af 2022 af Katrine B. Komischke-Konnerup.

 

Men før at vi med sikkerhed kan sige noget om effekten af behandlingen, forventer vi at skulle følge 160 ældre efterladte, som har modtaget behandling. Derfor ønsker vi også at komme ud med budskabet om vores tilbud til så mange efterladte som muligt.

 

Hvis I kender til efterladte som har mistet en partner for over et halvt år siden og som oplever vedvarende og komplicerede sorgreaktioner, så kan I henvise dem til Det Nationale Sorgcenter. Udfyld venligst kontaktformularen på denne hjemmeside eller indtal dine oplysninger på telefon:  40 566 766

 

På vegne af Det Nationale Sorgcenter og

Forskningsgruppen fra Aarhus Universitet

Projektkoordinator Katrine B. Komischke-Konnerup, psykolog, Ph.d.-stipendiat

Forskningsenhedsleder Maja O’Connor, autoriseret psykolog, Ph.d.