Har du lyst til at hjælpe med det lokale arbejde på Bornholm?

 

Vi mangler flere frivillige til cafégruppen for efterladte efter selvmord på Bornholm.

 

Cafégruppen på Bornholm ønsker at rekruttere flere frivillige, så gruppen, der har eksisteret i et år, kan fortsætte sin drift. Vi har modtaget en god §18 bevilling fra Bornholms Regionskommune, den gør det muligt, at vi kan holde aktiviteter og vi kan invitere oplægsholdere, der kan dele deres viden og inspirere deltagerne.

 

Vi afholder møderne på Rønne Bibliotek en gang om måneden fra kl. 19.00 – 21.00, undtagen juli og august. Her kan man møde andre efterladte efter selvmord, få nogle gode snakke, en kop kaffe og lytte til oplæg eller bare være. I juli og august måned tilbyder vi Walk & Talk.

 

Gruppen spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet, da der ikke findes andre tilbud specifikt til de efterladte efter selvmord.

 

At være frivillig indebærer en række forskellige opgaver. Du vil bidrage til planlægningen og gennemførelsen af lokale aktiviteter: Dette kan inkludere at lede møder, forberede lokaler, brygge kaffe og byde deltagere velkommen. Det kan også være, at lave opslag på vores lokale FB-side og holde styr på vores økonomi. Der er altid behov for hjælp med forskellige praktiske opgaver.

 

Det forventes, at man selv er efterladt efter selvmord, da vores erfaring viser, at personer, der har været igennem lignende oplevelser, bedst kan støtte andre i samme situation. Andre er også velkommen til at søge. Som frivillig skal man være medlem af foreningen.

 

I landsbestyrelsen står vi klar med hjælp og støtte – både ved sparring og idéudveksling, men også hvis der opstår svære situationer i de lokale bestyrelser og cafégrupper. Vi holder årsmøde og seminar for alle frivillige, hvor der er mulighed for sparring og møde de øvrige frivillige, det er her vi finder fælles fodslag, og vi sammen udvikler vores forening.

 

Hvis dette har din interesse, eller hvis du har spørgsmål, bedes du sende en e-mail med en kort præsentation af dig selv til:  [email protected], eller kontakte formand Ellen Bæk på mobilnummer 2423 4475.

 

Med venlig hilsen

Landsbestyrelsen

 

Efterlysning af deltagere til speciale om sorg og AI

 

Bruger du kunstig intelligens i relation til tabet af en partner, ven eller familiemedlem?

 

Jeg søger dig, der har erfaring med at bruge kunstig intelligens i din sorg, og som har lyst til at dele dine oplevelser i et interview til mit kandidatspeciale.

 

I specialet undersøger jeg, hvilken rolle AI kan spille i sorgprocesser, og hvordan teknologien eventuelt kan få betydning for den måde, vi oplever og forstår tab på.

 

Det kan for eksempel være, at du bruger en chatbot til at bevare eller fortsætte relationen til den, du har mistet, eller som en samtalepartner og støtte i en svær tid. Det er ikke vigtigt, hvilket AI-program du bruger, hvorfor eller hvordan du bruger det – alle erfaringer er relevante og værdifulde.

 

Jeg er særligt interesseret i at høre om dine personlige erfaringer og overvejelser med at bruge AI, og hvad det betyder for dig.

 

Interviewet varer mellem en halv og en hel time og kan foregå mundtligt eller skriftligt, alt efter hvad du foretrækker. Jeg har mulighed for at mødes med dig til et fysisk interview i Aarhus og omegn, eller vi kan aftale et online møde. Alt behandles naturligvis fortroligt og i overensstemmelse med GDPR, og du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage.

 

Hvis du har lyst til at deltage, er du meget velkommen til at kontakte mig på mail

[email protected] eller mobil 5164 7134. Hvis du har spørgsmål eller blot vil høre mere, så skriv eller ring endelig!

 

Opslag til print: Opslag Speciale om sorg og AI

 

De bedste hilser,

Camilla Svenblad Bauer

Kandidatstuderende ved Institut for Kommunikation og Kultur

Aarhus Universitet

Samtaletilbud – hvis caféaftenerne er svære at komme til – Bornholm

Har du mistet en nærtstående ved selvmord og oplever, at det er svært at deltage i vores caféaftener?

 

Du er ikke alene – og du behøver ikke stå med det selv.

Vi tilbyder individuelle samtaler til dig, som har brug for støtte, men har svært ved at komme afsted til vores caféaftener. Samtalen tager udgangspunkt i dig og det, der fylder i dit liv lige nu i et trygt rum. Vi fortæller lidt om vores forening og café aftener.

 

Du er velkommen til at kontakte os for at høre mere eller aftale en samtale på tlf. 9395 8241.

Der er ingen krav, ingen forventninger – bare plads til dig og din historie.

 

Vores erfaring er, at vi selv har stået med selvmord tæt på. Vi er ikke psykologer, vi er frivillige i samme situation som dig, som gerne vil lytte og det er et gratis tilbud.

 

Bedste hilsner

De frivillige – Efterladte efter selvmord på Bornholm

Opkrævning af kontingent for medlemskab

Flere spørger, hvornår vi opkræver kontingent for 2026? 

Vi udsender kontingentopkrævninger i slutningen af april måned til betaling 15. maj 2026. Husk at fortælle os, hvis du har fået ny adresse siden sidst, skriv til mail: [email protected]

 

Vi er meget afhængige af vore medlemskaber, da de skaber et økonomisk fundament for vore aktiviteter. Mange tak til vores trofaste medlemmer og nye medlemmer, vi har ca. 550 medlemskaber. Vi håber, at du fortsat vil støtte os med dit kontingent. I 2025 har vi fået 63 nye medlemskaber, heraf 7 husstande.

 

Ved tegning af medlemskab i landsforeningen kan vi tilbyde:

  • Vi skaber mulighed for at danne netværk. Mange steder i landet har vi lokalkredse og cafégrupper, vi afholder café- og temaaftener samt Walk & Talk rundt om i landet
  • Vi afholder selvhjælpsseminarer, seminarer for frivillige, samt et nyt tiltag i 2025: Temasøndage for unge
  • Hvert år i marts har vi årsmøde med foredrag og generalforsamling et centralt sted i landet: Link til indbydelse og program: Årsmøde 2026
  • Kontakttelefonen 7027 4212. Det er en telefonsvarer, som aflyttes af frivillige efterladte. Vi ringer tilbage til dig, hvis du efterlader en besked
  • Vi udsender tre nyhedsbreve om året og orienterer jævnligt om vore arrangementer på hjemmesiden og på Facebook og Instagram. Hvis du vil have en smagsprøve, kan du se det seneste nyhedsbrev ved at klikke her: Nyhedsbreve
  • Se listen med aktiviteter på landsplan og lokalt: Aktiviteter

Læs mere om: Medlemskab

 

Venlig hilsen

Ellen Bæk – Formand

Tlf. 2423 4475, mail: [email protected]

Vi du hjælpe en specialestuderende i psykologi på AAU?

Vil du hjælpe Sofie med interview til kandidatspeciale om oplevelse af at være efterladt barn eller ung til en forælder, der har begået selvmord?

 

Sofie skriver: Jeg rækker derfor ud til jer for at spørge, om I har mulighed for at hjælpe mig med at formidle mit opslag eller dele det i jeres netværk, så relevante børn og unge (10-17 år) kan få kendskab til projektet. Jeg har vedhæftet en kort informations-poster med flere detaljer om projektet. Poster til efterlysning

 

Afskrift af poster

Interviewpersoner søges til

Kandidatspeciale om oplevelsen af at være efterladt barn eller ung til en forælder, der har begået selvmord

 

Hvem er jeg?
Jeg er psykologistuderende ved Aalborg Universitet, og skriver speciale om børn og unges oplevelse med at miste en forælder til selvmord. Jeg mener, at hvis vi skal blive bedre til at støtte børn og unge i sorg, er det vigtigt, at vi spørger dem selv, hvad der betyder mest for dem. Den viden er afgørende for at kunne støtte andre, der har mistet en forælder til selvmord gennem livet.

 

Hvem søger jeg?
Jeg søger dig, der er mellem 10-17 år, og har mistet en af dine forældre til selvmord, og som har lyst til at dele dine erfaringer og oplevelser med mig.

 

Praktiske informationer:
Interviewet vil have en varighed af ca. én time, og vil finde sted efter aftale. Samtalen kan foregå fysisk i Aalborg eller online, alt efter dit ønske. Alle oplysninger anonymiseres og opbevares i overensstemmelse med gældende GDPR-lovgivning. Du vil til enhver tid kunne trække dit samtykke til deltagelse tilbage.

 

Som tak for din tid får du to biografbilletter efter deltagelse.

 

Hvis du er interesseret i at deltage eller har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte mig på [email protected] eller +45 27 32 41 43.

 

På forhånd tak for hjælpen!
/ Sofie Langagergaard

 

Sofie skriver i mailen til os:

Jeg kontakter jer, fordi jeg netop har påbegyndt mit kandidatspeciale i psykologi ved Aalborg Universitet, hvor jeg undersøger, hvordan det opleves for børn og unge at miste en forælder til selvmord. I den forbindelse søger jeg deltagere til kvalitative interviews.

 

Formålet med projektet er at give plads til de unges egne perspektiver og erfaringer. Hvis vi skal blive bedre til at støtte børn og unge, der mister en forælder til selvmord, er det afgørende, at vi først forstår, hvordan tabet opleves af dem selv. Den viden kan bidrage til at styrke både den nuværende og fremtidige støtte til efterladte.

 

Ved siden af mit studie er jeg frivillig i Skyggebørn, og arbejdet med børn i sorg har længe haft stor betydning for mig. Jeg ved, at der stadig mangler forskning, hvor børn og unge selv kommer til orde og bliver spurgt om deres oplevelse med at miste – særligt i forbindelse med selvmordstab – og det er netop dette, jeg ønsker at bidrage med i mit speciale.