Nyt forskningsprojekt søger flere deltagere – Forskerne vil gerne tale med dig!

Har du haft 1-2 kontakter med Landsforeningen for efterladte efter selvmord og derefter valgt ikke at benytte foreningen, så vil vi gerne tale med dig

 

På nuværende er der gennemført fjorten interview. For at få et grundigt datamateriale vil projektgruppen gerne interviewe to mere. Vi håber at du vil hjælpe – På forhånd tak!

 

Et forskningsprojekt om brugerstyrede frivillige organisationer for mennesker, der har mistet til selvmord i Danmark.

 

Projektgruppen:
Projektleder Lisbeth Hybholt
Forskningsassistent Rikke Søndergaard
Seniorforsker Lene Lauge Berring
Professor Niels Buus

 

Hvad handler projektet om?
Det er en voldsom oplevelse, der kan forandre ens hverdag, når ens nærmeste dør. Det kan være særlig svært, når personen har taget sit eget liv. Både i Danmark og i udlandet er støtte fra andre der har mistet til selvmord udbredt. Vi har i flere studier vist, at det kan have positivt betydning, at møde andre der også har mistet til selvmord bl.a. i Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord. Den forskning er baseret på mennesker, der har valgt at komme i foreningen i kortere eller længere periode. Men der er mangel på viden om hvordan det kan være, at nogle efter 1-2 kontakter holder op med at komme i foreningen.

Det vil vi gerne undersøge. Dels for at frivillige foreninger får viden, som kan bruges til at udvikle deres tilbud. Dels for at professionelle, får forskningsbaseret viden, som de skal bruge for at kunne informere efterladte om foreningen. Dels for at få udvidet vores viden om hvad der er hjælpsomt i kølvandet på at have mistet til selvmord.

 

Hvem vil vi gerne tale med?
Vi vil gerne tale med dig, hvis du har haft til 1-2 kontakter med Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord, men efterfølgende er holdt op at gøre brug af foreningens tilbud. Kontakten kan f.eks. være telefonsamtale, cafeaften, seminar eller ’walk and talk’.

For at deltage skal du føle at du er klar til at dele dine oplevelser i et interviewet.

 

Hvad handler interviewet om?
Interviewet vil handle om hvad der fik dig til at kontakte Landsforeningen for Efterladte efter selvmord, samt dine oplevelser og erfaringer med foreningen.

 

Hvordan foregår et interview?
Interviewet foregår som en samtale mellem dig og forskningsassistent Rikke Søndergaard. Interviewet bliver lydoptaget og forventes at have en varighed på 45-90 minutter.

 

Hvor foregår interviewet?
Interviewet kan enten foregå hjemme hos dig selv, i et lokale i nærheden af din bopæl fx det lokale bibliotek eller via et videolink over computer. Videolink kræver, at du har adgang til internettet og har et uforstyrret lokale hvor du kan sidde under interviewet.

 

Etik
Inden interviewet skal du underskrive en samtykkeerklæring.
Interviewet bliver lydoptaget og efterfølgende udskrevet i en anonymiseret form. Det du fortæller, bliver behandlet og opbevaret fortroligt, så andre ikke kan genkende dig, når vi offentliggør resultaterne i blandt andet artikler.

Det kan være sårbart og følelsesladet at tale om at have mistet en nærtstående til selvmord. Et par dage efter interviewet er der mulighed for en opfølgende samtale med Rikke. Formålet med samtalen er dels for at høre om der noget du er kommet i tanke om, der skal tages med og dels for at høre hvordan du har det efter samtalen. Det er frivilligt om du ønsker en opringning, hvilket aftales i slutningen af interviewet.

Den Videnskabsetiske Komite for Region Sjælland er underrettet om projektet og det er godkendt af forskningsfortegnelsen i Region Sjælland (REG-117-2020).

 

Samarbejde og økonomisk støtte
Projektet er økonomisk støttet af Den sundhedsvidenskabelige forskningsfond i Region Sjælland og psykiatriledelsens forskningspulje. Projektet foregår i samarbejde mellem Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord og Psykiatrisk Forskningsenhed, Psykiatrien Region Sjælland.

 

Er du interesseret i at deltage?
Kontakt Rikke på tlf.: 9357 7600 eller mail: [email protected] for mere information.

 

På vegne af projektgruppen
Rikke Søndergaard

Læs hele opslaget: Informations materialer om forskningsprojekt

Vi mangler frivillige flere steder i landet

 

Som du sikkert ved, er arbejdet i Landsforeningen for efterladte efter selvmord  båret af frivillige kræfter. Vi har lokalt arbejde mange steder i landet, og vi vil også gerne have lokalt arbejde i gang nye steder. Går du med tanker om at blive frivillig i foreningen hører vi gerne fra dig. Send en mail til: [email protected]

 

Cafégruppen i Vejle: Karin, Gurli, Janne og Helle har gennem mange år været tovholdere for det lokale arbejde i Vejle, de har besluttet at stoppe ved årsskiftet. Vi får gode bevillinger fra Vejle kommune, derfor vil det være ærgerligt, hvis vi ikke kan fortsætte med tilbud i 2025. Skal der fortsat være lokalt arbejde i Vejle skal vi bruge min. 2-3 frivillige, Karin, Gurli, Janne og Helle vil gerne hjælpe nye frivillige i gang. Der er caféaften i Vejle d. 5. september, mød op og tag en snak med cafégruppen.

 

Cafégruppen i Esbjerg: Det lokale arbejde i Esbjerg blev startet op i 2023 med to frivillige som tovholdere. For at arbejdet ikke bliver for sårbart, vil vi gerne have 1-2 frivillige mere. Vi har caféaften i Esbjerg d. 3. september, mød op og tag en snak med Mona og Jytte.

 

Cafégruppen i Næstved: Der har gennem mange år været lokalt arbejde i Næstved. Sally og Anne er tovholdere, de vil gerne have et par frivillige mere med i gruppen. Der er Walk & Talk i Næstved d. 27. august, mød op og tag en snak med gruppen.

 

Nyt lokalt arbejde på Bornholm: Vi holder to temamøder i Rønne, torsdag d. 10. oktober og torsdag 5. december, for at se om der er grobund for lokalt arbejde på Bornholm. Trine har meldt sig som frivillig og vil gerne være med til at starte lokalt arbejde på Bornholm. For at arbejdet ikke bliver for sårbart, skal der være mindst 2-3 personer om det.

 

Som frivillig er du med til tilrettelægge og afvikle de lokale aktiviteter. Det er vores erfaring, at det er meget givende at være frivillig.

 

Vi stiller som krav: At du selv er efterladt efter selvmord. Det er en fordel, hvis du kender foreningen og måske har deltaget i nogle af vore arrangementer. Vores frivillige skal være medlem af foreningen.

 

Vi tilbyder: Seminar til alle vores frivillige og hjælpere lørdag d. 9. november i Vejle. Se programmet: Frivilligseminar 2024

 

Nærmere oplysninger fås ved henvendelse til landsformand Ellen Bæk, mobil 2423 4475, mail: [email protected]

 

Vel mødt og venlig hilsen

Landsbestyrelsen