Kilder søges til bogprojekt

 

Jeg er uddannet journalist. Jeg er forfatter, og jeg er en af dem, der har oplevet at miste en kær til selvmord. 30. september 2023 tog min lillebror sit liv.

 

Efter hans død skrev jeg en digtsamling, der hedder 30 digte efter et selvmord. Denne digtsamling er skrevet de første 38 dage efter hans selvmord.

 

Efter digtsamlingen udkom har jeg blandt andet været rundt i flere lokalafdelinger af Foreningen for efterladte efter selvmord og læse op af digtene. Her har jeg mødt rigtig mange andre efterladte og hørt deres historier.

 

Efter at have hørt alle disse historier har jeg fået en ide til en ny bog. En bog, der fortæller de efterladtes historie.

 

Jeg forestiller mig, at bogen kommer til at fortælle om det at miste til selvmord. Hvordan er det at være efterladt etc. Jeg tror på, vi kan hjælpe hinanden, og der kommer hele tiden nye efterladte, som også kan bruge vores hjælp ved for eksempel at læse om andres oplevelser.

 

Derfor har jeg brug for efterladte, der gerne vil fortælle mig deres historie, og det kunne måske være dig.

Så har du lyst til at stå frem og fortælle din historie, dine erfaringer, følelserne og alt det andet, så kontakt mig endelig, så jeg kan fortælle dig mere om projektet.

 

Jeg kan allerede nu sige, at det kommer til at foregå på den måde, at jeg kommer hjem til dig og foretager et interview. Det kan tage alt mellem en og tre timer.  Når jeg har skrevet afsnittet om dig, sender jeg det til dig, så du kan se det igennem og komme med eventuelle rettelser, hvis der er ting, du gerne vil have rettet.

 

Det er vigtigt, at du kan tale åbent om selvmordet. Det er naturligvis helt i orden at blive berørt undervejs, da det jo er et følsomt emne.

 

Du kan kontakte mig på [email protected]

 

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Sorgens spor

PILGRIM – PÅ REJSE I TROENS UNIVERS

Vært Anders Laugesen besøgte 12. oktober 2025 Ingeborg Fangel Mo i Karise. Ingeborg er næstformand i Efterladte efter selvmord – Lokalkreds København

 

Skuespiller Ingeborg Fangel Mo deler erfaringer fra det at have haft sorgen som et vilkår gennem det meste af sit liv.

 

Lyt til podcasten: Pilgrim – på rejse i troens univers | Sorgens spor | Lyt som podcast | DR LYD

 

Tusind tak til Ingeborg Fangel Mo og Anders Laugesen for en smuk og ærlig podcast om sorgen efter selvmord!

Interviewdeltagere søges til forskningsprojekt

Vi har modtaget mail fra Frida Ramsing om forskningsprojekt om unge voksne efterladte til selvmord i Grønland og Danmark.

 

Frida siger tusind tak til alle der allerede har henvendt sig om forskningsprojektet. Det har i den grad givet pote, og det er jeg utrolig taknemmelig for. Jeg mangler forsat 3-4 stykker, vil du være med så læs videre.

 

Landsforeningen for efterladte efter selvmord vil gerne hjælpe med rekruttering til projektet.

Læs Fridas mail om forskningsprojektet eller åben link til:

Flyer forskningsprojekt om kulturelle sorgnormer hos unge voksne efterladte til selvmord i Grønland og Danmark

 

Mit navn er Frida Ramsing. Jeg er psykolog og ph.d. studerende ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Jeg skriver til jer i forbindelse med, at jeg søger deltagere til et forskningsprojekt, der undersøger kulturelle sorgnormer hos unge voksne (18-30 år), der er efterladte til selvmord.

 

Jeg vil både interviewe danske og grønlandske unge for at få deres perspektiv på, hvad det betyder at have mistet til selvmord. Projektet vil forhåbentlig bidrage med at sætte fokus på denne gruppe af efterladte og hvad deres vilkår for at sørge er.

 

Interviews vil vare 2 timer, og gennemføres enten online, i den unges hjem eller ved Aarhus Universitet, alt efter hvad den unge foretrækker og på et tidspunkt, som passer godt for den unge. Interviews afholdes sensommer – vinter 2025.

 

Under interviewet vil jeg først spørge ind til tabet (f.eks. hvem har du mistet og hvornår), hvorefter jeg spørger mere åbent ind til den unges oplevelse af at være i sorg. Det kunne for eksempel være spørgsmål til, hvilke følelser der er forbundet med tabet, hvordan tabet har påvirket den unges relationer til andre, eller om der er noget som har været særligt hjælpsom for den unge.

 

Hvis I har spørgsmål til projektet, er I eller potentielle deltagere meget velkommen til at kontakte mig her via mail: [email protected].

 

På forhånd tusind tak for hjælpen.

Med venlig hilsen

Frida Ramsing

Cand.psych., PhD fellow, Unit for Bereavement Research
Mail: [email protected]

Tel: +4587150306

Department of Psychology and Behavioral Sciences

Vil du med på Frivilligseminar i Vejle?

 

Hvis du overvejer at blive frivillig i foreningen, vil vi meget gerne høre fra dig!

 

Arbejdet i Landsforeningen for efterladte efter selvmord drives af frivillige. Vi har lokalkredse i Thisted, Aalborg, Holstebro, Aarhus, Fyn og København samt cafégrupper i Viborg, Vejle, Aabenraa, Esbjerg, Næstved og Bornholm.

 

Vi har brug for flere frivillige, da vi udvider vores aktiviteter til nye lokalområder. I 2024 begyndte vi arbejde på Bornholm, og i år startede vi op i Aabenraa. Vi byder altid velkommen til friske initiativer og gode idéer fra både nuværende og kommende frivillige. Har du kendskab til et område, hvor der mangler aktiviteter, eller ønsker du selv at igangsætte noget, vil vi meget gerne høre fra dig.

 

Vi inviterer til frivilligseminar lørdag d. 8. november i Vejle. Her kan du lære foreningen at kende og vurdere, om det frivillige arbejde passer til dig. Se programmet: Frivilligseminar 2025. Tilmelding senest onsdag 29. oktober.

 

At være frivillig kan være mange ting. Du er med til at tilrettelægge og afvikle de lokale aktiviteter: Det kan være at stå for mødet, det kan være at gøre lokalet klar, lave kaffe og tage imod deltagerne, der er altid noget man kan hjælpe med. Det er vores erfaring, at det er meget givende at være frivillig.

 

Det forventes, at man selv er efterladt efter selvmord, da vores erfaring er, at andre som har været i samme situation, er de bedste til at være frivillige. Som frivillig skal man være medlem af foreningen.

 

I landsbestyrelsen står vi klar med hjælp og støtte – både ved sparring og idéudveksling, men også hvis der opstår svære situationer i de lokale bestyrelser og cafégrupper. Vi holder årsmøde og seminar for alle frivillige, hvor der er mulighed for sparring og møde de øvrige frivillige, det er her vi finder fælles fodslag, og vi sammen udvikler vores forening.

 

Er det noget for dig eller har du spørgsmål, send gerne en mail og fortæl lidt om dig selv til: [email protected], eller ring til formand Ellen Bæk, mobil 2423 4475

 

Vel mødt og venlig hilsen

Landsbestyrelsen