- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Verdensdagen for selvmordsforebyggelse
10. september 2023 kl. 10:00 - 11. september 2023 kl. 15:00
Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse er en årligt tilbagevendende begivenhed, som markeres internationalt d. 10. september. Dagen afholdes på initiativ af the International Association for Suicide Prevention (IASP) i samarbejde med World Health Organization (WHO). Læs mere om Verdensdagen for Selvmordsforebyggelse (World Suicide Prevention Day) på hjemmesiden for IASP. Temaet i 2021 – 2023 er ”Skab håb gennem handling”. Link til hjemmesiden: https://www.iasp.info/wspd/
Selvom selvmordsraten er faldende, er selvmord stadig et stort problem, og det er nødvendigt med en indsats for at forebygge selvmord. I 2022 blev der registreret 558 selvmord i Danmark. I 2021 var tallet 549, i 2020 var tallet 583, i 2019 var tallet 611. Det svarer til 1,1 % af samtlige dødsfald – eller gennemsnitligt næsten 2 selvmord om dagen, og det antages at være omkring 6.500 selvmordsforsøg årligt i Danmark. For hvert selvmord eller selvmordsforsøg berøres fem – seks nære personer (familie, venner). Det betyder, at ca. 30.000 årligt berøres af selvmord eller selvmordsforsøg. (Kilde: Selvmord i Danmark → Se nyeste statistikker – Center for Selvmordsforskning)
I lighed med de foregående år, markerer vores kirke rummelighed, lys og varme på Verdensdagen for selvmordsforebyggelse. Dagen markeres med mindegudstjeneste og koncerter i flere kirker den 10. september, hvor alle er velkomne.
Landsforeningen for efterladte efter selvmord deltager i samarbejde med NEFOS (Netværk for selvmordsramte) i de kirkelige handlinger. Se opslagene om arrangementerne som holdes følgende steder:
10. september: Mindegudstjeneste – Brahetrolleborg Kirke, Fåborg, kl. 10.30, Vetterslev – Vetterslev Kirke, kl. 14.00, Koncert med ME AND MARIA – Aarhus, kl. 15.00, Odense – Hans Tausens Kirke, kl. 16.00, Aalborg – Klosterkirken, kl. 16.30 og København – Sankt Johannes Kirke, lystænding kl. 19.30 og mindegudstjeneste kl. 20.00.
Tænd et lys
Den internationale association for selvmordsforebyggelse (IASP) inviterer dig til at tænde et lys kl. 20.00 på den 10. september – Verdensdag for selvmordsforebyggelse. Se opslaget: Tænd et lys
Faglige arrangementer om selvmordforebyggelse i Hillerød og Odense
Fredag d. 8. september – Temaet i 2023 er fokus på minoriteter. Psykiatrisk Center Nordsjælland afholder for femte gang den internationale selvmordsforebyggelsesdag på Hillerød sygehus, Dyrehavevej 29, 3400 Hillerød, kl. 8.30 – 15.00. Tilmelding senest 25. august, se opslaget: Verdensdag-2023-Hillerød
Mandag d. 11. september – Årets tema er mænds mentale sundhed og trivsel. Et samarbejde mellem flere organisationer – Phønix, Schacksgade 39, 5000 Odense C, kl. 8.30 – 15.00. Tilmelding senest 1. september, se opslaget: Verdensdag-2023-Odense