Om os

Foreningen har som formål:

  1. Foreningens primære formål er at arbejde for at sikre hjælp og støtte til de efterladte og andre, der berøres af selvmord, og derudover
  2. at gøre offentlige myndigheder, behandlere og befolkningen som helhed opmærksomme på de problemer og vanskeligheder, som efterladte efter selvmord står overfor.
  3. at inddrage de efterladte i sorgarbejdet og som ressource i det støttende arbejde
  4. at øge dialogen og være med til at bryde tabuet om selvmord
  5. at bidrage til at forebygge selvmordsadfærd

 

Foreningens folder kan læses her

 

Landsforeningen som støtte for efterladte

Selv om selvmordshyppigheden i Danmark er faldet gennem de senere år, sker der stadig op mod 600 selvmord om året. Efter hvert af disse selvmord vil der være 4-5 efterladte, som så må kæmpe med det traume det kan være og den sorg det er, når en af deres kære har taget sit eget liv.

 

Det betyder – for denne sorg  har ingen forældelsesfrist – at gruppen af efterladte og andre, der har haft selvmordet tæt på vokser med ca. 3000 om året. Fra forskningen ved vi, at efterladte efter selvmord er udsat for en høj risiko for selvmordsadfærd. Til trods herfor er udbuddet af tilbud om hjælp og støtte til de efterladte begrænset. Foreningen blev stiftet i forbindelse med udgivelsen af Inger Anneberg’s bog ”Sorgen ved Selvmord”. Kolding Selvhjælp inviterede i samarbejde med Vejle Amt i maj 2002 til en temadag for og om de efterladte. Det store antal tilmeldinger til mødet viste, at der var et stort og udækket behov for hjælp og støtte. Mødet mundede ud i en beslutning om at stifte en forening. Dette skete ved en generalforsamling den  blev afholdt den 2. november 2002 og Landsforeningen for efterladte efter selvmord blev stiftet.

 

Filosofien bag foreningens arbejde er, at hvis man som efterladt kommer i dialog med andre efterladte er det en støtte til at bearbejde sit tab. Samtidig får man inspiration til at komme videre i sit liv på en konstruktiv måde.

 

Den landsdækkende støtte. Landsforeningens støtte og hjælp til efterladte efter selvmord sker ved: Selvhjælpsseminar, Seminar for unge efterladte, Seminar for foreningens frivillige, Temamøder, Kontakttelefon, Hjemmeside, Facebook og Nyhedsbreve.

 

Den lokale støtte. Den umiddelbare støtte og hjælp til den efterladte sker bl.a.  det lokale miljø, og foreningen arbejder derfor på at oprette flere lokale afdelinger, der skal kunne komme med relevante tilbud, f.eks. foredragsaftener, caféaftener med erfaringsudvekling, Walk & Talk.

 

Arbejdet i Landsforeningen for efterladte efter selvmord udføres hovedsageligt af frivillige der selv er efterladte efter selvmord.