- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Seminar for unge efterladte – Sommerhus på Djursland – AFLYST!
24. marts 2023 kl. 18:00 - 26. marts 2023 kl. 15:00
Det er første gang vi må aflyse seminar for unge efterladte. Der er for få tilmeldinger til, at det giver mening af afholde seminaret denne gang. Vi har fundet en dato i efteråret for et nyt seminar, det bliver 6. – 8. oktober.
Se opslaget: Ungeseminar oktober 2023.
Landsforeningen for efterladte efter selvmord inviterer til weekendseminar for unge efterladte. Er du mellem 16 og ca. 26 år og har du mistet en nærtstående ved selvmord? Så er seminaret måske noget for dig.
Selvmord er et tabubelagt emne og mange efterladte oplever stor ensomhed i deres sorg – ofte er der ikke andre i deres sociale netværk, der har mistet ved selvmord og ofte er det svært for omgivelserne at tale om selvmord og det, der følger med. Mange efterladte beskriver det som at blive mødt af en mur af tavshed.
På weekendseminariet vil du møde andre unge, som har mistet ved selvmord. Du vil få rum til at dele egne erfaringer og oplevelser med unge, som kan relatere til det du gennemlever og du vil få mulighed for at høre, hvordan andre håndterer deres tab og sorg.
Tidligere deltagere siger om weekenden:
Josefine, 22 år: ”Jeg kan varmt anbefale andre at tage det svære skridt og udfordre sig selv i mødet med andre om det, der er hårdt. Selvmord skal italesættes, for at vi kan sætte en stopper for det. Det hårde livsvilkår jeg har fået, vil for altid sætte sine spor, men så længe vi taler om det, tror jeg på, at vi alle er godt på vej til at leve livet, som vi, trods vores meget tungere rygsæk, skal lære at gøre igen. Det har alle mennesker fortjent”.
Mia 23 år: ”På grund af, at vi alle har oplevet at miste en nærtstående til selvmord, fik jeg i denne weekend en følelse af, at jeg sammen med de andre unge, kunne tale om selvmord, som var det et ”normalt” emne. Desuden var der plads til at lære hinanden at kende med hygge, gåture, brætspil og god mad. Seminaret for unge efterladte var en rigtig god oplevelse for mig – og har desuden givet mig mod og værktøjer til, hvordan jeg kan snakke med mine venner og bekendte om det at miste min far. Også om det ellers tabubelagte emne, som selvmord er. Jeg kan stærkt anbefale andre unge at deltage heri”.
Max 16 år: ”I weekenden på Djursland fortalte vi vores historier, lyttede på hinanden og hørte oplæg fra psykologen, der var med. Efter en lang og rigtig god dag med dette sluttede vi af med at snakke, spille spil og bare hygge. Efter at have været med til dette års weekendseminar har jeg fået nogle nye “værktøjer”, jeg kan bruge, når jeg har en såkaldt “dårlig dag”, hvor man tænker lidt mere over det, end jeg plejer. Jeg har haft en rigtig god weekend”.
Weekenden bliver ledet af psykolog Louise Møller Schmidt, som har mange års erfaring i arbejdet med mennesker, som er ramt af sorg, krise og traumer. Kristina, som har været frivillig i foreningen gennem 9 år, varetager de praktiske opgaver under weekenden, såsom forplejning og det at skabe nogle gode/hyggelige rammer. Begge har oplevet at miste en nærtstående ved selvmord.
Program:
Programmet vil blive tilpasset deltagernes behov og ønsker, men vil tage udgangspunkt i personlige fortællinger og fælles temaer. Der vil desuden være introduktion og inspiration til mestringsorienteret værktøjer som kan anvendes efter weekenden. Der er afsat tid til en gåtur og til fælles hygge.
Praktisk info:
Weekenden finder sted i et sommerhus på Djursland, det er nemt at komme dertil med offentlige transportmidler fra hele landet.
Der er plads til 6/8 deltagere. Kurset koster 450,- kr. for medlemmer og 750,- kr. for ikke medlemmer. Deltagergebyret dækker ophold og forplejning, mens transport er for egen regning.
Tilmelding og evt. spørgsmål vedr. ungeseminaret sker til Ellen Bæk på mail: [email protected] eller mobil nr.: 2423 4475.
Frist for tilmelding er den 5. februar 2023.
Når du har tilmeldt dig, vil du blive kontaktet telefonisk af Louise Møller Schmidt for en snak om dine forventninger for weekenden samt en vurdering af, om det er hensigtsmæssigt for dig at deltage.
Når Louise har bekræftet din tilmelding, indbetales deltagergebyret til foreningens konto:
Reg.: 1551 konto: 4364059612 eller MobilePay 77809.
I god tid inden seminaret udsendes mail med deltagerliste, endeligt program samt yderligere information om weekenden.
Venlig hilsen
Landsbestyrelsen