Weekendseminar den 2. – 4. november 2018 fra fredag kl. 18 til søndag kl. 15 i et sommerhus
En weekend for unge efterladte i alderen 16 – ca. 28 år, hvor man kan møde andre efterladte og dele erfaringer om, hvad det betyder at miste ved selvmord.
Selvmord er stadig meget tabubelagt og mange efterladte mødes af en mur af tavshed, men i en gruppe af ligesindede er det muligt at blive set, hørt og forstået. Erfaringer fra andre grupper viser, at det at fortælle om sin sorg over at miste ved selvmord, og det at høre andres beretninger kan bidrage til, at man på bedst mulig vis kan lære at leve videre med sin egen sorg, således at denne får en passende plads i hverdagen.
Weekenden ledes af psykolog Louise Møller Schmidt, som er 40 år og selv har oplevet at miste en nærtstående ved selvmord. Louise har, via sit virke som psykolog, mange års erfaring i at arbejde med det enkelte individ samt familier, som er ramt af sorg, krise og traumer.
Kristina Rasmussen varetager de praktiske opgaver og hygger omkring deltagerne i løbet af weekenden. Kristina er 44 år og arbejder til daglig som pædagog. Kristina er også efterladt efter selvmord og har været aktiv i foreningen gennem mange år.
Weekenden finder sted i et sommerhus – formentlig på Djursland. Vi bestræber os på, at det bliver nemt at komme dertil med offentlige transportmidler fra hele landet.
Der er plads til 8 deltagere. Kurset koster 300,- kr. for medlemmer og 600,- kr. for ikke medlemmer. Deltagergebyret dækker ophold og forplejning, mens transport er for egen regning.
Læs indlæg om seminaret i: Nyhedsbrev_august 2018
Se indbydelsen
Tilmelding og evt. spørgsmål vedr. ungeseminar sker til Ellen Bæk på [email protected] eller tlf. 24 23 44 75.
Frist for tilmelding er den 25. september 2018.
Vel mødt og venlig hilsen
Landsbestyrelsen