
Hvis du overvejer at blive frivillig i foreningen, vil vi meget gerne høre fra dig!
Arbejdet i Landsforeningen for efterladte efter selvmord drives af frivillige. Vi har lokalkredse i Thisted, Aalborg, Holstebro, Aarhus, Fyn og København samt cafégrupper i Viborg, Vejle, Aabenraa, Esbjerg, Næstved og Bornholm.
Vi har brug for flere frivillige, da vi udvider vores aktiviteter til nye lokalområder. I 2024 begyndte vi arbejde på Bornholm, og i år startede vi op i Aabenraa. Vi byder altid velkommen til friske initiativer og gode idéer fra både nuværende og kommende frivillige. Har du kendskab til et område, hvor der mangler aktiviteter, eller ønsker du selv at igangsætte noget, vil vi meget gerne høre fra dig.
Vi inviterer til frivilligseminar lørdag d. 8. november i Vejle. Her kan du lære foreningen at kende og vurdere, om det frivillige arbejde passer til dig. Se programmet: Frivilligseminar 2025. Tilmelding senest onsdag 29. oktober.
At være frivillig kan være mange ting. Du er med til at tilrettelægge og afvikle de lokale aktiviteter: Det kan være at stå for mødet, det kan være at gøre lokalet klar, lave kaffe og tage imod deltagerne, der er altid noget man kan hjælpe med. Det er vores erfaring, at det er meget givende at være frivillig.
Det forventes, at man selv er efterladt efter selvmord, da vores erfaring er, at andre som har været i samme situation, er de bedste til at være frivillige. Som frivillig skal man være medlem af foreningen.
I landsbestyrelsen står vi klar med hjælp og støtte – både ved sparring og idéudveksling, men også hvis der opstår svære situationer i de lokale bestyrelser og cafégrupper. Vi holder årsmøde og seminar for alle frivillige, hvor der er mulighed for sparring og møde de øvrige frivillige, det er her vi finder fælles fodslag, og vi sammen udvikler vores forening.
Er det noget for dig eller har du spørgsmål, send gerne en mail og fortæl lidt om dig selv til: [email protected], eller ring til formand Ellen Bæk, mobil 2423 4475
Vel mødt og venlig hilsen