Ud af mørket med Daniel Rye – Dokumentar DR2

 

Daniel Rye var gidsel hos islamisk stat i 13 måneder. Han fandt sin vej ud af mørket. Nu taler han med personer, som bearbejder en stor sorg. Måske finder de også en vej ud af deres mørke.

 

Link til: Dokumentarserien

 

1. del blev sendt tirsdag d. 10. november – Om dobbeltdrabet i Marokko

Helles kun 24-årige datter Louisa blev for knap to år siden dræbt af terrorister under en vandretur i Marokko. Siden har Helle haft svært ved at finde nogen form for glæde ved livet. Men er der en vej ud af så stor en sorg? Det undersøger Daniel Rye sammen med Helle.

 

2. del sendes tirsdag d. 17. november – Utøya

Kristian var 18 år gammel, da han blev jagtet af en massemorder og så sine venner blive dræbt på øen Utøya i Norge. Kristian forsøgte at skjule nogle af de unge, men en stor del døde alligevel. Skyldfølelsen over det påvirkede Kristian i flere år efter, men hvordan er han kommet videre og føler han stadigvæk skyld? Det undersøger Daniel Rye sammen med Kristian.

 

3. del sendes tirsdag d. 24. november – Martins selvmord

Martin var kun 16 år gammel, da han tog sit eget liv på sin fars kontor, mens resten af familien var på vej hjem fra en tur til København. Daniel Rye besøger Martins forældre, Mai og Kim, for at prøve at forstå, hvordan de som forældre har lært at leve med både chokket, skylden og sorgen, der opstod, da Martin begik selvmord. 

 

4. del sendes tirsdag 1. december – Præstø-ulykken

Katrine og Karoline var midt i deres efterskoleår, da de sammen med 11 andre elever og to lærere satte sig i en dragebåd i Præstø Havn i februar 2011. Midt ude på fjorden kæntrede båden, og de havnede i det kun to grader kolde vand. Daniel Rye besøger Katrine og Karoline snart 10 år efter ulykken, for at finde ud af, hvordan de mange minutter i det kolde vand har påvirket pigerne siden da.

 

5. del sendes tirsdag 8. december – Mord i familien

Line var lige blevet student, da hendes far skød hendes mor og bagefter begik selvmord. Dobbeltdrabet sendte Line ud i et stofmisbrug, der varede i årevis og kostede hende en uddannelse og et stabilt voksenliv. Men kan man komme sig over et forfærdeligt savn til sin mor og et altopslugende had til sin far? Det undersøger Daniel Rye sammen med Line.

 

6. del sendes tirsdag 22. december –  Springulykken

Mikkel var elitegymnast og gymnasieelev da han dagen før sin 19 års fødselsdag kiksede et spring og blev lam fra brystet og ned. Daniel Rye stod ved siden af og så på, da Mikkels liv forandrede sig for altid. Nu besøger Daniel sin gamle ven Mikkel for at finde ud af, hvordan man som tidligere elitesportsmand kan leve med en helt anden krop. Og om livet kan være lige så meget værd set fra en kørestol.

 

Dokumentaren består af 6 dele