Mit navn er Bo Østlund, forfatter til 22 bøger siden 2000 – senest de sidste to år bøgerne ‘Modne Mænd’, ‘Modne Kvinder’, ‘Jeg var engang’ og Kim Larsen-mindebogen ‘This is my life’.
Men jeg er også pårørende. Og efterladt.
En sen aften den 10. februar 1980 hængte min far sig i en Nordsjællandsk affaldskæder, og det har selvsagt præget og virket hele mit liv. Både i forhold til mit arbejde, men også min fritid, hvor jeg bl.a. har arbejdet for Livslinien som anonym telefonrådgiver.
Jeg er i øjeblikket i gang med at samle midler til en bog og et videoprojekt, hvor en lang række pårørende deler deres historie.
Bogen forventes at udkomme til efteråret, og sideløbende med den arbejder jeg med et andet projekt, hvor jeg gerne vil have lov at bringe anonymiserede afskedsbreve. For kun gennem åbenhed og ved at skabe debat kan vi medvirke til at fjerne de mange tabuer, der stadig er om selvmord.
Jeg har selv haft utrolig stor glæde af at læse de tre afskedsbreve, som min egen far efterlod til familien. Jeg har fået en indsigt i hans tanker, som jeg har kunnet benytte i min sorgbearbejdelse. Og da der efter min optik ikke kan gøres nok for at tale om selvmord og nedbryde tabuerne, vil jeg høre, om du har modtaget et eller flere afskedsbreve fra din eller dine kære, som forlod dig, og om jeg må benytte det i mit projekt?
Jeg har 44 års erfaring som journalist, og alt bliver selvsagt behandlet og benyttet fortroligt, anonymiseret og etisk korrekt.
Hvis du har lyst til at hjælpe, vil jeg være dybt taknemmelig, og I så fald må du gerne skrive til mig på mail-adressen:
[email protected] mærket ‘afskedsbrev’
Jeg er sikker på, du vil være med til at gøre en meget stor forskel.
Jeg kan også stadig bruge medvirkende i bogprojektet, hvor efterladte fortæller – og kunne du have mod til og lyst til at deltage i dette, er du også velkommen til at skrive på ovennævnte mailadresse.
Du kan læse mere om, hvem jeg er, på min hjemmeside http://booestlund.dk/
På forhånd tak for din hjælp og støtte til mine projekter.
De allerbedste og varmeste hilsner og tanker,
Bo Østlund