Vi ses i morgen!
Da jeg var 10, og min bror 6 år, blev mine forældre skilt og vi flyttede med vores mor til en lille provinsby og startede det, der skulle blive 5 års rutsjetur med defekte bremser.
Skilsmissen tog hårdt på min mor, som var meget, meget ulykkelig. Vi boede i længere perioder hos vores morforældre, som sørgede for at vi kom op og i skole, fik mad osv. Vi nåede kun at bo kort tid i vores nye hus, før mor blev indlagt på psykiatrisk hospital første gang. Sådan blev livet de næste 2-3 år. Indlæggelser, udskrivelser for hende og flytten rundt hos div. familie el. institutioner for min bror og jeg.
Efter en indlæggelse, hvor vi alle ventede hjemme med nybagte boller og farverige tegninger med hjerter og velkommen hjem, fik den barnlige og fantastiske “forventningens glæde” desværre et slag, som aldrig er 100 % healet igen. I stedet lukkede vi nemlig døren op for to betjente, som fortalte at vores mor var sprunget ud foran toget, som hun skulle ha været med.
Vi blev kørt til hospitalet, hvor synet af mor med to store isposer under begge knæ, sammen med lugten af hospitalsstuen, min grædende mormor og stemning af død og forfærdelse tog plads i min hukommelse. Hun blev hurtigt overflyttet til Rigshospitalet, og jeg husker ikke, at jeg så hende i flere måneder. Min mormor brød helt sammen, og i denne periode flyttede jeg ind hos en “hjælpsom” lærer”, som havde et ekstra værelse i kælderen, og som sikkert mente det godt. Hun havde dog en masse ønsker om, at vi skulle hygge os, sy tøj, lave mad osv. og så mig måske som den datter hun aldrig selv havde fået. Jeg hadede at være der, ville bare være sammen med mine venner og kæresterne, som på det tidspunkt i mit liv fik al opmærksomhed.
Mor var indlagt det meste af et år, og hun fik dels en masse genoptræning i brug af de proteser som nu var hendes “ben” fra knæene og ned, og dels behandlinger for depressionerne, som ikke var blevet mindre efter alt dette kaos.
Vi fik et nyt og handicapvenligt hus gennem kommunen, og flyttede endelig sammen igen efter den lange adskillelse. “Lykken” blev dog kort, da min bror efter få måneder måtte anbringes hos en plejefamilie. Kommunen mente ikke, at min mor kunne tage ordentligt ansvar, når hun var “lænket” til sin kørestol, og havde det så skidt i perioder. Min bror er 4 år yngre end mig, og altså 8-9 år på det tidspunkt. Jeg glemmer aldrig synet af og lyden fra ham, da han lå og holdt fast i radiatoren, mens plejefar og “hende fra kommunen” hev i ham, for at tvinge ham med mod sin vilje. Det fyldte mig med så voldsom en vrede, at jeg har svært ved at formulere det.
Den næste tid blev præget af dårlig samvittighed. Hver gang jeg gik nogen steder, så sad min mor tilbage i huset i sin kørestol. Vi havde meget store vinduespartier, med store blomstrede, men dystre gardiner, hvis opgave blev at holde lyset, men også “livet” ude fra vores hus. Jeg hadede, når jeg på den ene side synes, det var så synd for hende, men på den anden side hellere ville i klubben og mødes med mine venner. Den forbandede skyldfølelse, som den dag i dag kan forsøge at tage magten fra mig.
En indlæggelse mere, hvor hun dog ret hurtigt kom hjem igen, og jeg fik den fornemme opgave fra nogle læger, at jeg skulle holde øje med min mors piller. Hvis jeg fandt nogen, som ikke lå i mandag til fredag, morgen, middag og aften systemet, så skulle jeg tilintetgøre dem, altså knuse dem og skylle dem ud i vasken foran hende. Nem lille opgave for en 14-årig, og på ingen måde ydmygende for en 38-årig psykisk dårlig mor, som i forvejen havde det slemt nok. Hvad skete der lige for systemet dengang??
Et par måneder gik med ro på, hvor jeg brugte megen tid på mine venner og alt det som foregår i hovedet på en 14-årig.
En dag ved aftensmaden, siger min mor, at hvis hun sover, når jeg kommer hjem i aften, så skal jeg bare lade hende sove. Hun var dødtræt og ville gå tidlig i seng. Helt ok med mig, og efter aftensmaden tog jeg ubekymret af sted. Da jeg kommer retur omkring kl. 22.00 er der mørkt i hele huset. Jeg låser mig ind og lister ud på toilettet, som ligger lige inden for hoveddøren. Mens jeg sidder her, rammes jeg pludselig af kuldegysninger og en uforklarlig mærkelig tilstand. Jeg bliver bange og løber ind til soveværelset og tænder lyset i loftet!!! Min mor vågner fuldstændig forskrækket op, og spørger, hvad fanden der sker? Det kunne jeg jo ikke rigtig svare på, så jeg undskylder og siger godnat, vi ses i morgen.
Næste morgen vågner jeg af mig selv, og konstaterer, at vi har sovet over os. Lydløst vender jeg mig om på den anden side, og fryder mig lidt ved tanken om, at jeg nu slipper for to timers biologi.
Da jeg vågner næste gang ligger jeg stille, og begynder at fryse igen. Følelsen fra aftenen før kommer ind på mit værelse, og det er som om min bevidsthed ændres til at være slowmotion. Jeg kan på en måde se mig selv fra alle vinkler, og det er som om jeg ikke er i min egen krop. Selv om jeg er vildt bange, så står jeg op og går langsom hen imod soveværelset, jeg husker ikke, om jeg kaldte på min mor, men jeg tror det ikke. Det var som om lyden i sig selv ville være for skræmmende. Uden at vide det, vidste jeg at noget var helt galt. Jeg åbner døren meget forsigtigt og har ingen anelse om, hvor længe jeg står der og kigger. Hun ligger fordrejet i sengen, på maven og med hovedet i fodenden. Hun har et blåligt skær over sig.
Husets eneste telefon står i soveværelset, så jeg er nødt til at skulle forbi hende for at komme hen til den. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg turde det, men det gør jeg, og jeg får ringet 000 efter en ambulance og ringer bagefter op til min veninde, som bor meget kort fra os. Hun har senere fortalt, at hun intet forstod af, hvad jeg sagde, men hun fornemmede omgående, at hun skulle komme med det samme.
Jeg stiller mig i vores entre, med ryggen op af en væg, jeg tør dårligt trække vejret og forestiller mig, at min mor er på vej ud til mig, kravlende og uhyggelig. Alle lyde er vildt høje og lidt “ekko-agtige”, rungende nærmest, og den tilstand stopper først, da ambulancen og min veninde ankommer næsten samtidig.
Ambulancen kører af sted med min mor, og min veninde bliver hos mig. Der bliver ringet fra hospitalet kort tid efter. “Din mor var død ved ankomsten, er der nogen hos dig?”
I tiden lige efter, skete der jo så meget. Min far kom og hentede mig, begravelsen blev arrangeret, jeg var lidt her og lidt der, men der var ingen, der direkte spurgte mig om noget som helst i forbindelse med det jeg havde oplevet. Ikke engang de allernærmeste, det var bare ikke noget vi talte om, vi skrev 1980.
Jeg husker hvordan det mest mærkelige var, at alting bare gik videre…busserne kørte stadig, posten kom stadig, tv-avisen, men uden at nævne noget om det med min mor, det var en meget mærkelig følelse. Alt var jo anderledes for mig.
Senere når nogen forsigtigt spurgte ind til det, så oversprang jeg selv med “nå, det ok, jeg overlevede, mig skal du/I ikke ha’ ondt af”.
Faktisk blev det meget vigtig for mig, at ingen måtte ha’ ondt af mig, jeg ville have at folk skulle se mig for den jeg var, og ikke for hvad jeg havde været igennem. Jeg opdagede jo, hvordan folk trak sig fra mig, når de hørte om det, selvfølgelig bare fordi de ikke anede, hvordan de skulle tackle det.
Den dag i dag har jeg svært ved at “tage imod”. Hvor ville jeg hane ønsket, at nogen havde forklaret mig lidt om sorgen, og om de tanker og følelser jeg måske ville opleve, så at jeg ikke selv havde behøvet at manøvrere rundt i det virvar af psykiske og fysiske reaktioner.
Jeg fornemmede hurtigt at mine omgivelser synes jeg var en stærk “en”, og det havde jeg det faktisk godt med dengang. Jeg trøstede og ordnede også ting for min mormor, og blev substitut-datter resten af hendes liv.
Overordnet påtog jeg mig at ha styr på alt praktisk, kunne sagtens klare mig selv og sagtens hjælpe alle andre mennesker også – kom ikke her J jeg var fuldstændig “normal”.
Først mange år efter, begyndte jeg langsomt at kigge og bearbejde tingene lidt dybere. Rygsækken blev irriterende tung, og jeg tog kontakt til forskellige terapeuter og psykologer og har fået div. redskaber til at trøste og nære mig selv. Jeg har fået vendt tingene og fået forståelse for mine reaktioner både psykisk og fysisk.
Jeg blev virkelig glad, da jeg opdagede dette forum, som slet, slet ikke fandtes i nogen form dengang, og holdningen må være, at hjælpen skal komme helt automatisk til mennesker som udsættes for sådanne oplevelser, den skal vi ikke selv finde!
Tanker til alle jer andre. Helle ( Hvis man vil I kontakt med Helle, evt. via mail, bedes den sendt til webmaster på hjemmesiden, [email protected])