Min lillebror begik selvmord 13/05/2010 og jeg skriver meget til ham og om ham og vores barndom. Her er et bette udsnit som jeg gerne vil dele med andre.
Tommy, min eneste bror, min elskede lillebror døde 13/05/2010, 37 år gammel. Hvorfor ringede du ikke? Hvorfor skubbede du mig væk? Hvorfor var det så svært for dig at blive elsket, at TRO på at vi elskede dig? At tro på at du havde ufattelig meget at give af; du havde en genial humor, var intelligent, kærlig, en super god ven. Du var meget sårbar men blev ikke forstået. Du kunne ikke helt håndtere vores opvækst, en dans på roser var den bestemt ikke, men vi havde hinanden. Hvor gik det galt? Jeg tror jeg ved hvad der virkelig udløste din voldsomme depressioner som skulle være din følgesvend resten af dit liv. Du råbte på hjælp så mange gange, fik en recept, forsøgte selvmord, blev sendt hjem alene til din elendighed. Alle de mange svigt når du prøvede at bede om hjælp sendte dig videre i et alkohol misbrug, hash og desværre også kokain. Det sidste var jeg ikke klar over før obduktionen. Tommy for hulen da! For et år siden røg du ned i et af dine sorte huller, det hele ramlede, jeg fik grumme sms’er, som jeg fortryder bittert jeg ikke svarede på. Men du kunne være så forbandet modbydelig når du var i et hul og var påvirket.
Åh Tommy, bare jeg havde en tidsmaskine. Tage tilbage med den viden jeg har nu. Jeg kunne godt have været stærk nok for os begge to! Et par dage inden du døde var du igen hos lægen for at få hjælp, du fik anti dep. og tog dem alle på en gang. Regnede du med at blive fundet i tide, igen? Det tror jeg. Men du blev fundet et døgn for sent. Jeg forstår dig godt, at du ikke ønskede at leve det liv med depressioner og misbrug. Men hvorfor slutte det helt? “selvmord er ikke for tøsedrenge”, bare du for pokker havde været en tøsedreng. Dit liv var en meget lang og tung kamp mod dine dæmoner. Hvorfor blev du hele tiden afvist? Måske fordi du ikke var “stemplet” som psykisk syg, men var fanget i grå zonen. Med tiden blev du narkoman, alkoholiker og kriminel; oveni dine psykiske sygdomme. Stakkels stakkels Tommy. Hvor var der meget der kunne og skulle have været helt anderledes.
Hvordan kommer jeg videre? Sådan uden at blive opslugt af sorg og magtesløshed…. Hvordan bliver jeg ved med at stå op hver morgen? Bliver det nogensinde en fornøjelse at være i live? Hvor pokker finder jeg livsglæden, livsnerven igen? Hvordan finder jeg mig selv frem? Hvordan får jeg andre til at forstå at sorgen er en del af mig? At den aldrig forsvinder? At jeg er amputeret? At en del af mig døde med dig? Jeg har en følelse af at folk, sådan generelt, tænker; ok nu er det nok. Videre med livet. Men helt så let er det ikke. Det er min lillebror der er død. Min lillebror der har begået selvmord. Så hårdt. Uretfærdigt. Meningsløst. Forbandet. Surrealistisk. Mareridtsagtigt. Ikke virkeligt.
Jeg er så træt, træt, træt…. Både fysisk og psykisk, det er nærmest totur at stå op, ja bare at vågne. Jeg har det bedst når jeg sover uden at drømme. En hel tung søvn uden sorg, uden tab, uden bekymringer; uden bevidstheden om at du er død, væk, borte; kommer aldrig tilbage, aldrig mere skal jeg høre din stemme, dit grin…. Aldrig mere høre dine bøvlede jokes… Jeg skal heller aldrig mere se vreden, smerten og pinen i dine øjne, det er selvfølgelig et plus. Jeg har prøvet kranio sakrak terapi i håb om at sove igen, det har bare gjort mig mere træt…Tænk at man kan være så træt, både fysisk og psykisk. Det er så voldsomt at det virker umuligt.
Jeg vidste godt hvad de to betjente havde at sige den lørdag morgen. Jeg ville ikke høre det. Tænkte om jeg havde glemt at betale vægtafgift. Ikke at jeg havde en bil, men alt andet end det jeg ikke ville høre. De spurgte om jeg havde en bror ved navn Tommy Hansen. Straks tænkte jeg, hvad har han nu lavet. Igen, alt andet end det’. Jeg svarede at jo det har jeg, og i må godt beholde ham. Det rykkede lige lidt i den ene betjent. Men jeg ville ikke have en død bror. Hvad pokker skal jeg med en død bror? Hellere en levende bror på godt og ondt.
Jeg så dig i kisten, alle fra bedemanden til portøren prøvede at få mig fra det. Du havde simpelthen skiftet hudfarve og var gået i forrådnelse. Men jeg ville se dig ! Og jeg er glad for at jeg holdt fast. Ikke at du så fredfyldt ud på nogen måde. Du var helt sort, næsen trykket ind, venstre øje var lukket, højre øje var åbent og knaldrødt, din mund var let åben men også blevet skæv. Jeg kunne stadig ane at dit hår var rødt. Det hår har jeg altid været så misundelig på, smukt tykt rødt krøllet hår. Du har aldrig kunnet lide det. Du var svøbt ind i et ligklæde, de kunne ikke give dig tøj på. Der var blod, eller lig-væske om du vil, på klædet. Jeg havde en så ubændig trang til at tage dig op i mine arme og kramme livet tilbage i din krop. Ae din kind og fortælle dig at for helvede, jeg elsker dig din dumme unge; kom tilbage, vi skal nok klare det her. Bare kom tilbage. Du må ikke ligge der og være så død. Jeg skal nok være stærk nok for os begge to, det lover jeg dig. Jeg ville så gerne tage din hånd. Jeg lage et billede af drengene ned til dig, dit FCK kort, din FCK bamse, en FCK trøje som en af dine venner ville have, du skulle have på, og en pose med noget hash.
Det er første, og sidste gang, jeg har holdt hash. Flasken med vodka kunne jeg ikke give dig i kisten. Du skulle kremeres, men du fik den da du var blevet lagt ned i de ukendtes. Jeg fortryder jeg ikke blev hos dig i længere tid, sugede dig ind.
Jonas og jeg bar kisten ind i rustvognen. Vi, Jonas, Camilla og jeg kørte efter rustvognen til kirken. Jonas og jeg bar dig ind i kirken. Så stod du der. Midt i det hele stod kisten med dig, min døde lillebror. Vi gik ned i Frederiksberg Centret og købte en skjorte. Den blev blå. Så jeg havde FCK farver på. Meget passende egentlig. Jonas, Camilla og jeg sad på forreste række. Onkel Erik, Tina, Jette, kusine Inger og Gunhild sad bagved os. Jeg ved ikke hvor i kirken Chris og May-Britt sad.
Præsten sagde de ting som en præst nu skal sige. Hun læste så op fra mine private mails til hende. Hun havde stykket det hele sammen. Jeg fortryder bittert at jeg ikke havde rygrad nok til selv at stå ved din kiste og sige et par ord. At jeg ikke selv gjorde jordspåkastelse. Jeg havde valgt Kim Larsen’s, “Om lidt bliver her stille” til at blive spillet mens vi bar din kiste ud. “Knocking on heavens door”, havde jeg også tænkt på. Måske skulle jeg have valgt den. Jonas og jeg gik forrest. Derefter Onkel Erik og Jette. Til sidst Rasmus og Edvard.
Tre gange på den dag bar Jonas og jeg din kiste. Der blev lagt øl, blomster og breve på din kiste, mens vi bar den ud. Bedemanden måtte åbne døren igen, da der var flere der ville ligge en sidste ting ind til dig.
Det var så forbandet rædselsfuldt at se rustvognen køre væk med dig. Jeg vidste ikke hvor mange der var i kirken før jeg rejste mig for at bære dig i kisten en sidste gang. Kirken var pakket. Du var så afholdt og vellidt. En ven i ordets bogstaveligste forstand. Det er så svært at forstå, hvorfor du følte dig så uelsket, uønsket og uværdig.
Jeg ved godt, at vores forældre ikke gav os megen grund til at tro på os selv. Slet ikke til at elske os selv. For et par måneder siden fortalte du mig, at du kun havde to tætte rigtige venner. Var du slet ikke klar over, hvor meget alle de mennesker holdt af dig? Bekymrede sig om dig? Jeg havde arrangeret gravøl i de små haver. Med masser af vand, øl og kaffe. Snitter og frugt. Jeg sad sammen med drengene, MayBritt og Camilla. En håndfuld af dine venner kom hen til os. Ricky gik tidligt. Han kunne ikke klare det. Charlie fortalte rigtig meget om dig. Han blev ved i en lang strøm. Han fortalte, at du skulle have taget dykkercertifikat sammen med ham. At I havde lyttet til “Alice’s restaurant” sammen. Jeg er glad for at jeg gav dig den. En 10 – 12 af dine venner spurgte, hvor du skulle ligge. De ville gå derop og mindes dig.
Camilla blev hos mig lige til vi gik på Mindelunden. Jeg er så umådelig taknemmelig for at hun var med hele dagen. Drengene fulgtes med MayBritt og dine venner op til Mindelunden. Jeg kørte i bilen. Bedemanden, Hanne, havde allerede fået dine blomster derop. Vi sad på græsset og lyttede til dine venner. Charlie sad igen ved os og fortalte om dig. Ingen tvivl om at han savner dit selskab. FCK flaget, der var i kirken, blev der skrevet på. MayBritt spurgte om jeg også ville skrive på det. Men jeg syntes det var en sidste hilsen fra dine venner. I havde haft mange sjove stunder med FCK kampe. Jonas og jeg hentede flaget dagen efter. Det lugter ikke af vodka mere. En af pigerne spurgte mig hvor jeg ville have du skulle ligge. Hun sagde højt, at det var min beslutning. Det var din søster’s beslutning. På et træ tæt ved bænken ridsede en af dine venner “Tommy’s Træ”. Med en FCK nøgle, selvfølgelig. Jonas ridser i det hver gang vi er på Mindelunden. Han vil være sikker på det ikke forsvinder.
29/06/2010 mødtes drengene og jeg på Mindelunden. Jeg havde fået lov til selv at sætte din urne ned. Det er jeg glad for. Det var meget underligt at stå med en lille kasse, vide at indeni den var en urne med din aske. Min store bredskuldrede lillebror reduceret til omkring 3,5 kg aske. Jeg er glad for at jeg ved, hvor du er. Rent fysisk. Jeg har fået kontakt med Henning. Han er den eneste, der har fået af vide hvor du er. Jeg vil have dig for mig selv. Men jeg har også brug for at der er en jeg kan dele Mindelunden med. Og det blev så Henning. Vi gir dig en øl hver gang. Jeg må hellere give dig en juleøl næste gang. Angels on your shoulders kiddo <3<3<3
Mange venlige hilsner Trina