Tanker og følelser – i tiden efter min mands selvmord

Om loftet
Loftet er aldrig rigtig blevet sig selv.
Loftet plejer at være et rart sted. Stille på den gode måde. Tørt. Koldt om vinteren og hedt om sommeren. Duftende af hø, når det er bragt hjem, og efter en dags hårdt arbejde ligger stablet.
Nu er loftet blevet det sted, hvor det mest forfærdelige af alt skete. Et sted der bærer på en frygtelig fortælling. Hver gang jeg går op ad trappen gennemlever jeg turen derop d. 5.10. Hver gang jeg kommer derop falder mit blik på stedet hvor han hang. Det er ikke forbundet med uhygge. Det er ikke sådan. Det er forbundet med gru og stor stor sorg. Ofte ser jeg ind i hjørnet på det rod, som må have været det sidste T så. Og jeg prøver at begribe hvad han tænkte og følte da han bandt knuderne og da han gik ned i knæ og lod halmsnoren bære hele hans vægt i halsen. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor? Blev han kvalt eller mistede han bevidstheden da halspulsåren blev klemt af det smalle reb. Jeg håber på det sidste. Og jeg tror det også. Måske er det gået så hurtigt at han ikke har kunnet nå at fortryde. Han hang jo ikke frit. Han lå nærmest på knæ, og kunne have rejst sig op, hvis det blev for ubehageligt. Men jeg kan ikke udelukke at han har udholdt ubehaget ved en langsom kvælning. T kunne være ualmindelig stålsat, hvis der var noget han havde sat sig for. Hvad han tænkte og hvad han oplevede den aften alene på loftet ved jeg ikke og jeg finder aldrig ud af det. Det må jeg leve med.
(23.1.2011)

Om tiden
”Tiden vil arbejde for dig” Trøstende ord sagt vist nok af psykologen. Det skal forstås sådan at efterhånden som tiden går kommer der en afstand til det forfærdelige og det vil blive lettere at bære. Og det er sandt.
Men tiden lægger også en afstand til det gode. Der kommer en afstand mellem T og mig som jeg ikke ønsker. Tiden tvinger mig til at give slip. Jeg vil ikke glemme ham. Jeg repeterer igen og igen alt muligt fra vores liv sammen for at holde det fast.
Tiden er min ven, men kan også føles som en fjende.
(23.1.2011)

Om at sige farvel
T var altid meget omhyggelig med at sige ordentlig farvel. Når han eller jeg skulle på arbejde fik jeg både et kys og et knus. Og inden jeg i bil forlod gårdspladsen skulle jeg lige se ind af vinduet, for T var der og vinkede, eller han kiggede fra bilen op mod vinduet, hvor jeg vinkede. Også hvis han bare skulle på indkøb. Man kan jo aldrig vide hvilke farer man kan møde på landevejen.
Hvis han en sjælden gang var sur og ikke fik sagt ordentligt farvel, så kunne jeg være helt sikker på, at der ville komme en opringning eller en SMS i løbet af formiddagen. Gerne inden kl 9. Han kunne ikke klare at skilles som uvenner. Efter et skænderi kunne han også finde på at skrive et langt smukt brev til mig, hvori han forsikrede mig om sin kærlighed og undskyldte sin egen dumhed. Det var gerne noget med at han skubbede dem han holdt allermest af, fra sig, når han havde det dårligt. Han tog altid skylden på sig, når der havde været splid mellem os.
Men da han for alvor skulle sige farvel, sagde han slet ingenting. Han skrev ikke engang et afskedsbrev. Intet. Derfor er det at jeg føler mig overbevist om at han ikke havde planlagt det. Han havde ikke tænkt det særligt grundigt igennem. Det var en pludselig indskydelse. Hvis han havde kunnet sende en SMS bagefter, så tror jeg han ville have gjort det.
Det piner mig at vi skiltes efter et skænderi. Eller rettere sagt var der ikke noget rigtigt skænderi, for det kræver at begge parter siger noget. Nej det var mig der skældte ham ud, og han sagde ingenting. Det piner mig at vi aldrig fik sagt farvel på en ordentlig måde. Efter alle disse år. Efter alt hvad vi har betydet for hinanden. Ikke engang et brev. Ingen forklaring. Intet.
Det gjorde så ondt i den første tid, at det ligefrem skreg inde i mig. Det kan ikke passe. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Han kan da ikke bare forsvinde på den måde.
(23.1.2011)
Om vrede og skyld
Der er mange der har spurgt mig om ikke jeg blev vred og rasende på T over at han gjorde som han gjorde. Det har jeg ikke været. Tværtimod er jeg dybt ulykkelig over, at han var så ked af det, og at jeg ikke vidste det. Jeg vidste godt at han havde sine depressive perioder, men jeg vidste ikke at det var så slemt.
Hvis jeg er vred på nogen, så er det på mig selv. Jeg er frygtelig ked af, at jeg var så hård ved ham. Jeg skældte ham ud, da han havde allermest brug for hjælp, støtte og vel også psykiatrisk behandling. Men jeg så bare endnu en druktur under opsejling og tænkte at nu skulle han fanme forstå hvor meget det betød for mig, hvor ked af det jeg var over hans druk og de nedture, som jeg oplevede som resultatet af drukturene. Jeg lagde ikke fingrene imellem for virkelig at få ham til at tage det alvorligt. Jeg ville jo have at han atter skulle finde motivationen til at blive ædru. Det var det jeg ville. Men i praksis er jeg alvorligt bange for at jeg kom til at skubbe ham det sidste stykke ud over kanten. Havde jeg handlet anderledes, var han måske stadig i live.
Det er tanker som jeg efterhånden har lært at holde kæft med. Der er ingen der vil høre på det. Hverken præsten, psykologen eller venner og familie vil høre på det. Det bliver slået hen. De mener ikke jeg skal plage mig selv med det. De mener ikke det passer. Sandheden er nok at det passer, men at der ikke er nogen i verden, hverken mig eller nogen anden, der kan udholde tanken – endsige gøre noget som helst ved det nu. Tanken har jeg stadig, men jeg holder kæft med det.
Havde jeg handlet anderledes, var han måske stadig i live… Men det betyder ikke at det er min skyld. Det var ikke mig der bandt knuden. Jeg slog ham ikke ihjel. Jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at bekæmpe hans alkoholmisbrug – og dermed hans depression. Det var alkoholen og depressionen der slog ham ihjel – det er jeg overbevist om.
For mange år siden, da T var meget aktiv i Galebevægelsen, var selvmordstrusler en del af dagens uorden i de kredse. Derfor havde Galebevægelsen helt klare retningslinier for selvmord og selvmordstrusler: ”Hvis du begår selvmord er det dit eget valg – det kan aldrig være nogen andens skyld!” Det var en politik de var nødt til at have, for der var nogle, som brugte selvmordstrusler til at køre rundt med andre mennesker for at få deres vilje. Og selvmord og selvmordstrusler kunne ellers være voldsomt belastende for de andre i Galebevægelsen. Det er noget jeg trøster mig ved nu. Apropos trusler. Det har der ikke været. T har ikke truet med at begå selvmord. Han har nævnt det en enkelt gang for en ven forrige sommer. Men det er ikke noget, han har gået og truet med.
Om at være stærk
Aldrig før har jeg i den grad fået at vide at jeg er stærk. ”Du er jo stærk” eller ”Det er godt du er så stærk” siger de. Er jeg det? Jeg føler mig ikke stærk, jeg føler mig i bedste fald svag og andre gange helt knust. Men jeg er stærk, får jeg at vide. Nogle gange tænker jeg at det er noget folk siger – og måske endda selv tror på, fordi de så ikke behøver bekymre sig synderligt om hvordan jeg i virkeligheden har det. Jeg ligger sønderskudt på jorden – de går forbi og ser ned på mig i forbifarten, mens de siger ”du er jo så stærk” og så går de videre.
Eller måske er jeg stærk… Jeg ved det ikke.
(8.2.2011)
Om ”hvordan går det?”
Jeg bliver ofte spurgt hvordan det går. Det er godt folk spørger. Hvad skulle de ellers. Det er udtryk for interesse – jeg tror virkelig oprigtig interesse – for hvordan jeg har det.
Men hvad i alverden kan jeg svare. De første dage på arbejdet svarede jeg: ”jo tak – ad helvede til – og du?” Den var forberedt hjemmefra og virkede efter hensigten. Det var sandt og samtidig med en skør snert af humor, der kunne tage brodden af det forfærdelige, der var – og er – alt for slemt til at tale med dem om.
Men den går jo ikke mere. Jeg har ikke længere et præfabrikeret svar. For hvordan går det egentlig? Nogle gange går det nogenlunde – nærmest godt. Jeg passer mit arbejde og kan blive opslugt af det. Vi kan hygge os i kaffestuen og vi kan endda skraldgrine. Det er sket to gange indenfor en uge. I torsdags og i dag. Vi har grinet højt. Fantastisk. Men andre gange – mest når jeg er alene – kan jeg føle mig i frit fald uden noget at gribe fast i. Hvad skal der blive af mig? Jeg har mistet min elskede, min ven, min fremtid, alle vores fælles planer og drømme, alle vores fælles minder, vores kærlighed og vores tryghed ved hinanden. Fortroligheden. Jeg har mistet en del af mig selv, og jeg kender ikke altid den mig selv som jeg har tilbage. Jeg græder næsten hver dag. Mest når jeg er alene. Jeg kan ikke forestille mig at folk kan holde ud at se hvordan jeg i virkeligheden har det. Så jeg græder i smug.
(8.2.2011)

Garnnøglet af sammenfiltrede følelser
Var på weekendseminar for efterladte for 1 uge siden. Det var hyggeligt, men det har været overraskende hårdt bagefter. Der blev nok hvirvlet op i det hele.
Vi fik hjemmearbejde for. At bringe orden i det sammenfiltrede virvar af følelser vi sidder tilbage med. Det blev sammenlignet med en bunke garn i forskellige farver som er blevet rodet helt sammen.
Brainstorm: chok, sorg, skuffelse, skyldfølelse, vrede, forvirring, tab af fremtid, tab af fortid, skam, ensomhed, lettelse, selvmedlidenhed

Chok
At finde T hængt og i løbet af ½ time indstille sig på at han er død og borte rummer to slags chok. Dels det chok det er at finde en hængt mand og forgæves forsøge at genoplive ham. Det vil være et chok også hvis manden er en vildt fremmed. Og dels det chok det er at miste det menneske der stod mig aller nærmest i hele verden.

Forvirring
I denne sammenhæng forstået som den følelse man har, når man slet ikke forstår at det skete kunne finde sted og man leder efter svaret på hvorfor det skete. Hvorfor – hvorfor – hvorfor?

Skyldfølelse
I min søgen efter en forklaring på hvad der skete og hvorfor det skete spekulerer jeg som en vanvittig på hvad jeg kunne have gjort for at forhindre det og i særlig grad hvad jeg gjorde og sagde som kan have drevet ham til det.

Skuffelse:
Tab af fremtid
Vi skulle blive gamle sammen. Vi var begyndt at snakke om vores sølvbryllup om et par år. Vi skulle hygge os sammen når børnene var flyttet hjemmefra. Vi skulle rejse ud og se verden sammen.
Men det skal vi så ikke.
Tab af fortid
Jeg troede vi havde det godt sammen. Jeg troede vi var fortrolige, Jeg troede jeg vidste hvordan han havde det og stort set hvad han tænkte. Jeg troede vi havde et helt specielt og meget nært forhold til hinanden….. Men det var så bare løgn…
Den fortælling om mit liv som jeg havde inde i mit hoved skal nærmest skrives om. Det er som om den bliver hul og forløjet. Var det i virkeligheden slet ikke som jeg troede det var? Hvordan var det så? Hvad ved jeg egentlig om noget som helst?
Skam
Jeg har altid skammet mig over at T drak. Det føles stadig som en endnu større skam end det at han begik selvmord. Det føles skamfuldt at man ikke lykkes som familie. Hvis man har forsøgt at holde skeletterne pænt inde i skabet, så må man erkende at de vælter ud, når manden begår selvmord. Jeg opgav at foregive noget som helst. Hele facaden styrtede sammen. Og jeg er lidt ligeglad. Skammen over selvmordet er for intet at regne mod skammen over drikkeriet.
Vrede
Den har været ½ år undervejs, men er begyndt at vise svage tegn. ”Det kunne du ikke være bekendt – Det kunne du ikke være bekendt – Det kunne du ikke være bekendt!!!!”
Vi forlod alle dem vi kendte og flyttede til Nordjylland sammen. Vi gjorde det sammen. Og nu har du bare forladt mig alene her. Alene med et stort hus, som jeg knap nok kan passe og slet ikke kan vedligeholde. Hvordan tror du jeg har det når du bare skrider på den måde, uden så meget som at efterlade et brev. Du kunne da i det mindste have skrevet et brev. Jeg anede ikke engang hvor du skulle begraves. Det ville have taget dig 5 minutter at skrive det, men det kunne du ikke unde mig.
Du kunne ikke være det bekendt!
Sorg og savn
Sorgen over at livet pludselig har taget en særdeles uønsket drejning. At intet nogensinde bliver som det var. Ikke engang jeg selv bliver som jeg engang var. Hvem er jeg nu?
At man er ude på dybt vand og komplet ude af stand til at gøre noget ved det.
Sorgen over for sent at erfare at han var så ulykkelig. Så forfærdelig ulykkelig. Hvor må han have lidt. Og jeg kunne ikke hjælpe ham.
Savnet af en helt uerstattelig person. Han var jo min mand, men ikke kun det. Han var min bedste ven, min eneste fortrolige, min elsker, mit et og alt (bortset fra børnene)
Lettelse
Den eneste trøst mod det bundløse savn er lettelsen over at slippe for at bekymre mig mere for ham. Det gik så galt som det overhovedet kunne gå, så nu behøver jeg ikke bekymre mig mere.
Jeg kan glæde mig til fester, gæster, ferier og højtider uden at skulle spekulere på om det hele ville gå i vasken pga. druk. For første gang i mange år kan jeg nyde glögg, jule- og påskebryg og rødvin uden at spekulere på hvor meget T drikker og om det fører til endnu et tilbagefald.
Lettelse over ikke at skulle se ham lide under den forfærdelige afhængighed og depression.
Lettelse over ikke at skulle dele hans angst for sygdom og frustration over sin fysiske og psykiske deroute. Det er slut nu – han fik fred.
Lettelsen fører også til en følelse af skam. Jeg kan ikke være bekendt at føle lettelse. Han er død. Han har mistet sit liv. Det er så forfærdeligt og hvis man føler sig lettet over en sådan gru, så må man være psykopat – eller i hvert fald temmelig kynisk.
Ensomhed
Selvom jeg har gode naboer, børn, familie og kolleger er jeg dybt dybt ensom i min sorg og mit savn. Ingen kan rumme det for mig.
Jeg har altid elsket den anden linie i bryllupssangen:
”Det er så yndigt at følges ad for to som gerne vil sammen være
Da er om glæden man dobbelt glad, og halvt om sorgen så tung at bære”
Men det er præcis det der er det helt store problem. Jeg mangler jo netop det menneske som altid har trøstet mig, når jeg syntes at noget var trist eller svært.
Jeg har somme tider tænkt at det var nogens skyld at jeg følte mig så ensom. De andre burde da af egen drift afse tid til at lytte på mig, at interessere sig for mine tanker og følelser. Min egen skyld at jeg ikke har nogen fortrolige veninder. Hvorfor jeg ikke har det, ved jeg ikke. Det er bare ikke noget jeg er god til. Jeg kunne invitere folk herover, men det kræver at jeg planlægger det og laver god mad og det kan jeg næsten ikke overskue – og i øvrigt har de så travlt med alt muligt og med deres ressourcestærke venner, som er sjovere at være sammen med end jeg er. Så måske ville de kun komme af høflighed og vi ville bare snakke overfladisk, for hverken de eller jeg kan overskue at dele de tanker og følelser som jeg her har skrevet om.
Selvmedlidenhed
Dybest set synes jeg det er helt vildt synd for mig selv. Og samtidig synes jeg det er en latterlig følelse. Det er for ynkeligt og det fører ikke noget godt med sig.
(2. april 2011)

Om optimisme
Nu er det et år siden han døde. Jeg sidder og læser mine egne skriverier igen. Det går bedre efterhånden. Langt de fleste dage går det rigtig meget bedre. Jeg har den uhåndgribelige følelse, at jeg bør bruge min drøjt vundne livserfaring på noget godt. Jeg ved bare ikke, hvad det er endnu. Jeg tænker stadig vældig meget. Nogle gange går jeg helt i stå for bare tanker. Jeg er distræt som en professortype, der ikke kan huske hvad jeg lige har gjort. Men det går bedre.
Jeg vil gerne leve. Rigtig gerne!
(18.11.2011)
Om loftet
Loftet er aldrig rigtig blevet sig selv.
Loftet plejer at være et rart sted. Stille på den gode måde. Tørt. Koldt om vinteren og hedt om sommeren. Duftende af hø, når det er bragt hjem, og efter en dags hårdt arbejde ligger stablet.
Nu er loftet blevet det sted, hvor det mest forfærdelige af alt skete. Et sted der bærer på en frygtelig fortælling. Hver gang jeg går op ad trappen gennemlever jeg turen derop d. 5.10. Hver gang jeg kommer derop falder mit blik på stedet hvor han hang. Det er ikke forbundet med uhygge. Det er ikke sådan. Det er forbundet med gru og stor stor sorg. Ofte ser jeg ind i hjørnet på det rod, som må have været det sidste T så. Og jeg prøver at begribe hvad han tænkte og følte da han bandt knuderne og da han gik ned i knæ og lod halmsnoren bære hele hans vægt i halsen. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor? Blev han kvalt eller mistede han bevidstheden da halspulsåren blev klemt af det smalle reb. Jeg håber på det sidste. Og jeg tror det også. Måske er det gået så hurtigt at han ikke har kunnet nå at fortryde. Han hang jo ikke frit. Han lå nærmest på knæ, og kunne have rejst sig op, hvis det blev for ubehageligt. Men jeg kan ikke udelukke at han har udholdt ubehaget ved en langsom kvælning. T kunne være ualmindelig stålsat, hvis der var noget han havde sat sig for. Hvad han tænkte og hvad han oplevede den aften alene på loftet ved jeg ikke og jeg finder aldrig ud af det. Det må jeg leve med.
(23.1.2011)

Om tiden
”Tiden vil arbejde for dig” Trøstende ord sagt vist nok af psykologen. Det skal forstås sådan at efterhånden som tiden går kommer der en afstand til det forfærdelige og det vil blive lettere at bære. Og det er sandt.
Men tiden lægger også en afstand til det gode. Der kommer en afstand mellem T og mig som jeg ikke ønsker. Tiden tvinger mig til at give slip. Jeg vil ikke glemme ham. Jeg repeterer igen og igen alt muligt fra vores liv sammen for at holde det fast.
Tiden er min ven, men kan også føles som en fjende.
(23.1.2011)

Om at sige farvel
T var altid meget omhyggelig med at sige ordentlig farvel. Når han eller jeg skulle på arbejde fik jeg både et kys og et knus. Og inden jeg i bil forlod gårdspladsen skulle jeg lige se ind af vinduet, for T var der og vinkede, eller han kiggede fra bilen op mod vinduet, hvor jeg vinkede. Også hvis han bare skulle på indkøb. Man kan jo aldrig vide hvilke farer man kan møde på landevejen.
Hvis han en sjælden gang var sur og ikke fik sagt ordentligt farvel, så kunne jeg være helt sikker på, at der ville komme en opringning eller en SMS i løbet af formiddagen. Gerne inden kl 9. Han kunne ikke klare at skilles som uvenner. Efter et skænderi kunne han også finde på at skrive et langt smukt brev til mig, hvori han forsikrede mig om sin kærlighed og undskyldte sin egen dumhed. Det var gerne noget med at han skubbede dem han holdt allermest af, fra sig, når han havde det dårligt. Han tog altid skylden på sig, når der havde været splid mellem os.
Men da han for alvor skulle sige farvel, sagde han slet ingenting. Han skrev ikke engang et afskedsbrev. Intet. Derfor er det at jeg føler mig overbevist om at han ikke havde planlagt det. Han havde ikke tænkt det særligt grundigt igennem. Det var en pludselig indskydelse. Hvis han havde kunnet sende en SMS bagefter, så tror jeg han ville have gjort det.
Det piner mig at vi skiltes efter et skænderi. Eller rettere sagt var der ikke noget rigtigt skænderi, for det kræver at begge parter siger noget. Nej det var mig der skældte ham ud, og han sagde ingenting. Det piner mig at vi aldrig fik sagt farvel på en ordentlig måde. Efter alle disse år. Efter alt hvad vi har betydet for hinanden. Ikke engang et brev. Ingen forklaring. Intet.
Det gjorde så ondt i den første tid, at det ligefrem skreg inde i mig. Det kan ikke passe. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Han kan da ikke bare forsvinde på den måde.
(23.1.2011)
Om vrede og skyld
Der er mange der har spurgt mig om ikke jeg blev vred og rasende på T over at han gjorde som han gjorde. Det har jeg ikke været. Tværtimod er jeg dybt ulykkelig over, at han var så ked af det, og at jeg ikke vidste det. Jeg vidste godt at han havde sine depressive perioder, men jeg vidste ikke at det var så slemt.
Hvis jeg er vred på nogen, så er det på mig selv. Jeg er frygtelig ked af, at jeg var så hård ved ham. Jeg skældte ham ud, da han havde allermest brug for hjælp, støtte og vel også psykiatrisk behandling. Men jeg så bare endnu en druktur under opsejling og tænkte at nu skulle han fanme forstå hvor meget det betød for mig, hvor ked af det jeg var over hans druk og de nedture, som jeg oplevede som resultatet af drukturene. Jeg lagde ikke fingrene imellem for virkelig at få ham til at tage det alvorligt. Jeg ville jo have at han atter skulle finde motivationen til at blive ædru. Det var det jeg ville. Men i praksis er jeg alvorligt bange for at jeg kom til at skubbe ham det sidste stykke ud over kanten. Havde jeg handlet anderledes, var han måske stadig i live.
Det er tanker som jeg efterhånden har lært at holde kæft med. Der er ingen der vil høre på det. Hverken præsten, psykologen eller venner og familie vil høre på det. Det bliver slået hen. De mener ikke jeg skal plage mig selv med det. De mener ikke det passer. Sandheden er nok at det passer, men at der ikke er nogen i verden, hverken mig eller nogen anden, der kan udholde tanken – endsige gøre noget som helst ved det nu. Tanken har jeg stadig, men jeg holder kæft med det.
Havde jeg handlet anderledes, var han måske stadig i live… Men det betyder ikke at det er min skyld. Det var ikke mig der bandt knuden. Jeg slog ham ikke ihjel. Jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at bekæmpe hans alkoholmisbrug – og dermed hans depression. Det var alkoholen og depressionen der slog ham ihjel – det er jeg overbevist om.
For mange år siden, da T var meget aktiv i Galebevægelsen, var selvmordstrusler en del af dagens uorden i de kredse. Derfor havde Galebevægelsen helt klare retningslinier for selvmord og selvmordstrusler: ”Hvis du begår selvmord er det dit eget valg – det kan aldrig være nogen andens skyld!” Det var en politik de var nødt til at have, for der var nogle, som brugte selvmordstrusler til at køre rundt med andre mennesker for at få deres vilje. Og selvmord og selvmordstrusler kunne ellers være voldsomt belastende for de andre i Galebevægelsen. Det er noget jeg trøster mig ved nu. Apropos trusler. Det har der ikke været. T har ikke truet med at begå selvmord. Han har nævnt det en enkelt gang for en ven forrige sommer. Men det er ikke noget, han har gået og truet med.
Om at være stærk
Aldrig før har jeg i den grad fået at vide at jeg er stærk. ”Du er jo stærk” eller ”Det er godt du er så stærk” siger de. Er jeg det? Jeg føler mig ikke stærk, jeg føler mig i bedste fald svag og andre gange helt knust. Men jeg er stærk, får jeg at vide. Nogle gange tænker jeg at det er noget folk siger – og måske endda selv tror på, fordi de så ikke behøver bekymre sig synderligt om hvordan jeg i virkeligheden har det. Jeg ligger sønderskudt på jorden – de går forbi og ser ned på mig i forbifarten, mens de siger ”du er jo så stærk” og så går de videre.
Eller måske er jeg stærk… Jeg ved det ikke.
(8.2.2011)
Om ”hvordan går det?”
Jeg bliver ofte spurgt hvordan det går. Det er godt folk spørger. Hvad skulle de ellers. Det er udtryk for interesse – jeg tror virkelig oprigtig interesse – for hvordan jeg har det.
Men hvad i alverden kan jeg svare. De første dage på arbejdet svarede jeg: ”jo tak – ad helvede til – og du?” Den var forberedt hjemmefra og virkede efter hensigten. Det var sandt og samtidig med en skør snert af humor, der kunne tage brodden af det forfærdelige, der var – og er – alt for slemt til at tale med dem om.
Men den går jo ikke mere. Jeg har ikke længere et præfabrikeret svar. For hvordan går det egentlig? Nogle gange går det nogenlunde – nærmest godt. Jeg passer mit arbejde og kan blive opslugt af det. Vi kan hygge os i kaffestuen og vi kan endda skraldgrine. Det er sket to gange indenfor en uge. I torsdags og i dag. Vi har grinet højt. Fantastisk. Men andre gange – mest når jeg er alene – kan jeg føle mig i frit fald uden noget at gribe fast i. Hvad skal der blive af mig? Jeg har mistet min elskede, min ven, min fremtid, alle vores fælles planer og drømme, alle vores fælles minder, vores kærlighed og vores tryghed ved hinanden. Fortroligheden. Jeg har mistet en del af mig selv, og jeg kender ikke altid den mig selv som jeg har tilbage. Jeg græder næsten hver dag. Mest når jeg er alene. Jeg kan ikke forestille mig at folk kan holde ud at se hvordan jeg i virkeligheden har det. Så jeg græder i smug.
(8.2.2011)

Garnnøglet af sammenfiltrede følelser
Var på weekendseminar for efterladte for 1 uge siden. Det var hyggeligt, men det har været overraskende hårdt bagefter. Der blev nok hvirvlet op i det hele.
Vi fik hjemmearbejde for. At bringe orden i det sammenfiltrede virvar af følelser vi sidder tilbage med. Det blev sammenlignet med en bunke garn i forskellige farver som er blevet rodet helt sammen.
Brainstorm: chok, sorg, skuffelse, skyldfølelse, vrede, forvirring, tab af fremtid, tab af fortid, skam, ensomhed, lettelse, selvmedlidenhed

Chok
At finde T hængt og i løbet af ½ time indstille sig på at han er død og borte rummer to slags chok. Dels det chok det er at finde en hængt mand og forgæves forsøge at genoplive ham. Det vil være et chok også hvis manden er en vildt fremmed. Og dels det chok det er at miste det menneske der stod mig aller nærmest i hele verden.

Forvirring
I denne sammenhæng forstået som den følelse man har, når man slet ikke forstår at det skete kunne finde sted og man leder efter svaret på hvorfor det skete. Hvorfor – hvorfor – hvorfor?

Skyldfølelse
I min søgen efter en forklaring på hvad der skete og hvorfor det skete spekulerer jeg som en vanvittig på hvad jeg kunne have gjort for at forhindre det og i særlig grad hvad jeg gjorde og sagde som kan have drevet ham til det.

Skuffelse:
Tab af fremtid
Vi skulle blive gamle sammen. Vi var begyndt at snakke om vores sølvbryllup om et par år. Vi skulle hygge os sammen når børnene var flyttet hjemmefra. Vi skulle rejse ud og se verden sammen.
Men det skal vi så ikke.
Tab af fortid
Jeg troede vi havde det godt sammen. Jeg troede vi var fortrolige, Jeg troede jeg vidste hvordan han havde det og stort set hvad han tænkte. Jeg troede vi havde et helt specielt og meget nært forhold til hinanden….. Men det var så bare løgn…
Den fortælling om mit liv som jeg havde inde i mit hoved skal nærmest skrives om. Det er som om den bliver hul og forløjet. Var det i virkeligheden slet ikke som jeg troede det var? Hvordan var det så? Hvad ved jeg egentlig om noget som helst?
Skam
Jeg har altid skammet mig over at T drak. Det føles stadig som en endnu større skam end det at han begik selvmord. Det føles skamfuldt at man ikke lykkes som familie. Hvis man har forsøgt at holde skeletterne pænt inde i skabet, så må man erkende at de vælter ud, når manden begår selvmord. Jeg opgav at foregive noget som helst. Hele facaden styrtede sammen. Og jeg er lidt ligeglad. Skammen over selvmordet er for intet at regne mod skammen over drikkeriet.
Vrede
Den har været ½ år undervejs, men er begyndt at vise svage tegn. ”Det kunne du ikke være bekendt – Det kunne du ikke være bekendt – Det kunne du ikke være bekendt!!!!”
Vi forlod alle dem vi kendte og flyttede til Nordjylland sammen. Vi gjorde det sammen. Og nu har du bare forladt mig alene her. Alene med et stort hus, som jeg knap nok kan passe og slet ikke kan vedligeholde. Hvordan tror du jeg har det når du bare skrider på den måde, uden så meget som at efterlade et brev. Du kunne da i det mindste have skrevet et brev. Jeg anede ikke engang hvor du skulle begraves. Det ville have taget dig 5 minutter at skrive det, men det kunne du ikke unde mig.
Du kunne ikke være det bekendt!
Sorg og savn
Sorgen over at livet pludselig har taget en særdeles uønsket drejning. At intet nogensinde bliver som det var. Ikke engang jeg selv bliver som jeg engang var. Hvem er jeg nu?
At man er ude på dybt vand og komplet ude af stand til at gøre noget ved det.
Sorgen over for sent at erfare at han var så ulykkelig. Så forfærdelig ulykkelig. Hvor må han have lidt. Og jeg kunne ikke hjælpe ham.
Savnet af en helt uerstattelig person. Han var jo min mand, men ikke kun det. Han var min bedste ven, min eneste fortrolige, min elsker, mit et og alt (bortset fra børnene)
Lettelse
Den eneste trøst mod det bundløse savn er lettelsen over at slippe for at bekymre mig mere for ham. Det gik så galt som det overhovedet kunne gå, så nu behøver jeg ikke bekymre mig mere.
Jeg kan glæde mig til fester, gæster, ferier og højtider uden at skulle spekulere på om det hele ville gå i vasken pga. druk. For første gang i mange år kan jeg nyde glögg, jule- og påskebryg og rødvin uden at spekulere på hvor meget T drikker og om det fører til endnu et tilbagefald.
Lettelse over ikke at skulle se ham lide under den forfærdelige afhængighed og depression.
Lettelse over ikke at skulle dele hans angst for sygdom og frustration over sin fysiske og psykiske deroute. Det er slut nu – han fik fred.
Lettelsen fører også til en følelse af skam. Jeg kan ikke være bekendt at føle lettelse. Han er død. Han har mistet sit liv. Det er så forfærdeligt og hvis man føler sig lettet over en sådan gru, så må man være psykopat – eller i hvert fald temmelig kynisk.
Ensomhed
Selvom jeg har gode naboer, børn, familie og kolleger er jeg dybt dybt ensom i min sorg og mit savn. Ingen kan rumme det for mig.
Jeg har altid elsket den anden linie i bryllupssangen:
”Det er så yndigt at følges ad for to som gerne vil sammen være
Da er om glæden man dobbelt glad, og halvt om sorgen så tung at bære”
Men det er præcis det der er det helt store problem. Jeg mangler jo netop det menneske som altid har trøstet mig, når jeg syntes at noget var trist eller svært.
Jeg har somme tider tænkt at det var nogens skyld at jeg følte mig så ensom. De andre burde da af egen drift afse tid til at lytte på mig, at interessere sig for mine tanker og følelser. Min egen skyld at jeg ikke har nogen fortrolige veninder. Hvorfor jeg ikke har det, ved jeg ikke. Det er bare ikke noget jeg er god til. Jeg kunne invitere folk herover, men det kræver at jeg planlægger det og laver god mad og det kan jeg næsten ikke overskue – og i øvrigt har de så travlt med alt muligt og med deres ressourcestærke venner, som er sjovere at være sammen med end jeg er. Så måske ville de kun komme af høflighed og vi ville bare snakke overfladisk, for hverken de eller jeg kan overskue at dele de tanker og følelser som jeg her har skrevet om.
Selvmedlidenhed
Dybest set synes jeg det er helt vildt synd for mig selv. Og samtidig synes jeg det er en latterlig følelse. Det er for ynkeligt og det fører ikke noget godt med sig.
(2. april 2011)

Om optimisme
Nu er det et år siden han døde. Jeg sidder og læser mine egne skriverier igen. Det går bedre efterhånden. Langt de fleste dage går det rigtig meget bedre. Jeg har den uhåndgribelige følelse, at jeg bør bruge min drøjt vundne livserfaring på noget godt. Jeg ved bare ikke, hvad det er endnu. Jeg tænker stadig vældig meget. Nogle gange går jeg helt i stå for bare tanker. Jeg er distræt som en professortype, der ikke kan huske hvad jeg lige har gjort. Men det går bedre.
Jeg vil gerne leve. Rigtig gerne!
(18.11.2011)