Der er nu gået 1 år og næsten 4 måneder siden min mor valgte at tage sit
eget liv. Hun har flere gange tidligere forsøgt men uden held. Hun blev 56
år – mor til 4 voksne børn.
Jeg er datteren på nu 38 – den der skal finde ud af at leve videre uden hende og alligevel med hende. Hun vil jo altid være min mor – det er jo ikke sådan at man kan få en ny efter at have mistet den man havde, vel?
På så mange måder er jeg så rigtig, rigtig vred – over at være blevet så ultimativt afvist. Men på den anden side – så forsøger jeg hver dag at tilgive hende – for jeg er sikker på, at hun må have haft tungtvejende grunde for at gøre som hun gjorde – for ellers efterlader man
sig ikke 4 børn.
Tiden lige efter husker jeg som kaostisk og tung og fyldt
med praktiske gøremål – som jeg slet ikke havde lyst til at beskæftige mig
med. Jeg var sygemeldt i en uge og kom så tilbage til arbejdet men måtte
sande, at jeg havde brug for mere tid og tog så en uge mere.
Jeg savner hende hver dag og tænker ofte på hende – og tænker på hvordan hun kunne efterlade mig her – og så helt uden at sige farvel. Jeg tænker på hvor helt enorm
ensom hun må have følt sig i skoven(s dybe stille ro), hvor hun blev fundet
af en tilfældig jogger dagen efter. Jeg tænker på, om hun mon vidste, at hun
ville tage sit eget liv, da jeg sidst så hende i live – det var ugen inden
hun døde – til min søns 3 års fødselsdag…
For fanden, hvis hun dog bare havde fortalt mig hvor skidt hun havde det – så kunne det være at jeg kunne have hjulpet hende til at få det bedre og komme på andre og bedre tanker…
Jeg kan huske, at jeg satte hende af på Østerport station efter fødselsdagen
og tænkte, at hun så så lille og skrøbelig ud. Jeg var bekymret for, om hun nu
ville komme godt hjem. Jeg overvejede endda, om jeg skulle tilbyde at køre
hende hjem – men gjorde det ikke, da vi stadig havde gæster i lejligheden og
jeg syens ikke lige, jeg kunne tillade mig at være væk i 1 1/2 time…
Bare jeg dog havde skidt på gæsterne i lejligheden – bare jeg dog havde valgt at
køre hende hjem… Så kunne det jo være, at hun ville have betroet sig til
mig… Og jeg ved godt at jeg ikke er ansvarlig for hendes valg – men jeg
kan alligevel ikke lade være med at ønske, at jeg kunne have hjulpet hende…
Og selvom hun ikke ville have fortalt mig noget som helst – ja, så ville jeg
jo have haft denne sidste stund med hende og…
Hvis og hvis og hvis…
Jeg græder stadig og ofte over sorgen og tabet – tabet over MIN mor – tabet over
min søns mormor. Jeg tror det hjælper mig til at leve videre – bare at få
lov at være ked af det. Set i bakspejlet, kunne jeg godt have tænkt mig
større støtte og forståelse i omgangskredsen… Men omvendt må det også have
været svært for dem – hvordan hjælper man lige en veninde der lige har
mistet sin mor – en veninde som måske stadig er ked af det – her 1 år og 4
måneder efter…. Den er svær…
(forfatteren til denne beretning har valgt at være anonym. Landsforeningen kender hendes navn og adresse)