I en alder af 32 år skulle man kunne klare de svære oplevelser i liver ikke… men hvordan kan man håndtere man at ens far ikke kunne være lykkelig?
Han havde alt at leve for, en tæt knyttet familie bestående af 3 børn, 4 børnebørn og en kone der elskede ham.
Han havde altid levet med depressioner og i vores barndom oplevede vi flere gange at far prøvede at ende sit liv. Han valgte dog med støtte fra familien at bekæmpe det og i ti år gik det godt. Mine søskende og jeg har alle valgt at bosætte os i samme rolige kvarter som vores forælder og har derfor daglig tæt kontakt til hinanden.
Hvordan kommer man ovenpå igen, Jeg ved det ikke, men jeg kan sige så meget, som at hverdagen pludselig virker ligegyldigt formål løst og man har mest lyst til at forsvinde væk, i en lille skal i et mørkt hjørne og glemme at omverden eksistere, at være en del af virkeligheden er smertefuldt og tapper mig for energi, jeg føler mig, som en fiasko og omverden får mig til at føle mig som et skvat.
Hjemme i min lille krog er der trygt og jeg har det rart, selv om jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke kan leve der, virker det uoverskueligt at skulle ud.
Jeg har lyst til at kravle ind i mig selv og forsvinde….savner freden og roen, som jeg aldrig har haft men altid har søgt…føler jeg er den tættere, når jeg ligger skjult for omverden i mine egne tanker.
Jeg har en masse godt i mit liv…desværre er jeg ikke i stand til at virkelig sætte pris på det lige nu. Jeg ved man skal lade fortid være fortid, men det er svært når det er den der har skabt dig til det du er. Forældre rollerne blev i en tidlig alder byttet om.
Vi var de voksne der skulle trøst og modtage undskyldninger fra ham. Måske er det også derfor jeg tager det så personligt og jeg føler mig som så stor en fiasko…det var ikke kun min far…det var mit barn som jeg havde kæmpet for og kun ønskede skulle være lykkelig.. hans død føler jeg lidt som en direkte fejl vurderingen fra mig.
Jeg vidste det godt, inderst inde at han ikke var klar til omverden. Jeg skulle have kæmpet og insisteret mere på, at han skulle være forsat i behandling og hvis det ikke lykkedes, så være blevet ved ham, til jeg havde fået stablet et alternativt behandlings system op til ham…
Hvor dum var jeg lige, at tror han sagens kunne klare sig selv i de par dage, til vi skulle på den nye klinik…selvfølgelig kunne han ikke det, og det vidste jeg også godt, hvis jeg havde tænkt mig lidt om. Jeg skulle have været ved hans side og ikke sluppet ham før han var under kyndig behandling.
Hvordan tilgiver jeg mig selv at jeg ikke var der for ham.
Hvordan kunne han tro han var så værdiløs.
Hvor ensom har han ikke været de sidste timer i sit liv,
hvilket tanker er der gået igennem han hoved de sidste minutter.
Han var min dejlige stærke søde far 90 % af tiden men de satans dæmoner, der lå i krogene i hans sind, fik overtaget på ham den sommer i 2008.
Jeg håber han fik fred og endelig kan være lykkelig nu.
MVH Bettina
Mail evt. til Bettina Pedersen
mailto:[email protected]