Hvordan man kan efterlade 3 børn, vil jeg aldrig forstå.
Den 30. december 1988… en dato der altid vil være printet dybt i mit sind…
Dagen før, havde jeg været hos min far, og jeg har fået fortalt at han havde taget mig med i en BR, og sagt at jeg kunne vælge lige hvad jeg havde lyst til. Jeg valgte noget Barbi med noget svømmebassin til. Jeg kan stadig huske hvordan det legetøj så ud.
Om morgenen, den 30. december, bliver min far fundet af viceværtene. Han havde hængt sig fra sin altan. 33 år gammel. Jeg var lige blevet 5 år, 3 måneder før.
Jeg startede i børnehaveklasse et halvt år senere, her startede jeg med at fortælle at min far var død. De begyndte hurtigt at mobbe mig med at det var min skyld min far var død, for hvem gad ha sådan en dum unge som mig. Og de blev kun værre med årene. Det resulterede i, at jeg hurtigt kom i slagsmål med mine klasse kammerater.
Det stod på i seks år. først i 6. klasse fik vi nogle nye lærere, der kunne se at jeg ikke havde det godt, og at jeg ikke havde det godt i min klasse. Min nye klasselærer gjorde alt hvad hun kunne for at tæmme mit ildre temperament, og få de andre til at lade mig være. Men det var allerede for sent, skaden var sket og var ikke til at rette op på. Så efter 7 år, med evige slåskampe, slagsmål og vredesudbrud, får jeg endelig lov at skifte skole. Det blev mit vendepunkt. Jeg kom ind i en klasse hvor alle var meget forskellige, og man var accepteret for den man var. Venner og veninder jeg stadig har idag, og som jeg er dybt taknemmelig for, kunne se forbi min sorg og se den stille og rolige pige bag.
At der ikke er nogen, der på noget som helst tidspunkt, har kunnet se hvor stor en sorg jeg bar rundt på, forstå jeg ikke. Jeg er aldrig blevet tilbudt nogen somhelst form for støtte, hjælp eller vejledning. endnu værre er det med mine to ældre brødre. De var ca. 14 og 16 da vores far døde. Én forsøgte selvmord i teenageårene og den anden har det virkelig psykisk dårligt. Har stor foragt over for et system, der kan svigte børn så meget.
Jeg har i mange år haft en stor vrede over for min far. Hvordan kunne min far bare forlade mig??? Han kan da ikke bare forlade mig!!!!! Det er tarveligt, det er lavt, og meget egoistisk!!! Min familie har altid fortalt mig modstridende historier om min far, men jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg kunne stykke dem nogenlunde sammen, og måske fået en forståelse for hvad der egentlig skete.
Da jeg blev født, var min far allerede dybt alkoholiseret, og der var også mere end bare lidt narko inden for vores døre. Min far var fraskilt, havde 2 drenge med sin ekskone, gift med min mor på 19 år, og så lige blevet far til mig. Min far drak, bankede min mor (brækkede engang hendes kæbe) tog stoffer og hang ud med sine psyko venner. Ved at han også har haft banket min ene bror. Men alligevel, havde min far også en sød, rar, dejlig og fantastisk side. Hans ÆDRU side. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt om denne fantastiske mand, der elskede sine børn, og elskede min mor, og ville gå igennem ild og vand for os. Han havde kun en stor dæmon: Rusmidler. Så blev han bims. Tilsidst fik min mor nok, og forlod ham med mig i armene, der var jeg 3-4 år.
Jeg tror aldrig min far kom sig over at min mor forlod ham. Selvom han fik en ny kæreste, kunne han stadig opsøge min mor, grædende og bønfalde om at ta ham tilbage. En gang var han så desparat, at han truede os med et oversavet. Men her stod han så: Med en ekskone der ikke ville lade ham se sine to drenge, meldte ham for kidnapning og alt mulig andet, min mor ville ikke tage ham tilbage, og mig så han kun hver anden weekend. Han sad alene tilbage med alle sine problemer, han prøvede at drukne i alkohol. Jeg tror at dråben har været det med min mor og så hans børn, for på hans spisebord (lige foran altan dørene) lå alle papirene vedrørende os børn spredt ud. Ved siden af stod en halv øl. Samtidig havde han en halskæde med hans vielsesring med min mor, som han aldrig nogen sinde tog af. Den blev fundet lagt pænt på hans natbord. Jeg tror ikke at han kunne se anden udvej. Måske troede han, at han ville gøre det meget lettere for os, når nu han havde voldt os så meget smerte.
Tiltrods for min forståelse, vil jeg aldrig kunne tilgive ham. 20 år efter, kan jeg stadig blive vildt ked af det, eller rigtig gal. Der er sket så mange grimme ting i mit liv, som jeg ved at han kunne ha beskyttet mig imod. Blandt andet var jeg sammen med en mand der bankede mig i 4 år, han er far til min søn, som han så idag ødeægger ved stadig at behandle sin kæreste med vold og trusler. Min far kunne ha beskyttet mig, og ikke mindst min søn. Men det der gør mest ondt, er når min 6 årige søn, lige pludselig bryder grædende sammen fordi han savner sin morfar. Bare tanken skærer mig tybt i hjertet. Hvordan man kan efterlade sine børn, forstår jeg ikke, det kunne jeg aldrig gøre! Min søster skal snart giftes, og selvom jeg er rigtig glad på hendes vejne, vil brylluper altid være lidt vemodige for mig, for jeg vil aldrig ha min far til at føre mig op.
Min far har efterladt et stort tomrum i mit hjerte. Der vil altid være tidspunkter og situationer hvor han mangler. Jeg nåede aldrig rigtig at lære ham at kende, jeg har ikke mine egne minder, jeg fik aldrig lov at sige rigtig farvel til ham, og jeg kan aldrig spørge ham HVORFOR???.
Men tiltrods for alle de grimme ting han gjorde, både mod mine brødre, men også mig og min mor, så er jeg stadig en lille pige der er stolt af min far.
Min far, som jeg elsker og savner dybt.
(skribeten ønsker at være anonym. Navnet er kendt af Landsforeningen for efterladte)