Det var onsdag d. 23 august 2006, Kl. må have været ca. 21, jeg gik en tur på kasernen for at trække lidt luft inden jeg skulle i seng. Jeg var for 23 dage siden begyndt på min værnepligt, og var rigtig glad for det. Pludselig ringer min tlf, jeg kan se at det er min mor, det første hun spørger mig om er, om jeg er alene. Det svarer jeg selvfølgelig ja til. Hun begynder at græde og fortæller mig at der er sket noget forfærdeligt, min far er død. (mine forældre er skilt) Først forstår jeg det ikke, og tror bare at det hele er en stor joke! Hvordan? hvorfor? Hvad er der sket? er det eneste jeg spørger om. Martin, din far har taget sit eget liv for nogle timer siden…… På det tidspunkt føltes det som om at jeg fik et slag i maven, jeg mistede pusten, og tankerne fløj igennem hovedet på mig!
Jeg forsøgte at stille min mor en masse spørgsmål som hun slet ikke kunne svarer på, spørgsmål som vil forblive ubesvarede resten af mit liv, ting som kun min far ville kunne have svaret på.
Jeg blev samlet op lidt udenfor kasernen af min mors kæreste som heldigvis var i området og kunne tage mig med hjem. Køreturen hjem var 160km, den længste køretur i mit liv! På vej hjem sad jeg med hovedet mod ruden og kiggede ud, tænkte på min fars kone, mine to små halvbrødre og min lillesøster…. Hvordan kunne han gøre så forfærdelig en ting imod os.
Min far havde hængt sig på sit arbejde, i en kran, han blev fundet af en af hans rigtigt gode venner.
Hans kone fortalte mig at han havde været ked af det og i meget dårligt humør, det havde ikke gået så godt imellem dem i et langt stykke tid, og der havde været snak om at de skulle gå fra hinanden.
Min kære far kunne ikke magte tanken om at skulle være alene igen, “weekend far” som han selv har udtrykt i et afskedsbrev som han havde skrevet til mig.
Her sidder jeg på tilbage med en kæmpe tomrum, et tomrum som aldrig vil blive udfyldt igen.
Et spørgsmål om hvorfor??? Han skulle da bare ha kommet til os og snakket om det, fået det hjælp som han havde så meget brug for. Men sådan var han ikke, min far har aldrig været en person der kunne vise følelser, så han havde gået med det inde i sig selv uden nogen bemærkede noget.
Kunne han ikke bare ha tænkt sig om en ekstra gang inden han gjorde det han gjorde? Tænkt på sin kone, mig, min søster og mine to brødre på 7 og 10år? Kunne ikke engang den tanke have fået ham til at handle anderledes? Jeg ved det ikke, og får det aldrig at vide.
Nogle gange sidder jeg og kigger op i stjernerne og tænker på ham, om han er et sted deroppe og sidder og kigger ned på os, det håber jeg han gør, og jeg håber at han har det godt deroppe! Selvom jeg aldrig kan tilgive ham for hvad han gjorde. Nu forsøger jeg så at få styr på mit liv igen, få udfyldt nogle af det mange huller som savnet af min far har efterladt sig, det bliver svært, og jeg vil altid have den dag i baghovedet, onsdag d. 23 august 2006.
Hilsen den efterladte søn
Martin Poulsen, mail [email protected]