Jeg var blevet opereret 6 måneder forinden, som skulle have været en simpel operation. Jeg blev opereret for tragtbryst, som igennem mange år havde plaget mig og jeg besluttet mig for, at jeg ville have det ordnet, så jeg kunne få genvundet min selvtillid. Det var egentlig bare en kosmetisk operation. Jeg blev så opereret på Skejby sygehus og det viste sig så de næste par dage, at alt gik som det skulle. Men pludselig skete der noget, som ingen læger nogensinde har kunnet forklare og, som jeg stadig lider af den dag i dag, og som jeg og min far stadig forsøger at finde en løsning på. Jeg vågnede i sengen på hospitalet og pludselig kunne jeg næsten ikke mærke noget fra brystkassen og ned. Jeg havde mistet det yderste lag af min følesans, som gjorde at jeg bl.a. havde svært ved at dyrke sex, urinere og en række andre ting, som normale mennesker er i stand til. Dette forløb udviklede sig til et mareridt. Alle lægerne sagde, at det nok skulle ændre sig og blive godt igen. Det er så også blevet bedre den dag i dag, hvor det nu er omkring et halvandet år siden. Men stadig ikke helt optimalt.
Denne forfærdelige hændelse tog meget hårdt på mig og jeg følte mig, som ramt af Zeus’s lyn. Ingen kunne hjælpe mig og jeg så ingen udvej. Jeg fik det værre og værre efter hver dag. Min mor, som var mit et og alt for mig, var der for mig igennem hele forløbet. Men eftersom jeg gradvist fik det værre og værre lod jeg det gå udover den person jeg holdte mest af, som var min mor. Jo mere ulykkelig jeg blev, desto mere ulykkelig blev hun.
Hun havde i forvejen kæmpet med sine egne problemer igennem hendes liv. Hun mistede sin mor, da hun kun var 11 år gammel og har lige siden været bange for, at der skulle ske noget med hendes nærmeste, som der i dette tilfælde gjorde. Vi følte at hele verdenen gik imod os. Systemet svigtede os. Jeg var fortsat syg, med denne krænkende sygdom, hvor lægerne ikke rigtigt ydede nogen indsats for at finde en løsning. Samtidig havde hun problemer med, at det gik dårligt med hendes arbejde, hun følte at folk mobbede hende på hendes nye arbejdsplads, fordi hun var blevet sat til at finde fusk i pengesystemet på hendes arbejdsplads. Hun var en enormt dygtig og veluddannet kvinde og fandt straks ud af at over 50 procent af medarbejderne fuskede med, hvor mange timer de havde arbejdet så de fik mere løn, hvor flere af dem blev fyret. Så næsten alle på arbejdet hånede hende. Hun skiftede efterfølgende job. Denne gang var det på et center, som hun selv havde været med til at oprette som skulle hjælpe folk, der var voldsramte eller folk der havde andre problemer og havde brug for akut hjælp. Hun var nemlig selv uddannet i psykiatrien og havde arbejdet der i rigtigt mange år.
Arbejdet dér gik heller ikke så godt. Der var ikke rigtigt nogle der kom ind på klinikken og hun vidste sin søn var forfærdeligt ulykkelig derhjemme. Alle disse ting fik hende til selv at gå ned med flaget. Hvor skulle hun hente hjælp? Hun havde jo selv arbejdet i psykiatrien i mange år, og følte, at hun ikke kunne modtage hjælp fra psykiatrien, fordi hun mente at hun vidste bedre, fordi hun bl.a. selv var med til at uddanne folk til forskellige stillinger i psykiatrien.
Som ugerne passerede fik hun det værre og værre. Men som den enormt stærke kvinde hun var, viste hun intet svaghedstegn over for mig eller min søster. Men over for min far gjorde hun i begrænset grad. Han sendte hende så også efterfølgende til en psykolog, hvor hun fik udleveret nogle såkaldte “lykkepiller”. Problemer var bare, at hun ikke tog de piller, og hun kom ikke hos psykologen særlig tit, men overfor min far løj hun om, at hun havde været der. Hun havde kun været der en gang, hvor hun havde sagt. “vores familie mangler penge” som også var et problem, som hun syntes var enormt stort. Ja vi var lidt i underskud, men værre var det heller ikke. Hun kunne gå fra at sidde ude i haven og rykke frem og tilbage til at komme ind i stuen og være helt normalt, så snart jeg kom ind ad døren.
Dagen det skete
Den 9/9/10 valgte min mor at tage sit eget liv efter at have kæmpet i så mange år med at skabe en lykkelig tilværelse for hendes familie, som indtil operationen var gået perfekt.
Det var en grå dag, og jeg vågnede op og var fortsat syg og følte stadigvæk ingen lyst til at leve videre. Jeg vågner ved min mor, der sidder ved siden af min seng og nusser mig på kinden og siger “du skal op og i skole nu min skat” den sygdom havde taget så meget på mig, at jeg rejste mig op og sagde skrid med dig din kælling og skubbede hende væk, hvor jeg efterfølgende gik i bad. Og tog trist i skole igen. Det var torsdag og det var planen at hele familien skulle hygge om aftenen med min mors fantastiske æblekage og nogle gode film. Min søster er flyttet hjemmefra og er 21, så jeg var og er den eneste af os to der bor hjemme. Derfor var det ekstra hyggeligt, at vi alle sammen var samlet igen. Da jeg så kommer hjem fra skole synes jeg tingene virker lidt underligt, men tænker ikke videre over det efterfølgende. Jeg vælger i stedet at ringe til forsangeren fra mit band og forslår nogle ting vi kunne ændre på til vores nye sang. Jeg går ud i køkkenet og finder så en halvfærdig æblekage, som står der og venter på at blive færdiggjort. Min mor gjorde altid tingene helt færdige. Hun gjorde aldrig noget halvt. Derfor fandt jeg det underligt at den æblekage stod der og æblerne var begyndt at blive brune, så det var jo ikke fordi at hun lige var gået en kort tur med hundene. Jeg fortsatte med at snakke i telefon med min kammerat, hvor min søster pludselig kommer ind ad døren grædende og siger “der er noget galt med mor. Jeg kan mærke det. Det føles forkert. Hun tager ikke sin telefon” (min mor tog næsten altid sin telefon, så det var også yderst besynderligt). Min far og søster ringer efterfølgende til de nærmeste hospitaler og politistationer og hører om de har fået en ind med min mors navn. Og de havde de ikke. Så min far og søster besluttede impulsivt at gå ud og lede efter hende. Selvmord var det sidste vi ville have troet. For det ville hun være den sidste i verden der gjorde. For hun elskede os så højt alle sammen. Og ville give sine arme og ben for os. Jeg hører derefter ikke noget fra min far og søster i 1 time og ringer flere gange. Men min far tager den ikke. Til sidst tager han den. Jeg spørger så om de har fundet hende. Min far svarer så efterfølgende ja, hvor min første tanke er “pyha, så er alt godt igen” men så røg det ud af munden på mig. Hvad er der sket? Han svarer så. Hun har taget en pose over hovedet og er bevidstløs. De tanker der flyver igennem mit hoved er helt ubeskrivelige, men en masse højtråbende ord kom der ud af min mund. ER HUN DØD? Hvor min far så svarer. Nej det tror jeg ikke. De ligger og prøver at få liv i hende. Jeg løber så i panik ud af døren (kun iført underbukser) over til min kæreste, som bor på vejen ved siden af mig. Og råber en masse ting jeg ikke kan huske. Jeg ringer så igen til min far. Men han tager den ikke. Jeg bliver ved med at ringe. Men intet sker. Indtil jeg pludselig ser en politibil komme susende med høj fart forbi på vores lille villavej, hvor den så vender om og kører hen mod mig. På daværende tidspunkt var jeg godt klar over, at den var gal. Men jeg kunne stadig ikke samle tankerne. Og det var på samme tid så uvirkeligt. Politibilen stopper, og ud stiger min far og søster grædende, hvor jeg råber spørgende, om hun er død. Hvor de så svarer ja, hvor jeg så selvfølgelig gik i chok og begyndte at vandre rundt i cirkler og smadre mit nye ur ned i jorden, som jeg havde fået i fødselsdagsgave.
Jeg har så fundet ud af efterfølgende, at min onkel havde kommet forbi og brokket sig over, at min mor havde lånt penge af min morfar, som nu er dement og ikke engang kan huske, hvem min mor er. Hun havde kun gjort det i god mening, så vi kunne betale vores husleje og min morfar havde sagt go’ for det. Denne hændelse var bare det sidste der skulle til for, at min mor ikke kunne klare mere. Hun gik efter ind til min far, som sad i stuen og sagde ” jeg kører mig lige en tur” og smilte til ham og sagde. Vi ses senere.
Min mor kørte tit ture, når hun havde brug for at få noget luft. Så min far lagde ikke mærke til noget. Min far og søster fandt hende så efterfølgende i en skov liggende i bagagerummet i vores ene bil med en pose overhovedet og afgået ved døden.
Dagene lige siden har været forfærdeligt hårde. Jeg forsøger at kigge på alt det positive i min hverdag og få struktureret en så normal hverdag som mulig bl.a. ved at holde fast i de ting jeg holder af, som eksempelvis min kæreste, min familie og så spiller jeg også meget musik på forholdsvist højt plan, som også hjælper mig med at udtrykke mine følelser.
Jeg føler mig dog ofte forfulgt af skyggerne fra fortiden. Har meget søvnbesvær og sidder tit oppe hele natten. Ting føles og opfattes helt anderledes efter denne ubeskrivelige episode der er hændt mig og min familie. Jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg ofte har overvejet samme udvej som min mor. Men det der konstant holder mig tilbage er, at jeg aldrig vil udsætte min familie for så en forfærdelig og tragisk ting, eftersom jeg har mærket, hvad det har gjort ved mig selv og mine nærmeste efter min mor tog beslutningen.
Livet er aldrig spildt. Der er altid håb. Det er bare om at gribe det.
Til min elskede mor Susanne
Hilsen hendes søn Lukas