Denne beretning er skrevet af Marie, 16 år – oprindeligt som en stil til en terminsprøve, men Marie har givet lov til at den bringes på efterladte. dk
Forandring.
Jeg har altid synes mit liv er perfekt, ret og sagt, var perfekt. Jeg har en mor, en far, en lillesøster, vi boede i et lækkert hus tæt på strandvejen. Var ude og rejse i hvert fald to gange om året. Min mor arbejder i et IT firma, og min far var maskine mester. Vores uger var som så mange andre familier, forældrene på arbejde fra 8-16, lillesøster i børnehaven, og jeg gik i folkeskole. Tirsdag, torsdag spillede jeg håndbold, hvor jeg så blev hentet, og kom hjem for at spise aftensmad som mor havde lavet. Sådan var vores dage, uger, måneder, år, i mange år. Så mange år som jeg nu kan huske tilbage til. Jeg har også rigtig mange spørgsmål, som jeg aldrig har fået svaret på? Og nok heller aldrig får?
Jeg så ikke mange ting, læste ikke rigtigt mellem linjerne, men hvad jeg troede var en glad og lykkelig familie, var vi ikke længere. 2001, farmor og farfar havde begge stillet træskoene, med ca. 8 måneders mellemrum. Det var en af de første gange hvor jeg mistede noget så værdifuldt noget. Alene det forandrede rigtig meget i min, og ikke mindst min fars hverdag.
Det her er så ubeskriveligt, jeg tror ikke der er nogen der kan sætte sig ind i hvordan det var. Min lillesøster på 8 år, var for lille dengang til at kunne forstå det og sætte sig ind i tingene. Jeg havde aldrig oplevet min far på sådan en måde, det var nærmest ubehageligt at se ham græde. Det påvirkede vores hverdag, han var så sur hele tiden, han var indelukket, og kom aldrig ud med sine følelser. Jeg kan ikke huske præcis hvor lang tid der gik. Et års tid, måske lidt mere. Men der valgte mine forældre at gå fra hinanden, hvilket jeg synes var rigtig hårdt. Jeg tænker tit over, hvad forældrene tænker, når de har to børn sammen, de begge ville være sammen med dem hele tiden, hvordan kan det være tingene ikke kan fungere så? Jeg har aldrig nogen sinde fået svar på, hvorfor de gik fra hinanden. Men hvis tingene ikke fungere, har jeg ikke meget at skulle sige. Kærlighed kan ikke styrers, selvom mange i verdenen, ville ønske de kunne.
Kort tid efter fik min mor en kæreste, det var faktisk inden min mor var flyttet fra huset. Jeg synes det var gået alt for hurtigt, og ville hverken bo hos hende, og jeg ville under ingen omstændigheder se hendes kæreste.
Ens mor, er bare det bedste der findes. Lige meget hvor sur jeg kan blive på hende, så er det intet bedre. Jeg har efterhånden skulle bygge vores tillidsbånd til hinanden op igen, efter jeg har lavet nogle smuttere, og ikke helt er gået samme vej som aftalen var mellem hende og jeg. Der gik noget tid før jeg sådan rigtigt gad og snakke med hende, efter jeg var blevet så sur på hende. Jeg stillede mig selv det spørgsmål, om hun nu havde været min far utro? Det er det der gør mig mest ondt på mig. At min far var blevet såret så meget. Og hvorfor skal man være hinanden utro, det har jeg aldrig nogensinde selvforstået?
Efterhånden mødte jeg så min mors kæreste og hans to ualmindelige søde børn. Efter 2 år skulle Jeg så flytte med min mor og lillesøster, hen til hvor min mors kæreste boede med sine børn. Det var et kæmpe hus, som bare havde det hele, fitness rum, og så var der computere over det hele. Det er selvfølgelig ikke det der tæller. Men den kærlighed og omsorg han har givet til mig, og ikke mindst min lillesøster.
Jeg skulle starte i skole i den nye by, i ottende klasse. Jeg følte mig virkeligt helt tom, da jeg kom til byen. Og jeg følte ikke rigtigt min mor hørte efter hvad jeg sagde til hende? Jeg havde ingenting i byen, hele mit liv var i min gamle by, hele min familie, og de to bedste ting i mit liv som er min mormor og morfar. Det er intet der nogensinde ville kunne erstatte dem. Og jeg var rigtig ked af at flytte fra det hele. Mine forældre kørte 5, 9 ordningen. 9 dage hos mor, og 5 dage hos far.
Jeg synes ikke rigtigt selv det varede så længe. Min far blev indlagt på hospitalet med mavesår, jeg vidste ikke hvad det var, og hvad det betød. Og noget jeg har dårlig samvittighed med, og noget jeg aldrig tilgiver mig selv for, det er at jeg ikke engang var at besøge ham. Og jeg har ikke engang en grund til ikke at besøge ham? han var indlagt på hospitalet, jeg spillede stadig bold i min gamle by og var tit i byen. Så at jeg boede i en anden by var ikke en undskyldning. Han blev udskrevet tirsdag d. 28 februar. Natten mellem d. 28 februar og d. 1 marts 2007, var en meget underlig nat. Jeg skrev til ham kl. 00.34, den første marts “jeg elsker dig” og han svarede tilbage “i lige måde skat, men kan du så komme i seng”. Jeg skulle op til ham der om torsdagen d. 2 marts, jeg havde ikke snakket med ham hele dagen eller noget. Jeg prøvede også at ringe til min mor, men hun tog den heller ikke. Han skulle hente min søster fra frit og mig fra arbejde. Klokken blev omkring de 16 stykker, der var to timer til jeg havde fri.
Jeg kan så tydeligt huske det som var det sket i går, jeg står og pakker nogle kasser ud, ude på butikkens lager. Da min mor og hendes kæreste kommer ind og har tåre i øjnene. Jeg kunne godt regne ud den ikke var helt god. Det første min mor sagde “du kan godt huske far var meget syg, ikke?” der gik det op for mig, at han var død.
Min far dødede ikke på hvilken som helst måde, det var faktisk en stor løgn min mor var kommet med, det var ikke fordi han var syg. Han havde taget livet af sig selv, ved at hænge sig selv nede i vores kælder.
Jeg ville omtrent tro der gik to dage før jeg fik af vide hvad der var sket, og det var ikke min mor der fortalte det. Men min gamle veninde, som jeg skrev med over Messenger.
Jeg stillede selvfølgelig min mor det spørgsmål, hvordan det kunne være hun sagde det? Når det ikke var sandt? Sådan var min far jo ikke død?
Jeg havde hundrede ting kørende forvirret i mit hoved, og jeg så skulle til at tegne og forklare i mine tanker hvordan kan kunne finde på at gøre det overfor min lillesøster og jeg?
Hvordan har han nogensinde tænkt på at efterlade os, uden en far, resten af vores liv. Han kan ikke få lov til at se os vokse op, og hjælpe os gennem skolen, sørge får vi har det godt, og er tilfredse med vores liv? Møde hans børnebørn, som nok kommer engang og være ligeså perfekt overfor dem som min mormor og morfar har været overfor mig.
Det er hvad jeg kalder en forandring, en forandring der aldrig kan ændres, aldrig ville kunne forandres igen.
Og tit tænker jeg om det har noget med mig og gøre, at han tog livet af sig selv? Hvad tænkte han inden det skete, da han skubbede stolen væk under sine ben og smed hele hans liv væk fra sig.
Og efterlod alt, gav min mor det job at skulle passe min søster og jeg, fortælle hvordan det er sket. Jeg forstår ikke hvordan nogen mennesker, kunne finde på sådan noget. Hvad med alt hvad der er omkring en, ens omgivelser, det der har holdt hele livet oppe for en.
Hvis du har lyst til at skrive en hilsen til Marie, kan du sende den til webmaster på efterladte.dk, så bliver den sendt videre. Mail [email protected]