Min mor begik selvmord da jeg var 15 år. Jeg fandt hende død – hun havde hængt sig.
Det er svært at forklare, hvad det gør ved en dreng at finde sin mor i den tilstand.
I disse dage er det 20 år siden den mørke tid var over mig og min familie.
Sådan som jeg ser det, har skyggen fra dengang fulgt mig ganske trofast lige siden.
Jeg var som barn meget tæt knyttet til min mor. Hun passede mig hjemme indtil jeg startede i skole. Hun var mit livs holde- og omdrejningspunkt. Jeg oplevede ikke min far som værende synderligt involveret i min opvækst.
På min 15-års fødselsdag blev hun indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Og det næste ca. halve år var hun indlagt og udskrevet en del gange. Hun var dybt, dybt deprimeret og ret heftigt medicineret.
Hun havde et mislykket forsøg med sovepiller inden det skulle lykkes og havde truet med at gøre en ende på sit liv en del gange.
Tiden efter min mors selvmord var voldsom for mig og helt sikkert også for min far. Vi måtte flytte fra vores hus bl.a. pga. mareridt.
Jeg blev rædselsslagen mørkeræd, og det stod på indtil jeg begyndte at konfrontere mørket efter et lille års tid.
Vi talte ikke rigtigt om det hændte og fik ingen krisehjælp. Min familie har aldrig været god til at tale om det nære, om følelser, om det som rør sig i os – hverken som individer eller familie. Jeg er den mindste af fire brødre – 10 år yngre end min yngste bror og var således den eneste hjemmeboende, da min mor døde.
Der var ingen lærere på min skole som talte med mig eller på anden måde tog hånd om situationen. Og mine kammerater anede givetvis ikke deres levende råd. Selvmord var vel temmelig tabubelagt dengang – især i et lille landsbysamfund.
Som voksen har jeg stykket lidt sammen om min mor og fundet, at hun stort set i hele sit voksne liv har været – i hvert fald periodisk ustabil og neurotisk. Det var ikke sådan jeg opfattede hende som barn – kun det sidste års tid. Til gengæld opfattede jeg nok at mine forældres forhold var ustabilt og vel egentligt sygt for at sige det lige ud.
Nu som 35-årig er jeg netop røget ud i en krise, da min kæreste gennem snart 5 år har valgt at forlade mig. For noget tid siden fik hun en abort, da vores kommende barn ved første scanning ikke længere viste sig at være levende. Det er som om alt dette har sat svingninger i gang på overfladen af mit følelsesliv. Svingninger som forplanter sig videre indad til nogle lag som har været gemt af vejen i mange år. Det jeg mærker, er en sorg over at miste, at blive efterladt. En sorg jeg aldrig har udlevet eller dvælet ved.
Indenfor det sidste års tid er jeg sådan lidt haltende begyndt at gå i terapi, dels alene og dels i en psykodrama-gruppe. Altså 19 år efter min mors død! Tror nok den proces startede, da min kæreste foreslog mig at få udleveret eller i det mindste få lov til se min mors sygejournal. Det søgte jeg så om og fik lov til at læse den på hospitalet. Jeg havde min far og min kæreste med. Det var en rørende oplevelse. Min far græd. Og vi talte lidt med overlægen. Hun foreslog mig at få noget hjælp, da hun så hvor berørt jeg var af situationen.
Tro mig; det er aldrig for sent.
Måske er det først nu hvor min kæreste er ved at forlade mig, at sorgen for alvor sniger sig ind på mig. Og i den forbindelse har jeg fundet bl.a. efterladte.dk. Tænk at jeg ikke har handlet før. Mit liv har været præget af en grundstemning, som har påvirket mig selv og mine nære omgivelser i negativ retning. En tilstand som indimellem har mindet om en depression men alligevel ikke. I 20 år har jeg levet i min boble, mit palads af ikke-følelse, hvor ingen skulle kunne gøre mig ondt eller forårsage sorg.
Nu er den brast og det hele vælter ud. Sådan føles det, og det er på en gang befriende og frygteligt. Jeg føler mig afmægtig. Nu må det hele gå sin gang og jeg forsøge at følge med.
I de sidste 5 år af mit liv har jeg været på vej herhen og står her først nu, hvor min kæreste er på vej væk. Jeg var nået hertil på et eller andet tidspunkt, men hendes reaktion har fremskyndet processen en del.
(Personen bag denne beretning vil gerne være anonym men navn og adresse er kendt af efterladte.dk. Ønsker du at sende en kommentar eller et svar, kan du maile den til [email protected], og vi vil så sørge for at det kommer på vores side. Alle er velkomen til at svare på indlæg i de personlige beretninger)
______________________________________________________________________________________________________
13. februar 2007
Til dig der har skrevet ” et frygteligt farvel”
Tak fordi du vil dele din beretning med os.
Tillykke med at du er på vej ud af din bobel. Held og lykke med det videre arbejde.
Mange lyse tanker fra Ida