Tanker til trøst, i decembergråvejret – af Ingeborg Fangel Mo, frivillig i Foreningen af Efterladte efter selvmord
I dag græder jeg. Decemberdagen derude spejler mig, ind gennem det store åbne vindue, naturen i dvale, gennemtrængt at grå fugt og kulde. I dag er der tid. Tid til sorgen.
En tid til at glædes, en tid til at græde. Alt har sin tid, under solen.
I dag græder jeg. Det holder ikke op.
Ansigtet der gradvist forgræmmes, – kan jeg blive færdig, til børnene kommer hjem, kan jeg fjerne sporene af den afgrundsdybe afmagt og fortvivlelse, før de træder ind ad døren, med deres agtpågivne sanseapparat, som alle børn, der alt for tidligt har oplevet katastrofer udvikler;
Er mor ok? Er verden et – relativt – trygt sted, også i dag?
Og mor, hun leder efter det troværdige og sandfærdige sted at stå, hvor et tåregræmmet ansigt ikke er rimeligt at belaste de unge sjæle med, når de træder ind ad døren til det lille blå hus, fra skole, kold decemberluft og juleforventninger, og hverdag i flow – OG hun leder også efter et sted at stå, hvor sorgen ikke gemmes væk, skjules, fortrænges. Hvor virkeligheden kan få lov at være. I al dens gru og glæde. Ustyrlig og vild. En virkelighed hvor vi ved, vi, de efterladte, at alt kan ske, på ingen tid.
Hvor angsten for at blive forladt, igen, skal finde sin plads, uden at invalidere et liv, en sjæl, i hvert fald et tilknytningssystem. For hvor i alverden finder man mod, tillid til kærligheden?
Ja til livet??
Den dobbelte bevægelse; tillid til at jeg tør elske en anden, og stå i risikoen for at miste, igen, – og endnu sværere; tilliden til at den anden kan tåle mig, elske mig, med hele mit oprevne nervesystem.
Eller endnu mere overordnet;
Møde verden fra et sted, med tillid til, at jeg er værdifuld og elskværdig, at der er plads til mig i verden, som den jeg er.
Selvom jeg fejler, svigter, er for meget eller for lidt – Selvom jeg dør, på et uvist tidspunkt, måske kommer til at forlade nogen i utide – alt kan ske – på ingen tid, siger erfaringen mig – Selvom de andre dør, eller forlader mig, på et uvist tidspunkt.
Hvordan generobre tilliden?
Hver dag? Forfra?
DET TABTE PARADIS
Jeg giftede mig, for mindst et liv siden, med en sjæleven, en sorgramt idealist, vi troede sorgen blev mindre af, at vi delte den. Dyb resonans. Vi troede vi kunne gøre hinanden trygge, bære med, trøste. Jeg, den unge forældreløse, havde jo så mange nyvundne redskaber, hårdt tilkæmpet og erhvervet, fra musikken, litteraturen, kunsten, religionen, – sorgruppen. Jeg kunne vise vej, i sorgarbejdet, for os begge.
Lykkedes det? Nogen år?
Ja, og nej. Var det reelt et umuligt og problematisk forsøg på at unddrage sig det dybt personlige ansvar, for selv at gå og finde vejen, acceptere den smertefulde voksen-erkendelse; INGEN KAN ELSKE MIG UD AF MIN SORG, min skæbne, mit sind – ? Befri mig for den smertefulde ambivalens og ensomhed, der er det ansvarlige voksenlivs pris.
Udholde; Paradis er for altid tabt.
Eller rettere – den idealiserede ide om et muligt helle, det paradis, som man flygter ind i, når man ikke vil udholde den eksistentielle ensomhed, sorgen og indse tabets – dødens – uafvendelighed.
Er et hav af forelskelser lige præcis det; en flugt ind i en paradislængsel, som før eller siden afsløres som umulig? Et ønske om at blive frelst, fra sig selv, og sit ansvar? For at blive elsket fri af smerten?
Da det efter 25 år, med kraftfuld kærlighed, udfoldelser og kampe, med et vildt og farverigt liv, med fire vidunderlige børn – dog stod helt klart, at det ikke ville ske, ikke kunne lade sig gøre, at jeg ikke kunne elske min sjæleven fri af smerten og tabet og meningsløsheden – så forlod han os.
I min tale ved kisten sagde jeg;
Den kærlighed du længtes efter kunne intet menneske gi dig.
Den kan kun Gud gi. Den tror jeg du endelig er omsluttet af, nu.
———
KONTAKTBRUDDET
Raseriet. Vreden, aggressionen i et selvmord er underfortalt. For oftest er de jo dybt deprimerede, syge, siger vi, dem der vælger at forlade os, afslutte deres eget liv, som åbenbart er så smertefuldt, at det ikke kan udholdes, bæres. Vi efterlades med et hav af skyld – og medfølelse. For det er jo indlysende os, der ikke slog til. Os der svigtede, ikke elskede dem nok, til at de ville være her, sammen med os, i det svære og krævende liv. Os der blev valgt fra, ikke var værdige og vigtige nok til, at de valgte at blive.
Fire børn mellem 7 og 21 år. Ikke vigtigt nok til at kæmpe videre, vælge at blive –
Motivforskningen er desperat og oftest uafsluttelig. Camus siger at selvmordet er det største filosofiske problem vi har. At nogen på denne måde tavst skrigende forlader os, og siger til os, at livet da slet ikke er livet værd! At det kan vælges fra, kastes væk, efterlader os et umuligt og forfærdeligt sted.
KONTRAKTBRUDDET SOM HÆVN er en helt almindelig og urgammel strategi – det er måske en af de tegn, der viser individuationsprocessens fremadskriden hos børn; hvornår bliver de selvbevidste nok til, at indlede denne subtile kamp, i tilknytningen. Hvis du ikke gør som jeg vil/ gir mig det jeg vil ha, så straffer jeg dig ved at trække mig ud af kontakten. Forlader dig.
En af de fra min vinkel virkelig svære ting for det moderne samfunds (skilsmisse)børn er denne magt, som de ufrivilligt får, ofte alt alt for tidligt; magten over kontakten, relationen; Hvis du far ikke er sjov nok/ laver regler jeg ikke bryder mig om – så vælger jeg bare (at flytte over til) mor! Kontaktbruddet er en mulighed, og de voksne kommer hurtigt til at danse rundt om børnenes magtudøvelse, på en for alle dybt problematisk vis, for at undgå til værste; afvisningen og kærlighedstabet. Børnene på deres side kan bruge denne magt til at straffe forældrene for brud, tab af paradis – Og hvis de ikke får hjælp muligvis fortsætte denne kamp ind i nye relationer, egne parforhold, hvor genetablering af det tabte paradis er det – umulige og ubevidste – mål .
For spædbarnet er det lig med dødsangst at opleve sig forladt af mor, kilden til alt, næring, varme, – overlevelse. Og mange mødre er gennem tiderne blevet instrueret i at bruge denne angst, til at få magt –
Så hvornår bliver børnene i stand til, udspekulerede nok til at ”svare igen” ; bruge kærlighed som magtmiddel? Altså truslen om afvisning?
Fra vi er 3 – 7 – eller 10 år?
Eller mere interessant; hvordan pokker øver vi os i tilliden, i et samfund fuld af utryghed, brudt tilknytning, skiftende voksne, utrygge, utydelige rammer? Et samfund hvor tryghed og tilknytning ikke er sat i system, som i større givne stammefællesskaber og tydelige hierarkier, hvor hver har sin plads, hvor trygheden vægtes højere end friheden. Modsat et moderne samfund, hvor individets frihed hyldes som det eneste store fælles mål, hvor vi alle bliver smidt ud på en ensom turbulent rejse for at ”finde os selv”, en rejse hvor forelskelse, kærlighed og parforhold stilles op fra alle tænkelige platforme, som den eneste måde at undslippe ensomhed og isolation, den eneste vej, VEJEN til frelse, kærlighed og tryghed.
Og det lykkes også, trygheden kan erobres, som bekendt, oftest kortvarigt, i forelskelsesfasen, hvor vi virkelig kan føle os reddet, og føler vi har kraft til at redde, den anden.
Dem der vælger livet fra har opgivet at blive reddet. Fra sig selv.
Fra smerten. Meningsløsheden.
De NÆGTER at leve med og overtage ansvaret for det liv, der ikke blev som de håbede.
De kaster med enorm kraft al deres smerte, og raseri, skjult eller tydeligt, ud, og det ryger tilbage på os, de efterladte, som ikke hjalp, som vi skulle og burde. I vores desperation tar vi imod det hele.
Ofte efterlader de breve, hvor de mest hensynsfulde skriver noget om, at det ikke er vores skyld. Ikke vores ansvar. At de bare ikke orkede mere. Det hjælper desværre oftest minimalt. Ordene kan ikke opløse handlingens groteske radikalitet og hensynsløshed. Søskende, partnere, mødre, der har måttet skære deres elskede ned fra rebet i loftet – de heler aldrig. Og det efterladte tomrums evige smerte og råben forsvinder ikke.
Skylden, ansvaret, fortvivlelsen, afmagten. Vi oversvømmes og tar imod. For som man siger om børn der bliver forladt, mishandlet, ødelagt af hensynsløse voksne; de vil hellere gå videre med en fortælling om, at det var deres egen skyld, skabe en forklaring, end at udholde det meningsløse, uforklarlige i svigtene og forladtheden.
SORGRAMT TIL EVIG TID
En tid til alt. Det hjælper at skrive. Bach hjælper.
Jeg tror jeg når det, også i dag; at ride bølgen af, før børnene kommer hjem.
Jeg nåede at råbe til billederne af mine forældre, her på væggen i det lille rækkehus, i morges,
FUCK JER!! FUCK FUCK FUCK JER!
Som forlod mig her, alene, for 100 år siden, dømt til at slæbe rundt på et mishandlet nerve- og tilknytnings-system resten af mit liv, – FUCK JER !
Og dig, forbandede sjæleven, som dagligt, i 25 år, talte om savnet af din egen far, og vi lyttede og trøstede, så mange omsorgsfulde mennesker omkring dig –
For derefter at forlade dine egne 4 børn, faderløse, mens de havde en alder, hvor du selv fortsat levede i en tryg kernefamilie! FUCK DIG!
Jeg styrede mig, råbte ikke så højt, at jeg risikerede at forstyrre naboerne – det hjalp alligevel, lidt. FUCK alle jer der har forladt mig, brølede jeg, og efterlader mig – og en modig ny kæreste -med oprydningsarbejdet.
Vi ved det godt, vi efterladte, og de fleste opgiver på forhånd at kaste sig ud i nye parforhold,- vi ved, at vi næsten ikke kan være det bekendt, at bede nogen holde os ud. Med al vores frygt. Vores drama. Vores uafsluttelige sorg.
Som jeg sagde til gode veninder i en tryg stund i skov-saunaen;
Jeg har brug for at gå rundt med en seddel i panden, hvor der står…..jeg tøvede, kunne ikke finde ordene, – de kom da jeg kom hjem;
SORGRAMT TIL EVIG TID !
Et slags forbehold, forklaring, nuancering, af hende det voldsomme menneske, der forsøger at være i verden med det hele – kraften og sorgen, vildskaben og skrøbeligheden. Fortælle at 3 år er ingen tid –
Som gerne vil bidrage, med både kraft og liv – og længes så inderligt efter omsorg.
Gid vi alle må finde rum, hvor vi kan være både stærke og svage, græde og le, også i denne søde og svære juletid, hvor tomrummene råber ekstra højt af os!
Lad os råbe FUCK – og tænde lys – bære blus – og synge sammen!!
Skyerne gråne, og løvet falder,
fuglene synge ej mer,
vinteren truer, og natten kalder,
blomsterne sukke: det sner!
Og dog bære blus vi med glæde!
Vinteren kommer, og sneen falder,
blomsterne visne i muld,
isen optøs ej af gråd for Balder,
tårerne stivne af kuld.
Og dog bære blus vi med glæde!
KH Ingeborg
7. december 2024