Morten, det er nu lidt over fire timer siden jeg fik opringningen fra mor om at du havde valgt at forlade denne verden. Det er din beslutning og den respekterer jeg – om end jeg beklager den. Var der virkelig ikke mere for dig? Jeg håber ikkke du fortrød din beslutning, da du var i springet. Jeg håber, du fik fred, da du blev ramt af toget.
Mor sagde, at du havde taget din medicin, at det var en beslutning, som du tog ved dine fulde fem. Der er meget jeg ikke forstår, og hvis du ønsker, der er noget jeg skal forstå, så havde du nok efterladt et brev. Men jeg tror det ikke – du var aldrig typen der forklarede sig. Det kan jeg leve med. Hvad værre er, at jeg aldrig nogensinde kommer til at grine med dig igen – jeg kan ikke huske, hvor mange gange vi er knækket sammen af grin over Casper og Mandrilaftalen eller vores egen specielle humor.
Så nu skal jeg til din begravelse…og det skal du også. Men vi ses nok ikke.
Anders