Jeg voksede op i, hvad jeg troede var en helt almindelig familie med far, mor og to ældre søstre, og jeg synes selv, at jeg havde en lykkelig barndom. Men søndag den 29. september 2002 ændredes mit liv fuldstændigt.
Dengang var jeg 11 år og jeg boede alene med mine forældre, da mine ældre søstre var flyttet hjemmefra. Egentlig startede kaosset dagen før, om lørdagen. Jeg kan huske, at jeg sidder på mit værelse, da min far kommer op til mig. Han har røde øjne og jeg kan se, han har grædt. Han beder mig komme med nedenunder, og jeg forstår ikke, hvad der sker. Jeg har aldrig set ham være sårbar på den måde. Nedenunder sidder min mor og hun fortæller, at hun går fra min far. Hun har fundet en anden, en nær ven af familien, og hun flytter op til ham. Min far siger ikke noget. Mine søstre kommer også og får besked. Vi er naturligvis alle kede af det. Hen på eftermiddagen skal jeg til fødselsdag hos en klassekammerat, og jeg vil gerne sige farvel til min far inden jeg tager afsted. Jeg finder ham og min ene søster i soveværelset. Min far ligger og hulker i sengen og min søster prøver at trøste ham. Jeg står i døren og ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til hele situationen. Da min far kigger op og får øje på mig råber han at jeg skal gå min vej, han vil ikke have at jeg er der. Han vil ikke have at jeg skal se ham sådan. Jeg går derfra med en følelsesløs fornemmelse i kroppen, jeg føler mig fuldstændig utilstrækkelig og afvist. Jeg ville gerne kunne være der for ham ligesom min søster. Inden jeg tager afsted når han at komme ned. Han er tom i blikket og siger, at han vil gå, da han har ting at ordne. Inden han går kigger jeg på ham og siger, at han ikke må gøre noget dumt. Jeg har åbenbart en underbevidst følelse af, at den er helt gal. Han kigger bare tilbage på mig og siger, at det vil han prøve på at lade være med.
Da jeg senere kommer hjem fra fødselsdagen er min far ikke hjemme. Han er kørt hen for at sove hos en ven. Jeg ringer til ham for at sige godnat. Han er meget fjern i telefonen, har fået noget afslappende at falde til ro på. Jeg får sagt, at jeg elsker ham og han snøvler et svar tilbage inden han lægger på.
Næste morgen kører min mor afsted efter morgenbrød. Hun har snakket med min far og de har aftalt, at han skal komme hjem så vi alle kan få snakket sammen. Hun kører, og jeg er alene hjemme da telefonen pludselig ringer. Det er politiet. De spørger, hvor min mor er – jeg siger hun ikke er hjemme. De spørger, hvor min far er – jeg siger, at jeg ikke ved det. De beder mig om at få min mor til at ringe til dem, så snart hun kommer hjem. Jeg husker følelsen af lammelse, for jeg kan mærke at der er noget galt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Heldigvis kommer min mor hurtigt hjem og hun ringer tilbage til politiet. Da hun har lagt på, siger hun at jeg skal blive, hvor jeg er. Så løber hun ud i stalden. Jeg står som forstenet i køkkenet og venter på, at hun kommer tilbage. Hun kommer løbende tilbage, forbi køkkenvinduet, hvor jeg kan se hende, og over til vores nabo. Derefter kommer de løbende tilbage. Vores nabo løber om i stalden, og min mor kommer grædende ind til mig og fortæller at far har hængt sig i stalden. Han har haft ringet til politiet og advaret dem om, at han ville skade sig selv. Han ville nok gerne have, at de fandt ham og ikke os. Jeg bryder helt sammen og det er som om min hjerne går i stå. Hvordan tiden gik videre derfra er jeg ikke helt sikker på, men det gjorde den vel uden at jeg helt ænsede det, eller forstod, hvad der egentlig var sket.
Et halvt år efter flyttede min mor og jeg op til hendes nye kæreste. Jeg syntes det var helt forfærdeligt, at jeg nu skulle bo med en ny mand, som jeg på ingen måde var klar til at acceptere midt i min sorg over min far. Jeg følte mig helt alene og mine søstre var flyttet langt væk. Men jeg blev bare nødt til at følge med.
Nu er det 12 år siden og gennem årene har jeg heldigvis fået meget professionel hjælp til at takle det hele. Min mor insisterede på, at vi alle skulle have hjælp. Det har helt sikkert hjulpet mig utrolig meget og man kommer jo lige så stille videre. Mørket bliver lidt mindre sort med årene. Men der er ingen tvivl om, at min fars selvmord altid vil sidde i mig. Jeg har stadig perioder, hvor jeg kan bryde helt sammen og bare græde og savne min far. Jeg har også siden hans død døjet med angst for at miste dem jeg elsker, eller angst for at blive efterladt og være helt alene. Den angst sidder stadig i mig. Jeg har stadig svært ved at acceptere og tilgive ham, for jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan han kunne gøre det mod os. Bare efterlade sine børn, som om vi intet betød for ham.
Jeg kan blive så frustreret over, at alle de gamle følelser kan blive ved med at komme væltende tilbage efter så lang tid, for jeg vil så gerne kunne leve mit liv uden at have den skygge hængende over mig. Uden at føle, at der er noget i mig, der er ødelagt. Men jeg er begyndt at indse, at jeg altid vil have den med mig, og at man ikke nødvendigvis kommer over sådan en oplevelse, men at man lærer at leve med den.