Nu følte jeg at det måtte være min tur til at dele min sorg med andre, så her er mit “bidrag”, håber andre måske kan bruge det.
Jeg mistede min kæreste d.9/11-2013 da han begik selvmord, det kom så pludseligt, men nu kan jeg jo godt se alle faresignalerne, jeg troede bare ikke at han mente det når han sagde han ikke ville leve mere, for kort efter virkede han så glad igen, men det der gjorde ham “glad” i de sidste uger vi havde sammen var ar han vidste at han havde truffet sit valg.
Mike var 37 år, og han var min store kærlighed (og er det stadigvæk), endelig havde jeg mødt en som jeg havde den der gnist med, den følelse af samhørighed og forståelse for hinanden, og jeg ved at han elskede mig højt… Vi kunne tale om alt, og i timevis uden nogensinde at løbe tør for emner, han støttede mit frivillige arbejde på bedste vis, han var typen alle syntes godt om, rolig, behagelig og helt igennem rar.
Hvad Mike ikke viste andre var hans indre dæmoner, dem har han kun delt frivilligt med mig, jeg glemmer aldrig når han var helt nede med flaget og sagde til mig at han ikke ville leve mere, hver gang var samtalen den samme hvor jeg svarede at vi nok skulle klare det, at han ikke var alene, at han hørte til her hos mig…
Den værste aften var en aften hvor han skrev til mig “Undskyld” og jeg spurgte hvad han mente, da jeg intet svar fik ringede jeg ham op og fik en stortudende Mike i røret, han kunne ikke sige andet end “fuck…” og “Undskyld, jeg vil ikke være til besvær..”, så jeg traf en hurtig beslutning og hoppede på et sent aftentog fra tværs igennem KBH (en tur på ca.1 time) og holdt beskederne kørende imens, det var først da jeg var næsten fremme at det gik op for ham at jeg altså var på vej, så rodet var hans sind under den her tur, at han slet ikke huskede vores samtale… Den aften sad jeg bare med hans hoved i mine arme og lod ham græde, trøstede ham, lyttede til ham og da han igen nævnte selvmord og jeg mente der var andre løsninger fik jeg svaret “det er min krop, og jeg kan ikke mere…”
Dagen efter virkede han lidt gladere, glad nok til at jeg turde tage hjem igen, og de følgende par uger blomstrede han op, han var min glade, sjove, jokende, kærlige Mike igen, vi tog ud på god restaurant, tog ud og fejrede J-dag med mine venner som han havde taget åbent imod som han tog imod alle mennesker, og de elskede ham…Jeg havde købt en smuk sort kjole til vores aften ude at spise, alt var så godt…
Nogle dage senere spurgte han om ikke jeg ville passe hans computer så han ikke lukkede sig inde i gamerverdenen i sin nedtur, og min computer var død og borte så det lød jo som en fin aftale, og han havde jo både sin mobil og sin tablet, så internet osv. skulle han jo ikke mangle.. Så som aftalt kom han forbi om onsdagen med computeren, vi hyggede os med at sætte den op (der var ikke så meget plads, så jeg måtte ned og kravle, hvilket han tog billeder af og jokede med at de ville blive brugt imod mig når jeg fylder 30..) da vi var færdige med det gik vi over på pizzariaet og spiste, en helt alm. afslappet dag, han skulle tidligt op næste dag så han kyssede mig farvel og kørte hjem… Det var sidste gang jeg så ham i live…
Dagen efter startede jeg på første vagt som bartender, og jeg skulle også arbejde natten efter, så den weekend kunne vi ikke lige se hinanden, fredag aften tog jeg ud og fik et par øl med nogle venner, og fik stjålet min telefon, så det var først om søndagen jeg så et opslag på en af vores fælles venners væg om at Mike var død, jeg gik helt i stykker, nægtede at tro på det var MIN Mike, og da min kammerat ikke svarede med det samme tog jeg ud til ham, bankede på døren men han var ikke hjemme, så jeg tog hjem igen og sad…bare sad og rystede og hulkede men med tanken kørende konstant “Det er ikke min Mike, det er en misforståelse, det er en anden med det navn..” indtil en anden fælles ven så bekræftede at det desvære VAR min Mike…
Jeg fik kontaktet en veninde og fortalt hvad der var sket, så hun kom akut ud til mig og blev hos mig, jeg kunne ikke spise, jeg kunne ikke tænke, jeg var bare ødelagt…
Torsdagen efter holdt vi en mindeaften for Mike på en af hans yndlingsbarer, men et par timer før jeg skulle afsted kom et brev med posten, en forklaring og et sidste farvel fra Mike…Den mindeaften var 2. gang jeg havde den sorte kjole på som jeg havde købt da vi tog ud for at spise et par uger i forvejen, og den blev genbrugt dagen efter da vi kørte til hans bisættelse fra KBH til sønderjylland hvor hans familie mente han skulle være…Jeg har stadig kjolen, men jeg kan ikke gå med den igen, den ligger for sig selv sammen med hans skjorte…
Den anden side af historien, som jeg har fra vores venner, er at han de sidste uger, tiden efter den aften hvor han var så ked, der gik han og pakkede sine ting, fjernede sine ting, så ingen skulle behøve at rydde op efter ham, for han ville ikke være i vejen, han ville ikke være til besvær….De ting han værdsatte højest gav han væk onsdag og torsdag inden sit selvmord, til os der var ham nærmest og som han vidste han kunne glæde med de ting…
Efter vores sidste farvel med Mike havde jeg flere måneder hvor jeg bare boede i min seng, jeg havde ikke rigtig kontakt til nogen, for jeg kunne ikke overskue det, jeg spiste ikke rigtig, jeg spillede bare hans computerspil, sov, røg en masse cigaretter og drak vand, så på 3 uger smed jeg 10 kg..Jeg forsøgte at spise lidt, men det blev ide første dage et par teskefulde med honning som jeg lige så stille kunne få i mig, intet smagte mig, jeg følte det som om det var mig
selv der var død, men bare var i den forkerte verden..Så efter en måned tog jeg mig sammen og ringede til min læge og jeg fik en akut tid da jeg brød sammen i telefonen, lægen mente jeg skulle have lykkepiller, men han gav mig samme mærke som Mike var begyndt på da han begik selvmord, så jeg har stadig hele pakken stående, men nægtet at spise dem…
Via kommunen fik jeg sørget for at starte i noget terapi, arbejde kunne jeg ikke engang overskue… Det er snart et halvt år siden han døde, og min smerte er ikke altoverskyggende nu, jeg er stadig sygemeldt på ubestemt tid og går i terapi 1 gang om ugen samt jeg går i dagtilbud et par timer 2 gange om ugen (for folk der af en eller anden årsag har fået et knæk), den dag i dag sidder jeg med et enormt savn, specielt på mærkedage som lige i dag, min fødselsdag, jeg bliver 29 og han mangler her virkelig, mangler hans stemme, vores jokes, at have ham tæt på…Men jeg ved også godt at jeg er så meget heldigere end mange andre i min situation, for jeg fik en forklaring, jeg fik et farvel, jeg fik det pokkers brev, samt jeg har alle vores samtaler gemt, de små beskeder der nu er mine højeste skatte, dem der står i hvad jeg betød for ham, dem hvor jeg kan genskabe ham for et øjeblik…
Men hold kæft hvor synes jeg det er uretfærdigt at nogen i så ung en alder som vores skal stå med den slags problemer, jeg føler jeg har levet et helt liv på meget kort tid, jeg er ikke engang 30 endnu og den der forstår mig bedst er min farmor…
Jeg vil hellere prøve “og de levede et langt og lykkeligt liv” end “til døden jer skiller”, for det kan den gøre ALT for tidligt….
MVH, Ronja