For næsten 40 år siden begik min mor Margit selvmord. Jeg var 16 år i 1986, da min katastrofe skete.
Min fortælling og mine digte, som er et uddrag af en digtsamling, handler om min mor. Om årsager, sandheder, arv, svigt og konsekvenser. At leve med savnet, vrede, ubesvarede spørgsmål og skyld efter min mors død har formet hele mit liv.
Min mor har fyldt i mit sind hele mit liv. Hendes liv og hendes død er en så stor del af mig og har betydet så meget for, hvordan mit liv har formet sig, hvordan mine relationer til andre mennesker er og hvor svært jeg har haft ved at navigere i livet.
Jeg håndterede selv min sorg på den måde jeg nu kunne. Jeg skrev dagbog og digte. Jeg fik desværre lov til at være meget alene med mit savn og min sorg. Det tror jeg ikke var usædvanligt på den tid.
Jeg har stadig som 56-årig mange af mine 16-årige følelser indkapslet i min krop og på nogle måder har jeg følt mig fastfrosset til den alder og den tid hele mit liv. Sorgen er stadig den samme selv så mange år efter. Den fylder selvsagt ikke som den gjorde, men den forsvinder ikke og det tror jeg er vigtigt at erkende.
Konsekvenserne af selvmord er så kolossale for de efterladte og specielt for børn og unge, der mister deres forældre på den voldsomme måde. Jeg forsøger igennem mine digte at beskrive, hvor livsændrende og ødelæggende det har været for mit følelsesliv. Men jeg beskriver også i mine digte, forståelse for min mors handling og stor kærlighed til hende.
Min mor var et produkt af sin familiehistorie. Det er jeg også.
Jeg er glad for, at der i dag er langt mere fokus på selvmordsforskning og på hjælp til efterladte efter selvmord. Der er sket meget på den front de sidste 40 år og det glæder mig. Ingen skal være alene i den situation. Skyld og skam nedbrød mig i mange år.
Jeg tror og håber på, at min historie kan vække genklang hos andre, der har stået i en lignende situation eller kender nogen, der står i den lige nu.
Jeg ønsker, at min mors og min historie bliver fortalt, fordi hun var et elsket menneske, der begik en desperat handling. Hun troede oprigtigt på at jeg (vi) ville få et bedre liv uden hende.
Jeg ved, jeg godt kunne have brugt nogen at spejle mig i igennem mit liv. Jeg ved, at tavsheden har haft enorme konsekvenser for mig.
Med kærlig hilsen
Marianne Laursen
Du kan skrive til Marianne på mail: [email protected]
28. november 2025
Til minde om Margit, min mor.
Kaosregulering
skråskrift
skrevet i mørke
korte ord til et kort liv
dine hænder var allerede kolde
selv ikke for jer
mine elskede piger
jeg har prøvet så meget
hjælp hinanden
jeg kan ikke mere
jeg vil brændes
jeg kaster op
skyller galden ud med dine piller
hiver striktrøjer ned fra bøjler
frasiger mig arv og gæld
maler mine øjne sorte
knækker, brister, revner
ringer dig op igen og igen
sover med sten på brystet
slår huller i mig selv
i den kolde luft i marts
tager dit tungsind ind
skubber min søster i ryggen
synger uden stemme
bevidstløs ved din kiste
lader dig brænde
Tid
jeg skruer tiden tilbage i mit ansigt
retter møjsommeligt små rynker ud
forklæder år og sår
jeg flytter længere væk
igen og igen
alligevel er jeg her på samme sted
de forladtes trædemølle er uendelig
jeg savner stadig
den jeg måske var blevet
jeg husker glimt af da jeg var mig
da du var hel
da du stadig var min mor
en 16 – årigs sanseløse savn
skriges ud i alle livets nattetimer
mig, din øjesten
mig, dit sommerbarn
du trykker bag mit øje
hver dag
Grundstødt
melankoli – overflod
dit liv var et liv
ikke en fodnote
selvmord er en impuls
ikke et karaktertræk
jeg har dig med
på alle mine grundstødte dage
i mine tusinde migræner
i min datters øjne
i mit livs uduelighed
du hvisker fra bølgerne i alle have omkring mig
jeg mærker dig på mine egne kinder
malstrømme af martyriske minder
strømmer fra dine øjne
ned på mine hænder
Stille sind
i mit stille sind fylder en hårdhed
i mit stille sind er overfladespændingen kolossal
jeg håber du fik en himmelseng
jeg håber du fandt din bror
jeg kredser om dig for evigt
nattedyr som os leder i blinde
sidste gang jeg så dig husker jeg ikke
i mit stille sind er jeg en krøbling uden dig
i mit stille sind sætter jeg mig livet for
jeg glemmer tit mit bristepunkt
mine vinkler er så skæve
alle brudte tankerækker kredser om dig
dine
sidste
skrøbelige
sekunder
Løgn
løgne på lager
små og store
løgn og latin
skrevet på sandpapir
lagt i bunker og sorteret
en løgn til enhver lejlighed
jeg lyver om dig
om hvad du betød
om tiden der hjalp
om evighedens sorte huller
ingen vil høre om døde mødre
nattemennesker der dør alene
dem der myrder sig selv
har intet eftermæle
er unævnelige
har ingen fred
bliver løjet om
jeg lyver
fordi jeg elskede dig
jeg tier fordi
du elskede mig
Utrøstelig
tiden har forseglet dig
tanken om dig i live
øjeblikket hvor du slukkede for dig selv
lukker jeg ude
derfor findes du stadig
på en måde findes du
jeg rækker ind i fortiden
advarer mit yngre jeg
i mine dagdrømme
forhindrer jeg næsten det værste i at ske
jeg ved ikke hvor du slutter
slet ikke hvor jeg selv begynder
kan man huske noget helt præcist?
du er endimensionel
et sort-hvid portræt
spottende lighed findes i mit spejl
du burde have været levende
ikke
et tåget landskab
en frossen sø
stenen i alle mine sko
Sindsro
du rækker ud med foldede hænder
du falder igen
og igen
går bodsgang med dit tunge sind
mudrede marker sluger dig
graver hemmeligheder ned
med regnvåde hænder
du sørger
uendeligt
dit liv viskes ud
du glemmer
halveret af skam
vintermørket i dit dyb
skubber dig frem og ud
nu er du uhørlig
du flyver