Mit navn er Birthe, mor til en ung mand på 27 år, som tog sit liv d.9/7-2007. Han har desværre igennem mange år taget en hel del stoffer, som han er blevet syg i hovedet af, det var i hvert fald hvad, hvad han sagde til mig en af de gange, han prøvede at tage sit liv.
Jeg spurgte ham om det var noget i hans opdragelse, der var gået galt? Men han sagde til mig at jeg ikke måtte bebrejde, mig selv noget, det var ham, som var fucked oven i hovedet. Jeg sagde til ham, at jeg elskede ham, og at jeg ikke havde sat ham i verden, for at han skulle tage sit liv. men han sagde at han ikke følte, at han var noget værd, han havde været sin kæreste utro og han havde gæld, til op over begge ører, han havde levet mange år af sit liv med at lyve og gøre andre mennesker kede af det. Han sagde at han hørte stemmer, og at satan kaldte på ham.
Jeg sagde til ham, om det ikke bare var hans tanker, som spillede ham et puds, men han sagde at han, var bange for at han var blevet skizofren af alle de stoffer han havde taget. Jeg sagde så til ham, om det ikke var en ide om at få noget professionel hjælp, så han kunne komme videre med sit liv, for vi ville ikke miste ham, vi elskede ham alle sammen. Han sagde så at han også elskede os og at han godt ville gå med til at blive indlagt på Oringe i Vordingborg.
Han blev indlagt d.26/6 og var indlagt i ca. 14 dage. Hans kæreste havde slået op med ham, da hun fandt ud af, at han havde været hende utro og at han havde tømt deres fælles konto. Min søn tiggede og bad hende på sine grædende knæ, om hun ikke kunne tilgive ham, og at han nok skulle forbedre sig , at han havde lært af sine fejl – og han nu fik den hjælp, som han nok skulle haft fået for mange år siden. Han spurgte hende om de ikke kunne give deres forhold en chance, men det turde hun ikke, og allerede et par dage efter havde hun fundet sig en ny fyr. Hun sagde til min søn at det ikke var en ny kæreste, men det bare en ven, som skulle trøste hende, men det troede min søn ikke rigtig på fortalte han mig.
Så var han ikke nede blev, han det i hvert fald. Min søn sagde, at han ville prøve at slå hende ud af hovedet, og komme videre med sit liv. Han begyndte at skrive digte og sange og breve til os alle, og en dag besøgte jeg ham med kaffe og kage og han viste mig hvad han havde skrevet, og jeg blev bare så glad, jeg troede at bøtten var ved at vende, for ham – at han virkelig ønskede at komme videre med sit liv, og han så også bare så glad ud, som jeg ikke havde set, ham længe.
Men jeg tog desværre fejl. Allerede dagen efter havde han spurgt sin eks-kæreste om de ikke skulle prøve igen, men hun sagde nej , og så prøvede han at tage sit liv.
Den sidste uge af sit liv svingede han meget op, og ned. Han var jo frivilligt indlagt , så han kunne blive udskrevet, når han ville, og han ønskede at komme ud d. 6/7 og det fik han lov til, selv om han igen havde prøvet at tage sit liv den 2/7 .
Jeg synes at det er så forkert, at de lukkede ham ud allerede. Jeg mener ikke at medicinen kunne have nået at have virket endnu, og han kom ud til ingenting. Ingen kæreste, ingen penge, deres hus var til salg, så der var måske ikke noget at sige til, at han opgav det hele? Han ringede til mig d. 8/7 og spurgte mig om jeg, kunne låne ham, nogle penge. Men jeg sagde til ham, at jeg elskede ham men at var skruen uden ende, da jeg og hans far har haft hjulpet ham med penge, men på et tidspunkt, bliver man nød til, at sige stop. Jeg sagde til ham at han var velkommen til at komme ud til os og få et måltid mad , men han sagde det hjalp ham ikke den næste uge. Jeg spurgte ham så om, han ikke kunne gå på kommunen, men han sagde at de havde lukket for kassen. Jeg sagde så, at jeg ikke vidste, hvad vi skulle gøre, men at jeg håbede, at han fandt ud af noget. Han sagde så okay, det må jeg så prøve.
Den næste dag, den sidste dag af hans liv, prøvede jeg adskillige gang at ringe til ham for at spørge ham, om vi skulle mødes i byen, så ville jeg hjælpe ham med at købe ind til hans køleskab og hans medicin, men han tog ikke sin telefon. Jeg ringede så til, hans eks, for at spørge hende, om hun havde snakket med ham, og hun sagde ja, at hun havde snakket med ham sidste gang kl.10 om formiddagen og at han sagde, at han ville gå i skoven, og gøre det forbi. Hun mente så at hun havde fået talt ham, fra det. Hun havde været hos sine forældre på Fyn, og var på vej hjem i toget. Jeg ringede så til en anden af min søns gode veninder og spurgte, om hun havde snakket med ham, men hun sagde, at det havde hun ikke, Jeg sagde så jeg var ved at være godt bange og det forstod, hun godt, men hun kunne desværre ikke hjælpe mig, da hun var på Fyn med sin datter, men at hun kunne sende sin kæreste ud, for at hente mig , så vi kunne køre ud til hans hus, for at se om han var okay.
Da vi kom, ud til huset, stod min søns eks og en veninde og ventede på os, jeg spurgte, om min søn var i huset, men de svarede, at det var han ikke, og at de lige havde set en ambulance, køre ned i skoven. Det var med bange anelser, vi kørte ned til skoven, og da vi kom ned til skoven, så vi to Falck-reddere gå rundt i skoven. Da begyndte, jeg bare at skrige. Min søns eksveninde og min søns gode ven sagde, at jeg skulle blive i bilen, og jeg turde og kunne heller ikke andet, for jeg rystede over hele kroppen, de gik så ned i skoven og lidt efter kom de op til mig igen sammen med to betjente. Jeg spurgte så den ene ad om min søn var død og om det var ham?. Betjenten svarede så ja, for veninden til min søns eks. havde set ham.
Jeg troede bare det, var løgn, jeg kunne slet ikke fatte det, det kan jeg stadigvæk ikke , det er så urimeligt så forfærdeligt hårdt, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer over det, jeg ved godt at livet skal gå videre, men jeg savner ham bare så forfærdeligt meget, og hans stakkels søster så sådan op til ham, det var storebror mig her og der, han lovede hende at passe på hende, men han kunne jo ikke engang passe på sig selv. Sommetider tror og håber jeg at det bare er et mareridt, som jeg vågner op af om lidt, men inderst inde, ved jeg jo godt, at det er det ikke, jeg har jo været henne i kapellet og sige et sidste farvel til ham.
Min kære elskede søn så fik du fred, men det gjorde din far, din søster, din familie og dine venner og jeg desværre ikke. Bu sidder vi her tilbage med sorgen, smerten og savnet efter dig og prøver at komme videre med vort liv, selvom det er ufatteligt svært. Du skal bare vide at jeg vil elske dig resten af mit liv, jeg vil altid bære dig i mit hjerte, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på dig. Jeg har heldigvis mange gode minder om dig, og dem er da ingen, som kan fra mig tage. Jeg kan heldigvis også stadigvæk høre os se dig for mit indre blik. Hvor vil jeg dog savne dit dejlige smil, din skønne latter og alle dine sjove vitser, ja jeg kender ingen, som kunne fyrre den ene vittighed af efter den anden, så folk lå flade af grin. Selv da du var langt nede og var indlagt på Næstved Sygehus, havde du overskud til, at lave sjov med portøren.
Min kære elske søn nu vil, jeg slutte, med at jeg vil ønske at du, må hvile i fred og at du må få det bedre, hvor du er nu og at Gud passer godt på dig.
ÆRE VÆRE ANDRE’S MINDE