Har lige læst beretningen ET FRYGTELIGT FARVEL og det hele blusser op i mig !!! 19. februar 1990, jeg er 11 år. Det er formiddag og min mor har kørt mig op til min moster samt fætter og kusiner, hvor jeg skal tilbringe nogle dage af min vinterferie. Der går ikke lang tid efter min mor er kørt inden min moster snakker i telefon og derefter isolere sig i køkkenet. Sidst på eftermiddagen kommer min onkel hjem, men kun for en kort bemærkning. Opfatter ikke at noget er galt for jeg er i gang med at lege med min kusine. Da han så kommer tilbage igen, er det sammen med min mor, og da ved jeg bare, at noget ikke er som det skal være. Hun har jo næsten lige afleveret mig, og så kommer hun gudhjælpemig tilbage. Det er min far. Han havde hængt sig hjemme i gangen. 47 år gammel. Det var min ældste storebror som finder ham, da han kommer hjem sammen med min mor.
Min far havde været psykisk ustabil i mange år, men lægerne kunne ikke rigtig finde den rette diagnose og den rette medicin. Han var en rigtig god far. Jeg oplevede ham ikke som psykisk syg, troede bare han havde dårlig ryg. Ordet maniodepressiv kom først på tale efter selvmordet.
Husker ikke mange ting fra perioden, men min mor har fortalt mig alt. Det skal dog siges, at jeg det første år efter, ikke rigtig troede på min mor, fordi hun lige inden havde sagt, at far ikke kunne dø af sin sygdom. Det kunne han i og for sig heller ikke, men med lidt “hjælp” kunne han.
Min mor og jeg fik først snakket rigtigt ud om dette efter et år og det var en lettelse. Er meget afklaret med det i dag, men har dog haft perioder hvor jeg har været meget ked af det. I mange år efter var jeg sur hver gang d. 19. februar nærmede sig. Og i starten var det selvfølgelig også svært til fødselsdage og højtider. Og ikke mindst da jeg for tre år siden skulle giftes og min far ikke kunne følge mig op af gulvet. Heldigvis ville min bror gerne træde til.
Den første store krise kom faktisk først, da jeg var omkring 18 år og min første rigtige kæreste, som jeg virkelig troede jeg skulle giftes og have børn med slog op. Havde rigtig ondt i maven og sindet, men jeg kom ovenpå igen. Har i perioder tænkt, at jeg ville have godt af at snakke med en psykolog, men det var der jo ikke rigtig nogen som tilbød for 20 år siden. Heldigvis havde jeg min familie og mange gode veninder som gad lytte og jeg har gjort det til ikke tabu. Har bare snakket løs om det, det var en del af mig, så jeg sagde det som det var og folk skulle ikke have ondt af mig. Har dog været ked af det, når jeg var alene, og det har også været skyld i, at jeg selvfølgelig er blevet bange for at miste og bange for at blive syg. Ikke kun psykisk, men alle former for livstruende sygdomme.
For næsten to år siden fik jeg så en søn med en medfødt stofskiftesygdom, og i den forbindelse er jeg kommet til at snakke med en psykolog. Det har bare været så godt, og efter første konsultation hvor vi blandt andet snakkede om far, kunne jeg godt se, at jeg skulle have snakket med en psykolog for mange år siden. Mine ældre brødre som på tidspunktet var 17 og 23 år har oplevet det hele på en anden måde. Ikke mindst ham som fandt ham. De skulle have snakket med en psykolog fra starten, men sådan skulle det ikke være. Det har de dog begge gjort i forbindelse med noget andet. Håber der er mere hjælp til de efterladte i dag.
Der var ingen afskedsbrev fra min far, det kunne jeg godt have brugt. Har selvfølgelig tit stillet spørgsmålet om hvorfor ??? Men jeg er med årene blevet meget sikker på min far gjorde det pga. han var syg og han ikke kunne overskue livet og jeg er sikker på at han elskede min mor og os tre børn meget højt. Vh A. ( jeg vil gerne være anonym)