Jeg har nylig meldt mig som frivillig i KBH-området i denne fine organisation. Vil her dele nogle Langfredags-tanker, fra dagens kamp med skyggerne!
Der skete et mord!
Det var min elskede der blev myrdet. Mine fire børns far!
Hvor er bødlen??
Hvor er den skyldige? Jeg vil flå ham i 1000 stykker!!
Sindet nægter at forstå det!
Offer og bøddel, samme hjerte, samme krop, den der knuste, og den der blev knust.
Umuligt at fatte!
Det farer desperat rundt i ring, sindet, med sin vrede, desperation, sit raseri, som ikke kan finde afløb, ikke har noget at vende sig mod.
Kun eet sted byder sig til;
Vi, de efterladte, vi der har mistet, som står flået og ødelagt af sorg, vi skal også bære bødlens ansvar. Skylden. Vi som ikke klarede at redde den mistede, – fra sig selv.
Vi, som blev forkastet, føler i den yderste pine ikke anden mulighed end at forkaste os selv.
Den døde forkastede os, vores fælles liv, børn, fremtid, – og den dæmon han har kastet efter os byder os at gøre det samme; forkaste, vende livet ryggen, bøje os i støv og underkaste os skyld og soning. Fanget i dødskyggens dal.
Dommeren, den indre, er knusende, stærkere end alle verdens retssale;
Du har mistet din ret til livet, du er for evigt skyldig, skal for evigt bære den døde, dømt til skamfuld soning.
Og så, pludselig, som et mirakel, bryder lyset og kraften sig vej.
OPRØRET, med et brøl fra dybet, fra overlevelsesinstinktets anker, igennem al verdens tårehav og desperation;
NEJ!
Nej til dommen!
Nej til at lade dæmonen få det sidste ord!
Nej til den neurotiske binding til DØDEN og SKYLDEN og SKAMMEN.
JA til at ville livet. Til at ville LEVE.
PÅ TRODS.
Til at bære sin skyld og sin skam, den del der er min, og mærke, at den ikke behøver at knuse mig.
At mit liv stadig er mit liv.
At jeg ikke har fortabt retten til at leve det, fordi jeg er blevet forkastet, forladt.
Offeret – som også var bøddel – påberåber sig – med eller uden ord og vilje – rollen som den svigtede, den som ikke synes livet var værd at leve, ikke synes han fik den kærlighed han sku ha. Ikke fik nok til at ville være, i verden. Med os.
Som ikke kunne udholde sig selv.
Ikke ville bære sig selv.
Og således, med sin egen absurde logik, føler vi, de efterladte, os dømte til at slæbe og bære videre på det ubærligt tunge vrag af et forlist menneske, mens vi undskylder og forklarer og forsøger at tilgive.
For at sone.
I et umuligt forsøg på at gi den døde den kærlighed, han med sin død anklagede os for ikke at ha givet nok af.
Hvilken ultimativ magtudøvelse! Født af den dybeste afmagt og smerte.
Dommeren og Oprøreren tar runde efter runde i ringen: 2 – 0, 1 – 0, 2 – 2…, 0 – 3…
Oprøreren svækkes, blir usikker, hver gang han forstår, at det rungende NEJ til at lade sig definere af skylden, nej til at gro fast i dødsskyggens dal, også betinger at man i en vis forstand slipper den døde. Slipper drømmen om at lave fortiden om.
Står i fallitten; vi klarede ikke at elske ham rask og lykkelig!
Erkender tabet.
– Og vælger LIVET, videre, med minderne, og den sorg som er kærlighedens pris, – men uden at lade den døde skygge for de levende.
Når det bliver min tur, følger jeg efter dig.
Indtil da VÆLGER jeg livet.
VELSIGN MIG NÅR JEG VÆLGER LIVET!
———
Min far døde da jeg var 5. Han blev 37 år. En skudulykke, som måske var et selvmord. I givet fald kom det som et lyn fra en klar himmel. Det får vi aldrig opklaret. Min mor var efterladt med fire små børn, og hele min barndom blev præget af den sorg.
Hun var tapper, min mor, men kom nok aldrig rigtigt over sin sorg, fik kræft da jeg var 18 og døde da jeg var 22, – og således forældreløs.
Da jeg mødte min kommende mand, 3 år senere, var han også stadig i sorg, efter sin fars pludselige død 5 år før, en hjerneblødning.
Vi blev inderligt forbundet, også i vores fælles sorgramthed, og nåede at dele livet i 25 år, gennem megen glæde, megen turbulens og mange kriser. Vi fik 4 dejlige børn sammen.
Han tog sit eget liv d 13. januar 2021, efter flere depressive perioder i voksenlivet, og alvorlig psykisk sygdom og indlæggelser de sidste 1,5 år.
Og der stod jeg så, i et ufatteligt skæbnefællesskab med min egen mor, efterladt med fire børn i alderen 8 – 20. Og tænkte; dette kan jeg ikke klare. Det er umuligt at komme videre herfra.
Jeg kvæles af skyld og sorg.
Og dog står jeg oprejst, i dag, som jeg har gjort næsten hver dag siden, i 1 år, 3 måneder og 3 dage, nogle dage i tåger, nogle dage med lys i tunnelen, nogle dage konstant på grådens rand, ved at segne under afmagten, nogle dage med ro og forsoning i sigte.
Jeg har vandret med sorgen hele mit liv, og har også arbejdet med den professionelt, i mit virke som sanger og skuespiller. Jeg ved meget om, hvad mine børn går igennem og forsøger at støtte dem og deres sorgarbejde, som har hvert sit tempo, hver sin tid, hver sine vinkler. Fordi to menneskers sorg aldrig er ens, selvom der er fællestræk.
De ser på mig og ser, at man KAN overleve at blive forladt som barn, ser, at man ikke behøver at miste sig selv og sit fodfæste totalt, som deres far.
Og selvom det føles så ekstremt uretfærdigt, så SKAL jeg nu vise dem, at også dette kan jeg klare, overleve, komme igennem, uden at miste troen på livet og kærligheden.
Jeg har ingen forældre at læne mig mod, men heldigvis en stærk og kærlig familie og utrolig mange modige, ærlige og omsorgsfulde venner.
Selvmord – og sorg – er Gud ske lov ikke tabu, som det var da jeg voksede op i 70´erne!
Jeg har altid været et meget udadvendt, socialt og talende menneske. Efter min mands død har jeg haft et enormt behov for at være alene, i stilhed, ud i naturen, under Vor Herres store himmelhvælv, hvor jeg får den bedste hjælp! Således også i dag, ved Vemmetofte strand, hvor jeg skrev ovenstående stormfulde tanker ned i den lille bog, jeg altid har med mig, til at aflaste tankemylderet med. Det hjælper! Og det hjælper at dele med jer, som modsat de fleste andre, der ikke aner hvad vi står i – ved hvad det vil sige at være efterladt efter et selvmord.
Må forårets lys og håb nå ind i alle vores hjerter!
KH Ingeborg
15. april 2022