Vores søn Asger, tog sit eget liv den 14. Januar 2004, 21 år gammel. Forud var gået en tid, hvor han havde haft det psykisk dårligt. Vi kaldte det da en depression, og har først bagefter kunnet se, at der var tale om skizofreni. Han viste selv, hvor syg han var. Med sine sidste ord, fortæller han, at han ikke kan se anden udvej. Han havde frygtelige psykiske smerter, og var bange for at blive til et andet menneske og gøre ting, han ikke kunne stå inden for. Af frygt for at vi ville tvinge ham i behandling, har han prøvet at skjule symptomerne for os. Og vi var nemme at narre. Vores elskede og talentfulde søn kunne ikke være sindssyg!
Nu to år efter føler vi, at livet går videre, og at vi kan glæde os over vores anden søn Emil. Men vi vil aldrig komme os over savnet af Asger, sorgen, smerten og en tilbagevendende skyldfølelse over, at vi ikke kunne se, hvor dårligt han havde det. Der kommer til stadighed ”sorte dage”, og vi har set i øjnene, at sådan bliver resten af vores liv. Men vi ved også, at vi har hinanden at dele sorgen og minderne med.
De første dage efter vi havde mistet Asger, følte jeg total afmagt og søgte psykisk støtte til familien fra det offentlige. Men vi fik afslag på hjælp begrundet i at vores anden søn lige var blevet 18 år, og således ikke var mindreårig. Afslaget havde den positive effekt, at jeg blev rasende og kontaktede flere foreninger. Her fik vi uvurderlig hjælp og støtte. Gennem ”Vi har mistet et barn” fik vi kontakt til en sorggruppe. Jeg fik her mulighed for at tale med andre mødre, der også havde miste et ungt menneske. Det var godt at kunne dele sorgen med andre, der kendte til den afgrund af smerte, det er at have mistet et voksent barn. Vi har også haft trøst i kontaktet med foreningen: ”Efterladte efter selvmord”. Foreningen ”Kræftens bekæmpelse” tilbød helt ekstraordinært, at vores søn Emil kunne komme i en sorggruppe for unge. Det er en støtte, der har været en uvurderlig hjælp for ham, at kunne dele sin sorg med andre unge på deres måde og uden vores indblanding.
Jeg begyndte at arbejde 14 dage efter, at Asger var død. Lige efter det var sket, var jeg sikker på, at jeg ikke kunne arbejde mere. Men jeg kunne se på Emil, at det var det værste, jeg kunne gøre. Jeg måtte vise ham, at jeg stadigt magtede livet. Jeg arbejder som regionplanlægger i et amt, og har mange gode kollegaer, som jeg har kendt i mange år, men samtidigt også et psykisk krævende job. Forud var gået et halvt år, hvor jeg havde været angst for hvad, der kunne ske med Asger, og hvor min arbejdsevne ikke havde været i top. Jeg havde været åben om min situation og besluttede, at det ville jeg også være nu.
Jeg ville ikke komme krybende ind ad bagdøren, men fortælle hele kontoret forløbet så sandt som det kunne siges. Jeg ringede derfor til min chef, der var meget forstående, og sagde, at jeg ville komme ind på det næste kontormøde. Der var nogle på kontoret, der synes at det var noget mærkeligt og pinligt noget at gøre, men de fleste forstod det.
På kontormødet kunne jeg fortælle uden at bryde sammen i gråd, men kun fordi jeg psykisk havde forberedt mig på situationen og var vandt til at stå op og fortælle. Jeg fortalte, hvordan det var sket og læste nogle få af Asgers digte op for vise, at han havde været et stort menneske, der mente, at han ikke kunne handle anderledes. Reaktionen var meget positiv, og det betød, at alle var helt informerede om situationen inden, jeg begyndte at arbejde igen.
Min åbenhed betød, at de mange, og det var mange flere end jeg anede, der havde haft selvmord tæt inde på livet, kom hen og fortalte mig om det. Jeg var glad for, at de delte den sorg de havde med mig, og at vi sammen gjorde noget for at bryde det tabu, der kan være omkring selvmord.
De kommende mange uger og måneder var min arbejdsindsats svævende. Jeg tog det, der lå først for på computeren og bordet, og behandlede det så godt jeg kunne. Jeg havde svært ved at overskue større projekter, og tiden var et udflydende begreb for mig. Min rutine betød dog meget, og det lykkedes mig også med god hjælp fra de andre, at gennemføre nogle større ting, som for eksempel en større international konference. Flere af mine kollegaer måtte gang på gang høre på min historie og gjorde det gerne. Det blev accepteret, at jeg ikke altid arbejdede en fuld arbejdsdag, men nogle dage kom senere eller gik tidligere. I middagspausen gik jeg tit en meget lang tur.
Jeg opdagede hurtigt, at det var afgørende for mig at komme op om morgenen og komme på arbejde. På nogle af de rigtigt sorte dage kunne jeg arbejde mig ud af sorgen. Jeg brugte derfor mere og mere mit arbejde til at få nye og mere positive tanker ind i hovedet.
Hvis situationen på min arbejdsplads ikke havde været så forstående, tror jeg ikke, jeg havde kunnet fortsætte mit arbejdsliv. Hvis det havde været nu, hvor amterne bliver nedlagt, og vi skal starte på helt nye arbejdspladser, er jeg ikke sikker på, at jeg kunne magte det. Samtidig tror jeg det har været afgørende for mig at fortsætte mit professionelle virke. Mit selvværd og mit overskud til resten af familien kan meget nemt komme på nulpunktet uden en arbejdsplads at holde sig til.
Min mand startede på at arbejde en uge efter Asger var død. Han kører som taxichaffør i København. Forståelsen på hans arbejdsplads var nærmest lig nul. Det var her karakteren af hans arbejde, der hjalp ham. Han er i stor grad ”sin egen herre” og møder dagen igennem mange mennesker, der giver ham nye indtryk. Ligesom jeg har han også brugt sit arbejde til at aflede tankerne og komme videre i livet.
Jeg tror at det er meget svært at sætte regler for, hvor meget frihed man skal have efter at have mistet et barn og om det er godt eller ikke godt at starte med at arbejde umiddelbart efter.
Det afhænger af situationen i familien, om der for eksempel er små børn, der kræver særlig omsorg. Og det afhænger i høj grad af situationen på arbejdspladsen, om der er et godt menneskeligt klima og mulighed for fleksibilitet. Jeg mener, at det er vigtigt, at man kan bevare tilknytningen til arbejdspladsen. Det kan også være en god ting, at der er nedskrevne regler for, at der skal være mulighed for nedsat arbejdstid, kortere orlovsperioder og professionel støtte med psykolog, sorgterapeut eller lignende.
Kitty Sommer
Asgers mor
Ps. Dette indlæg om at starte på arbejde igen efter at have mistet et barn er oprindeligt skrevet til medlemsbladet “Isblomsten” for foreningen “Vi har misted et barn”.