Det var den 9 august 1983, var ude og være barnepige skulle værre der hele natten, så ringede telefonen, det var min mor hun græd og fortalte, at min far lige havde taget hans eget liv. Tænkte bare ok nu får vi fred, øv hvor har den tanke givet mig dårlig samvittighed mange gange siden. Men tanken opstod fordi min far havde prøvet 20 gange eller sådan noget. Jeg kom over hans selvmord men ikke med hjælp fra proffesionelle, det var ligesom ikke noget, der blev praktiseret den gang.
Blev gift og fik børn, levede et liv med vold og havde det ikke godt, men havde talt med min mand om hvor hårdt det var, at have en far der begik selvmord.
Manden og jeg levede sammen i mange år, men så i februar 2001, havde jeg fået nok, ville væk fra ham og tog da også skridtet, i påsken tog jeg ned til min søster. En besked fra min mand kom ind på min og min søns telefon, heldigvis sov min store dreng, hvor der stod han ville tage sit eget liv hvis ikke jeg kom tilbage, min søster og jeg pjattede med at det kunne han ikke finde på, men fik da ringet efter hans søster så de kunne tage over til ham, og ganske rigtig fandt de ham, livløs, men han blev reddet, netop fordi han havde sendt den besked til mig, og jeg tog den en smule alvorlig.
Næsten 20 år efter min fars død prøvede min mand så og alle de følelser jeg ikke havde dengang kom op i mig her 20 år efter, de havde lagt i hi og der skulle et nyt selvmord forsøg til, for at vække dem igen.
Modet til, at forlade min mand var væk og jeg tog ham tilbage for, at holde liv i ham og for mine børn ikke skulle leve uden en far, ja af alle de forkerte grunde tog jeg ham tilbage igen. Hele den sommer var jeg langt nede men fik så for første gang i mit liv lidt hjælp, til at komme ovenpå igen.
I et år levede jeg så med manden og volden igen, i april 2002 blev min ældste søn konfirmeret, og lige efter tog jeg så og flyttede i egen lejlighed med mine børn.
Det hele startede igen, men denne gang var jeg hård og valgte at holde ved min beslutning. Hele sommeren i år 2002 truede han med selvmord og brød ind i min lejlighed, men jeg var hård ville ikke mere, tror han havde indset, at nu var det sådan og det blev ikke anderledes for vi havde ikke kontakt med hinanden, kun når det havde noget at gøre med børnene, og det hele gik fint. Jeg slappede af for han truede ikke længer med, at tage hans eget liv, endelig havde jeg ro i mit liv.
Så kom dagen hvor han fandt ud af jeg havde en anden det var d 21/11.2002.
Den dag forandrede alt i mine børns liv. Deres far begik selvmord.
Det var tirsdag aften, mine børn skulle komme hjem efter 5 dage sammen med deres far. Han havde i de 5 dage de var hos ham fundet ud af jeg havde en ny mand, og der startede der mange ting først truede han med de ikke kom hjem, men kl. 20 kom de og jeg slappede lidt af. Men de var knap nået ind af døren før alle telefon opringningerne startede, han truede med, at slå mig ihjel, fik optaget det på bånd og kørte samme aften til politiet med det, men der var han død hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt.
Onsdag formiddag var jeg nede hos en veninde som havde taget drengene aften før så de ikke hørte og så alle de ting deres far gjorde og sagde. Politiet ringede til min mor for, at få mit mobil nummer og de ringede og spurgte om jeg var hjemme om en halv time, og jeg tog hjem.
Der kom en betjent og fortalte, at han var død, og så kom den tanke igen jeg har fred nu.
Fik fortalt de 2 drenge der boede hjemme, den store gik på ungdoms skole, at deres far var død. Den store kørte jeg ned efter og fik ham det fortalt også, og det tog meget hårdt på ham, da de have været uvenner sidste gang han så hans far. De næste måneder gik med, at hjælpe mine dreng ovenpå igen, de havde det hårdt, og min tid ville jo komme, så med tiden kunne jeg få hjælp til de tanker jeg havde haft. Jeg var meget sur på deres far fordi han havde valgt, at forlade hans børn, men samtidig lettet på min egne vegne. Den tanke tog hårdt på mig for jeg følte jeg svigtede mine drenge.
Der gik et år og mine børn var startet i sorg gruppe og de fik arbejdet med deres sorg, og jeg ved at den hjælp jeg gav dem var stor, havde jo selv prøvet det de gik igennem, men at jeg glemte min egen sorg var ikke godt, for jeg havde mange ting med i bagagen, og den skulle ud, men den blev inde i mit hoved.
Den kom først ud 3 år efter hvor jeg var ved, at knække helt, der kom jeg til psykolog og for første gang var alle de grimme tanker jeg havde haft ok og samtidig kunne jeg være ked af det uden at såre andre mennesker med savnet af at min børn havde en far, og kunne tale grimt om ham uden at såre.
Vil lige til slut fortælle mine drenge har et godt liv i dag 2 af dem læser og den ene er lige blevet færdig. Den lille bor hjemme hos mig og har det svært engang imellem men det er mere tanken om at glemme ham og han går i sorg gruppe. At de har det godt i dag er min fortjeneste siger min psykolog og jeg tror hun har ret. De savner deres far ved mange højtider, men de klare sig og har et godt liv.
Tanken med min fortælling er, at alle tanker er ok og alle følelser er ok, og at et menneske vælger, at forlade jorden kan aldrig blive andres skyld, de tager et valg og de har retten til, at bestemme over deres eget liv. En skyldfølelse over man ikke var der eller man ikke gjorde noget kan ikke bruges til noget for et menneske der tager sit eget liv er sygt eller så kan det menneske bare ikke overskue deres eget liv mere, og alle mennesker har ret til at bestemme over sit eget liv, selvom det ikke altid er fair over for dem der bliver efterladt.
Kærlig hilsen, Dorthe Holm