I tirsdags d. 07-10-08 fik jeg den sørgelige besked fra min mor at Henrik, min storebror på 33 år, havde valgt at tage sit eget liv, han tog en stor dosis piller, og da mine forældre fandt ham var der ikke mere at stille op, vi fik at vide at han havde været død i 6-8 timer da De fandt ham.
Egentlig kommer det ikke som et stort chok for mig, for han har prøvet at gøre det før, første gang var den 29 Oktober 2006, hvor han prøvede at”gasse” sig i hans bil, på en resteplads. Han var sådan set død, da ambulancen fandt ham, men det lykedes dem at få ham tilbage til livet med de der stødpuder som man har set i flere film.
Den efterfølgende tid var meget hård at komme igennem, han var indlagt på en lukket psykriatisk afdeling, jeg prøvede at være der for ham, besøgte ham hver dag, og gjorde hvad jeg kunne for at give ham “livsgnisten” tilbage. Det var en tid med mange op og nedture, men jeg var lykkelig for at han havde fået en chance til, selvom jeg ikke var overbevist om at det virkelig var det han ønskede.
Det næste år gik med, at han var indlagt med jævne mellemrum, og han fik hjælp igennem terapi grupper, og Psykiaterhjælp. Min familie og mig håbede sådan på, at der ville være noget medicin der kunne lindre på hans svære depression, men det var som om hans sind ikke rigtig kunne løftes.
Han fandt sig en kærste inde på afdelingen hvor han gik, hun var også syg, hun led af Borderline. Men hun var istand til at gøre noget ved ham, så han begyndte at tro på livet igen. Månederne gik og en dag var de blevet uvenner og gik fra hinanden, det udløste så et nyt selvmordsforsøg, hvor han prøvede med at tage alt sin medicin på en gang, men det var ikke nok, så da min mor fandt ham hjemme i hans hus, var han stadigvæk i live. Men det gjorde at den svære tid startede forfra, og mig og min familie havde en angst for, hvordan fremtiden skulle se ud. Hans indre smerte forfulgte ham sammen med skammen over at det nu var anden gang det var mislykkedes for ham.
Han begyndte at se sin ekskærste igen, og det ende med de fandt sammen igen. Der gik ikke længe før de besluttede at flytte sammen. Og for første gang i lang tid begyndte jeg at tro på en lykkelig fremtid for ham, selvom jeg også vidste depressionen stadigvæk fyldte meget for ham.
For nogle måneder siden blev de gift, og vi fejrede dagen. Det var en super god dag for min bror, hans kone og resten af min familie. Jeg begyndte at give slip på den angst som jeg havde båret rundt på de sidste mange år.
Men sygdommen tog til, både for ham og hans kone. Og det endte desværre på en tragisk måde i tirsdags.
Nu sidder jeg så her tilbage og skal til at bearbejde en masse følelser, ved ikke hvordan det vil gå. Men jeg ved at jeg skal begrave min bror imorgen.
Torben
[email protected]