Det var en dag i maj, 1984. Det år vil altid forblive indprintet i min hukommelse. Jeg var tre år gammel. Mine forældre var blevet separeret ca. et år forinden, og min bror og jeg boede mest hos min mor i hendes lejlighed i en forstad til København, men vi så stadig min far jævnligt, han var flyttet tilbage til sine forældre midlertidigt, der boede i samme by, og der var stadig en god omgangstone imellem mine dem.
Dagen vi aldrig blev hentet. Vi var i børnehave, men blev ikke hentet til tiden, min mor skulle have hentet os tidligt, men kom ikke, og i stedet kom vores onkel, som vi ikke var decideret tæt knyttet til, og som aldrig før havde hentet os, et stykke tid efter børnehaven var lukket, ifølge min brors beretning. Han var 6 år.
Vi kom hjem til vores farmor og farfar der boede i nærheden, og jeg husker at vi sad og legede med biler på vores ”bil gulvtæppe”, da den tunge egetræsdør i entreen hos min farmor og farfar gik op, og vores far trådte ind ad døren. Han havde tårer i øjnene. Vi sad inde i pejsestuen, i de bordeaux sofaer, og min far sagde: ”Jeres mor er død”.
Husker ikke, om der blev talt om dødsårsagen på dette tidspunkt, men jeg fik af vide, hun var død af meget høj feber (hvorimod min bror troede hun var faldet ud af et vindue i mange år ). Jeg husker, at jeg stod ude i entreen og kiggede på mig selv i spejlet, og sagde til min far, at det hele nok skulle gå, at vi nok skulle klare det sammen. Jeg kan huske minutiøse detaljer, som tåren i min farmors øjenkrog og hendes kridhvide ansigt, lysekronen i loftet, en buket endnu uåbnede grene, der stod med små bløde knopper ude i entreen, mit eget spejlbillede i spejlet. Så husker jeg ikke mere fra den dag, men er blevet fortalt at de sendte os på koloni med børnehaven tre dage efter med vores nyindkøbte soveposer under armen. Jeg ved ikke om det var i den periode bisættelsen fandt sted, det hele blev forbigået i tavshed, og vi blev ikke spurgt om vi ville med, det blev besluttet for os. Ceremonien fandt sted på Gladsaxe kirkegård.
Det der skete den dag…, den dag i maj, en dag hvor solen sikkert har skinnet, og foråret været lige på trapperne. Hun tog et glas sovepiller og lod lige så stille livet rinde ud. Jeg tror min mormor fandt hende, hun ringede straks til min far, og han kom over i lejligheden, og de fandt hende på sengen, kun iført trusser.
Jeg tør ikke tænke på, hvad det har gjort ved dem at finde hende. Tror ikke det er billeder man nogensinde kan få ud af hovedet. Jeg husker kun at have været tilbage i lejligheden een gang efter, husker kun opgangen, på vej op af trapperne til lejligheden, jeg siger til min far, at hun godt kunne have sagt farvel.
Som sagt, fik vi ikke sandheden om hendes død at vide indtil mange år senere, jeg var næsten 12, min bror 14, da min far og hans kæreste, endelig satte sig ned med os og fik taget hul på den tunge sandhed. Det var ligesom at føle et dobbelt svigt, både fra hende, og fra mine nærmeste, som havde løjet for os i alle de år. Tænk, at hun selv havde valgt det! Jeg havde gået og bebrejdet livet, at det havde taget hende fra os, men hun havde selv valgt livet fra. Mit 12. år erindrer jeg næsten ikke. Med al denne tavshed er det nok ikke så overraskende, at der aldrig blev talt om det i skolen, de andre børn i klassen vidste, at min mor var død, men fordi min far havde fundet en ny kæreste, som var som en mor for os, gav vi det der kernefamilieindtryk stadigvæk, og jeg var velfungerende, dygtig og social, så der var aldrig rigtig nogen, der berørte emnet, selvom jeg må gå ud fra, mine lærere må have vidst besked.
Ikke een gang i løbet af alle de år har en pædagog elle lærer sat sig ned med mig, og spurgt ind til det, heller ikke i tiden efter vi fik at vide, hvordan hun var død, som var som at genopleve det hele igen, og det glansbillede jeg havde skabt af min mor i mine drømme, krakelerede fuldstændigt. Jeg husker mit 12 år gennem et slør af tårer. Men jeg var frygtelig god til at lade som om, og netop ved at være velfungerende og social fjernede jeg fokus fra alt kaoset indeni, og jeg ønskede ikke, at nogle skulle se, at glansbilledet måske ikke var så perfekt, som det så ud på overfladen. Jeg betroede mig dog til mine to bedste veninder, og børn er ikke så konfliktsky som voksne, så har heldigvis fået sat ord på noget af det den gang.
Min stedmor tog mig med til en frygtelig psykolog, der sad og prøvede at placere skylden for, hvorfor det var sket hos min mormor og morfar, og det var en virkelig chokerende og ubehagelig oplevelse, og jeg ville ikke til psykolog igen herefter, og kom ud derfra stortudende.
I løbet af de sene teenage år og tidlige voksenår fik vi talt en del igennem, både med min mormor og morfar, og sammen, min bror og far og jeg, og jeg følte, at jeg fik bearbejdet meget af det. Men så skete der nogle traumatiske ting da jeg var 20, bl.a. blev en nær veninde dræbt i trafikken, og mine forældre blev skilt. Som voksen kan jeg se, at min mors selvmord stadig påvirker mig på mange måder, selvom jeg prøver at nedkæmpe det, så det ikke får lov til at fylde. Der er trods alt gået så mange år, og jeg har jo aldrig rigig kendt hende… Men det er et omsorgssvigt, og det at det så samtidig også er blevet tabuiseret så meget… at vi f.eks. første gang besøgte hendes grav med min far, da jeg var 12 år gammel.
Det fylder stadig, og det har taget mig lang tid overhovedet at erkende det overfor mig selv, fordi jeg med næb og kløer holder fast i at være stærk, ikke at være et offer. Men det er okay at være ked af det, og tror jeg bliver nødt til at kigge på nogle ting, for det blev jo aldrig rigtig bearbejdet dengang, og det er blevet genoplivet ad flere omgange. Jeg bebrejder ikke mine omgivelser noget, men prøver at forstå at de handlede af kærlighed, fordi de ville beskytte os. Men derfor føler jeg mig stadig svigtet. Jeg har tilgivet min mor, men føler mig stadig svigtet over, at hun kunne fravælge livet, og dermed os. Det er en hård måde at komme til verden på, og selvom jeg endnu ikke selv har børn, så forestiller jeg mig at det en nærmest biologisk trang at mødre i naturen stiller deres børn højere end dem selv, og kan simpelthen ikke forstå hvordan hun kan gøre det. Men det er fordi jeg ikke har et afsindigt sind, et sind som een der er så langt ude, at det er den eneste udvej man kan se, måske et deprimeret eller sygt sind, men ikke et ondt sind, stadig lattermild og elskværdig og karismatisk, som jeg husker hende.
Forfatteren ønsker at være anonym men Landsforeningen kender hendes identitet.