
Hej alle sammen,
Jeg hedder Emilie Stein og er journalist på avisen Politiken. Vi er i gang med at skrive en stor artikelserie om selvmordsforebyggelse og efterladte efter selvmord. En af artiklerne skal handle om, at mænd i 60’erne og 70’erne er dem, der oftest mister livet til selvmord. Forskning viser, at det nogle gange skyldes, at de har haft svært ved at gå på pension, eller har haft svært ved at tale om deres følelser. Andre har været ensomme eller ude af stand til at række ud efter hjælp. Det kan også være, at det har været svært for dem at blive ældre og fysisk svækkede, hvis de var vant til at klare alting selv.
Jeg leder efter et efterladt barn eller en ægtefælle til en mand, der passer på noget af ovenstående. Det behøver ikke være det hele. Men det skal være en, der har mod på at fortælle deres mand eller fars historie i håbet om at det kan hjælpe nogen andre. Med artiklen ønsker jeg at sætte fokus på den gruppe af mænd som ofte bliver overset, når man taler om selvmordsforebyggelse.
Hvis det er noget, du har lyst til at deltage i eller høre mere om, kan du ringe på 22118990 eller skrive en mail på [email protected].
Mange hilsner, journalist Emilie Stein
Politiken