Trygfonden har bevilget penge til ungeindsats

 

 

Trygfonden har bevilget penge til Landsforeningen for efterladte efter selvmords ungeindsats

 

193.600 kroner. Så stort er beløbet, som Trygfonden har doneret til Landsforeningen for efterladte efter selvmord. Pengene skal bruges til fire forløb for unge efterladte efter selvmord i alderen 16-25 år i København, Odense, Aarhus og Aalborg.

 

Projektet handler om at give hjælp til unge efterladte i form af et fællesskab med andre unge, der har mistet, og at give dem viden om naturlige reaktioner og følelser i forbindelse med tab ved selvmord.

 

Konkret tilbyder foreningen fire forløb á fire søndage i de fire byer, hvor der medvirker en professionel rådgiver og en eller flere unge, som fortæller deres historie om at være efterladte efter selvmord. Det professionelle oplæg skal give de unge efterladte viden om, hvilke følelser og reaktioner, der ofte opleves i forbindelse med selvmord. Med udgangspunkt i oplægget vil der være tid til samtale/spørgsmål og eventuelt gruppearbejde.

 

Arrangementerne afholdes søndage i tidsrummet 10.30 – 15.30, i frivillighuse eller lignende i de fire byer. De fire gange er tænkt som et samlet forløb for de unge, dog er det muligt at være med nogle af gangene. Søndagene organiseres af frivillige som selv har mistet til selvmord. De sørger for, at det er trygt og hyggeligt miljø, og der er en passende forplejning.

 

Formand for landsforeningen Ellen Bæk fortæller om baggrunden for tiltaget:

For unge efterladte kan det være meget ensomt at miste pårørende ved selvmord. Det er ofte første gang, de oplever dødsfald, og de har sjældent et netværk af jævnaldrende, som har oplevet noget sammenligneligt. Derfor prøver vi med dette tiltag at samle unge, som både får hjælp til at sætte ord på deres følelser og får mulighed for at danne relationer til hinanden.

 

Ellen Bæk fortæller videre:

Som frivillig forening, hvor alle aktiviteter drives af frivillige kræfter, er vi helt afhængige af støtte og donationer. Derfor er vi meget taknemmelige for Trygfondens opbakning til projektet. Vi ser frem til at kunne gøre en forskel for de unge efterladte og vil løbende følge aktiviteten i de fire byer.

 

Om foreningen og projektet

Landsforeningen for efterladte efter selvmord er en forening, der er 100 procent drevet af frivillige kræfter.

 

Det er foreningens mål med ungeprojektet:

  • At deltagerne oplever at kunne åbne for egne svære følelser og dele egne og andres erfaringer om selvmord.
  • At deltagerne får viden, som giver dem indsigt i og forståelse for egne reaktioner.
  • At deltagerne oplever sig selv som en del af et fællesskab og tager hjem med en følelse af at have fået hjælp til at mestre og tage ansvar for egen heling.
  • At de unge skaber netværk som rækker ud over mødet med andre efterladte på temasøndagene

 

Information om tidspunkter og tilmelding i de enkelte byer vil blive delt på efterladte.dk

 

Kontakt ved yderligere spørgsmål:

Formand for Landsforeningen for efterladte efter selvmord

Ellen Bæk, [email protected], telefon +45 2423 4475