Julen er hjerternes tid, men… en beretning fra Maiken

Julen er hjerternes tid, men et hjerte kan gå i stykker, selvom det er jul.

 

Nu nærmer vi os juleaften og det er en dag som de fleste jo ser frem til. Det er ikke kun børn der ser frem til den, i min familie har vi i hvert fald altid glædet os til den aften. Men i år bliver det nok lidt anderledes, da vi sidste år den 26. december oplevede det værste der kan ske for en familie. Julen endte brat, da vi fik at vide at min far ikke var blandt os længere.

 

 

Min far havde i mange år haft et alkoholproblem og havde det oveni ikke psykisk godt. De senere år fik han flere og flere op og nedture og derfor synes han det hjalp at tage en øl eller andet der indeholdt alkohol. Hele min familie har altid holdt utrolig meget af ham. Han var den søde, smilende og imødekommende mand og far, når han havde det godt. Ja, overfor alle var han en rigtig god ven, kollega, nabo, bekendt og ville hjælpe alle dem han kunne. Sådan husker alle ham også efter hans død. Derfor var det svært, at forstå at han kunne skjulte alt det han gjorde. Men han havde lært at sætte en facade på, der dækkede over det mørke og triste i hans sind.

 

 

Det største ønske han havde, var at blive den gode “gamle” far og mand igen. Vi vidste alle at han dukkede op engang imellem, men til sidste så vi mest den far der fik os til at græde og skuffe os gang på gang. Det blik han så i vores øjne blev sikkert for meget for ham til sidst. Han kæmpede og kæmpede for at få styr på sit liv igen. I sommeren 2006 havde mine forældre sølvbryllup og der var et af tegnene på at han virkelig kæmpede.

 

 

Han rejste sig op og fortalte om en familie, der havde haft et rigtig godt liv, men som de senere år havde fået nogle problemer. Bl.a. var faderen begyndt at drikke lidt mere end normalt var, men han havde besluttet, at komme på antabus. Da han havde fortalt historien rejste han sig op og sang en sang for min mor. Den tale og den sang glemmer jeg aldrig, vi græd og græd og græd og der var ikke et øje tørt i salen. Det viste virkelig at han holdt af os og ville gøre alt for, at gøre det godt igen. Jeg havde så meget respekt for ham derefter og vi var alle sikre på, at det ville komme til at gå godt igen. Nu var det hele fortalt og vi behøvede ikke gå og holde på noget som vi inderst inde havde haft lyst til at fortælle om længe. Desværre gik der ikke længe før han ikke kunne holde det han sagde.

 

 

December måned 2007 havde været næsten som den plejede dog havde der været nogle dage som ikke var helt som ikke var sjove at komme igennem. Vi har en tradition om at se et juleoptog i den by hvor min mormor bor. Det startede meget godt, men så mente min far han skulle have gløgg og at der ikke skete noget ved at tage lidt. Vi andre sagde nej da alkohol og antabus ikke skal blandes sammen. Men han gjorde det og blev rød i hovedet og vidste godt at den var gal. Det jeg husker allermest var at jeg den dag ikke kunne holde det i mig mere. Da vi kom hjem, fortalte jeg ham at jeg ikke ville have børn, giftes eller noget andet hvis han ikke ændrede sig. Han ville jo ødelægge alt, hvis det her blev ved. Ja både min mor, lillebror og søster havde sagt nogle ting til ham. Mine forældre nåede også at begynde til psykolog, men det var lige som om at han ikke ville hjælpes og som om man heller ikke kunne hjælpe ham.

 

 

Derfor tog han en drastisk beslutning den 26. december 2007. Vi havde holdt juleaften sammen med min mormor, farmor og farfar og havde stort set haft en god aften. Dog holdt han ikke, hvad han havde lovet, nemlig at holde sig fra alkohol. Han præsterede endda at hælde et glas rødvin ned for øjnene af min bror og jeg. Så kom den 25. december, hvor hele familien traditionens tro er samlet hos min farmor og farfar. Den dag var han slet ikke sig selv. Jeg sad lige overfor ham og kunne se på ham at han havde det dårligt. For det første havde vi aldrig set ham så rød i hovedet, han sad og var ved at falde i søvn flere gange og han snakkede stort set ikke til nogen. Han plejer altid at sidde ved hans brødre og snakke og hygge den dag. Men sådan var det ikke. Vi var dog alle ude og få noget frisk luft på et tidspunkt og da var det som om han livede op igen og begyndte at snakke til de andre. Bl.a. om at ham og den ene bror skulle ud og se på hus en af juledagene. Da vi skulle hjem sagde han til min farmor mens mange stod omkring, at hun var så flot juleaften og så gav han hende et knus. Jeg kan huske min bror og jeg undrede os, men tænkte ikke videre over det. Men der havde nok lagt en masse bag det.

 

 

Den sidste gang jeg så min far var den 25. december hos farmor og farfar. Da vi skulle hjem gav han mig et knus og sagde at jeg måtte have det godt. Man skulle tro at han vidste at han ikke ville se mig igen. Men der var mange tvivl om, hvad hans beslutning var. Om han ville gøre det eller om han havde haft det i hovedet som en slags flugtvej ud af tankerne. Noget der godt kan tyde på han havde besluttet sig var hans arbejdsbord på hans arbejde, som vi senere har fået fortalt, var så ryddeligt og alt der skulle gøres var gjort. Det var som om han havde sagt farvel til sit arbejde den sidste dag inden juleferien. Men han havde købt ind til nytårsaften da mine forældre skulle holde det for nogle venner og han havde aftalt med min kæreste at de skulle kigge på computeren imellem jul og nytår.

 

 

Det kan vi spekulere længe over og det gør vi stadig. Men vi brød vores hoveder endnu mere over den måde min far sagde farvel på. Det meste af den 26. december havde han sovet. Dog var han stået op og sagt farvel til min mormor som min mor skulle køre hjem. Han havde sagt, at nu ville han stå op, men da min mor kom hjem lå han i stuen på sofaen. De snakkede sammen og mor fortalte, at det her ikke kunne gå længere, hvilket hun jo havde sagt længe. Men nu snakkede hun om et ophold et sted for alkoholikere. Hun kan huske han bare sagde ja og at han godt vidste det ikke gik det her. Men med et tomt blik i ansigtet.

 

 

Ved 17.30 tiden bliver jeg ringet op af min søster som siger at vi skal skynde os at komme hjem. Vi skynder os af sted og jeg når at tænke at min far ligger i sengen og er meget syg eller at han sidder i køkkenet og vil fortælle, at han omsider har besluttet sig for at gøre noget ved det her. Det jeg fik at vide da jeg kom ind ad døren havde jeg ikke i min vildeste fantasi ikke turde tænke. Politiet havde ringet på døren hos min mor ved 18.00 tiden og spurgt om vi havde den og den bil og om det kunne passe at hendes mand havde kørt i den. Det kunne det godt, da han havde sagt at han ville køre en tur op i vores sommerhus. Politiet fortalte, at bilen holdt på en rasteplads ved en skov. Min mor forstod ingenting og tænkte hvad han lavede i en skov. Desværre måtte politiet meddele at han ikke gik rundt i en skov, men var brændt inde i bilen. Han havde sat ild til bilen og var brændt til ukendelighed da beredskabsstyrelsen nåede frem.

 

 

Der gik næsten 2 døgn før vi fik endelig svar om at det var ham, der var jo intet bevis på at det var ham. Den første nat kan jeg huske at jeg bedte så mange gange om at det ikke var ham, men en der havde taget bilen og den så var gået i brand ved et uheld. Men jeg blev alligevel ved med at tænke hvorfor min far så ikke snart kom hjem igen. Men det gjorde han ikke.

 

 

Jeg kunne blive ved at fortælle, men vil runde den af nu med noget godt. Da han blev begravet var kirken så fyldt som aldrig før, det viste bare hvor meget og hvor mange der holdt af ham. Det har vi tit tænkt siden, vidste han slet ikke hvor mange han havde kær? Blomsterne der kom ud på hans gravsted holdt i næsten 3 uger. Min farmor sagde, at hun aldrig havde oplevet det før. Det var så flot med rim på alle de mange blomster. Nu er der snart gået 1 år og selvom det har været med op og nedture så er vi alligevel kommet igennem det sammen. Jeg vil ikke ønske for min værste fjende at skulle opleve det vi har været igennem. Det har sat et dybt sår i vores hjerter og for resten af livet vil vi gå med den sorg i os. Derfor er det så vigtigt at man er åben om sig selv og sine tanker. Selvmord skal ikke være et tabu og jeg håber at jeg en dag kan blive så stærk, at jeg kan gå ud og holde foredrag om vores oplevelse. Et håb kunne være at man kunne ændre den tanke at selvmord er den sidste udvej hos nogen. Desværre er der bare flere og flere der vælger den løsning i livet, men så længe os der står tilbage fortier det der er sket, så kommer det ikke frem hvor forfærdentlig en følelse og oplevelse det er at være efterladt efter selvmord.

 

 

Jeg vil meget gerne høre fra andre efterladte, især andre der er på ca. min alder (jeg er 25 år) eller andre der har oplevet noget lignende. Men ALLE os der har mistet på denne måde har noget tilfælles, nemlig at vi aldrig vil få en forklaring på, hvorfor det gik som det gjorde.

 

 
Skrevet af Maiken

E-mail: [email protected]