Jeg sidder inde med så meget sorg, vrede, fortvivlelse og måske en smugle lettelse, selvom jeg egentligt ikke burde føle sådan, det hele sidder inde i mit indre som en skarp kantet sten der skærer, hver gang jeg tænker på ham. Med tiden kan det ske den skarpe sten bliver slebet rund, og alt bliver nemmere. Men ligne nu er det svært at se at alt skal ende godt.
Jeg mistede min far for snart 7 måneder siden. 7 måneder der er gået alt for hurtigt. Jeg hader tiden og det den får folk til at glemme. Folk glemmer at jeg ikke har en far at tage hjem til, de glemmer at min verden er forandret og aldrig blir den samme. De glemmer at jeg er blevet efterladt, efterladt af min far.
Det føles som om ingen gider lytte, når jeg nævner min far, bliver alle stille. Jeg ved hvad de alle tænker, men ville ønske de sagde noget i stedet for. Det får mig til at føle mig endnu mere alene.
Jeg er nød til at fortælle min og min fars historie. Folk skal vide sandheden, og ikke dømme ham ud fra en handling han valgte. Derfor er min og min fars historie her. Nogen skal vide at jeg elskede ham, for får aldrig at vide om han vidste det.
Min far har lige siden sine forældre, mine bedsteforældre, døde i 2001 haft en depression der lige så stille er, kommer snigende. Min far har altid haft det svært ved at åbne sig over for folk og tale om sine følelser. Det har nok været en stor del af grunden til at sorgen lige så stille har fyldt hans sind og blevet til en depression. Med depressionen kom alkoholen, min far har altid nydt en øl, nogen gange har det taget overhånd, men direkte afhængig var han ikke. Men da depressionen kom brugte min far alkoholen til at få hverdagen til at fungere. Min far har aldrig haft abstinenser så hans afhængighed var kun psykisk. Han har eller aldrig været voldelig over for hverken os tre børn eller min mor.
Min far blev første gang indlagt i julen 2006, hvorefter han kom på et behandlings sted kaldet Døgnhuset. Efter et par måneder begyndte alt at gå bedre, og vi troede at min far lige så stille var ved at blive rask. Desværre var min far så god til at lade som om at han var rask, at vi først i juli 2007 fandt ud af at det ikke blev bedre med min far.
Sidst i sommerferien sidste år tog min far i byen en torsdag aften, hvor han brugte 2000 kr. Derudover har han formået at finde ned i båden sidst på natten uden selv at vide hvordan. Derefter bad min mor han om at tage en nat ned i båden, så vi kunne få lidt ro på det hele derhjemme. Desværre udviklede det sig til en nat, hvor vi ikke vidste om han var levende eller død. Han sejlede ud alene, kun med hans GPS til at dirigere ham i mørket, uden redningsvest og med alkohol i kroppen.
Efter denne nat blev min far indlagt på Døgnhuset for anden gang. Igen blev han udskrevet og igen gik vi alle og håbede at han lige så stille blev rask igen. Efter denne periode var jeg et par måneder på skolehjemmet, for at komme lidt væk fra det hele om og koncentrere mig om skolen.
Da jeg i starten af december flyttede hjem igen, fik jeg at vide at huset skulle sælges og at min mor og far skulle flytte fra hinanden. Det var utrolig hårdt for der gik hele den familie, som vi havde kæmpet for i opløsning.
Julen kom og var hurtigt forbi igen, og selvom min mor og far nu var flyttet fra hinanden håbede vi stadig på at far blev rask. Desværre fik min far det hverken dårligere eller bedre, så i slutningen af februar måned lovede han igen at begynde at tage antabus, som de andre gange han havde været indlagt. Men som de andre gange fik der ikke andet en et par måneder før han begyndte at drikke igen. Dette var sket de andre gange, så derfor tog jeg den beslutningen at tage afstand fra den far der drak, og rak en hjælpende hånd ud til den far jeg er sikker på at der var derinde et sted. I håb om at han ville se, hvordan det måske ville blive i fremtiden, hvis han ikke gik i behandling.
Desværre sneg min far sig lige så stille uden om når jeg prøvede at snakke alvorligt med ham, og det blev hver gang kun dumme beskyldende sms’er der fløj frem og tilbage. Jeg så og snakkede ikke ordentlig med min far i 3 måneder. 3 måneder som jeg nu fortryder så uendelig meget at jeg ikke tilbragte med ham.
Sidste gang jeg så min far i live, var lørdag d. 7. juni, hvor jeg besøgte ham på vores båd under. Han så så glad ud siddende der i sin elskede båd, og det er sådan jeg ønsker at huske ham. Jeg ved herefter fra min fars veninde der var i båden den dag, at der faldt en sten fra hans hjerte. ‘Hun fortalte at han snakkede meget om mig og at han virkelig havde savnet mig. Han havde tit tænkt at besøge mig på vej ud mod hende, men bare ikke turde. Jeg havde måske eller ikke lukket ham ind, og det piner mig. Hun fortalte også hvor stolt han var af mig og hvor glad han var for at jeg havde fundet en kæreste der tydeligvis holdt af mig.
Torsdag d. 12. juni 08 var den så gal igen, jeg modtog beskeden ” Undskyld, jeg kan ikke mere, men jeg elsker jer” fra ham, som vi reagerede på. Min mor tog ud at snakke med ham, og det endte med at hun fik ham i seng. Næste morgen gik min far frivilligt med til at blive indlagt igen. Men allerede lørdag eftermiddag blev han sendt til Døgnhus. En beslutning jeg mener, var forkert, mener ikke man kan udskrive en mand der truer med selvmord så tidligt. Men det er en af disse ting vi nok aldrig for svar på.
Min far kom tilbage på Døgnhuset, hvor han selv kunne udskrive sig fra og lave aftaler med personalet. Søndag aften sejler han ud på fjorden, og her frygter vi at det samme som forrige e år, men heldigvis vender ham tilbage til havnen til aftalt tid.
Derefter laver min mor en aftale med Døgnhuset om at vi har brug for lidt ro i den kommende uge, da begge vi piger har eksamener der skulle overstås, samt af hensyn til min lillebror. Min far overholder dog ikke denne aftale og ringer og skriver til os, og det var svært ikke at svare på dem. Men endnu sværere er det at kigge tilbage nu og spørge sig selv om det var det rigtige at gøre.
Onsdag d. 18. juni 08 tager jeg op på min skole til eksamensudtrækning. Her Trækker jeg drømme emnet, og har en dejlig formiddag med mine klassekamerater oppe på skolen. Jeg kommer hjem og formiddagen bruger jeg på at forberede mig på eksamen dagen efter. Hen på aftenen ringer telefonen, som jeg tager. Det er min far. Han spørg efter min mor, men jeg må fortælle ham at hun ikke er hjemme. Der opstod en kort pause, hvorefter han siger farvel og ligger på. Dette er sidste gang jeg snakker med min far. Jeg fortryder at jeg ikke sagde noget til ham. Jeg skulle have fortalt at jeg elskede ham og at jeg havde været glad for at se ham på båden. Men det er så nemt her bagefter at finde alle sine fejl og bude jeg havde gjort sådan eller sådan.
Efter at jeg snakkede med min far, ringede jeg til min mor og fortale at han åbenbart ledte efter hende. Det næste jeg får at vide er at han har taget sit eget liv.
I mellemtiden har min mor haft ringet til far. Min far sidder hjemme i vores hus på trappen. Han græder og mor ved et eller andet sted godt at han har taget beslutningen. Men alligevel fortæller min mor at han har tre vidunderlige børn, der elsker ham højt. Han græder og fortæller at han har forsøgt at hænge sig i skoven, og nu sad på trappen. Det sidste han siger, er at han ikke kan mere. Fra min far ligger røret på og min onkel finder ham, er det kun min far der ved hvad der er sket, men han har sikkert sprunget kort tid efter han har snakket med min mor, for da min onkel kom, var det for sent. Jeg takker min onkel for at have været så stærk at have gået ind til min far, så min mor ikke behøvede da de havde en ide om hvilket syn der ville møde dem. Min Far hængte sig i det gelænder lige ved trappen op til mit værelse. Min far har ikke lidt, ide han brækkede nakken da han faldt.
Efter min onkel kom, ringede de 112 og Politi og ambulance var hurtigt hos dem. De fik skåret min far ned og forsøgt at genoplive ham, desværre uden held.
Sådan gik det til at jeg mistede min elskede far. Mit farvel til ham foregik fredag, hvor vi var oppe i kapellet og se ham ligge i den kiste vi havde fundet til ham torsdag. Han så så fredfyldt ud, med et ligge skævt smil på læben, og et plaster på det venstre øjenbryn. Et sår han havde fået da falckredderne skar ham ned. Måske var dette den eneste måde han kunne få fred på, for han har været så meget mere syg, end nogen vidste. Han var været så utrolig dygtig til at bilde folk ind at han nød livet, og at han ingen bekymringer havde. I fars kiste lagde vi hver en rød rose, min søster og jeg havde hver skrevet et brev til far. Jeg valgte at læse mit brev op for min familie, men særligt for min far. Det var utrolig hårdt at komme igennem, men det gav en ro der gav mig styrken til at give ham det sidste kys på kinden og det sidste klap på hovedet inden jeg forlod ham. Et farvel som jeg ikke er et sekund er i tvivl om var den rette måde at sige farvel til min far på.
Jeg har mange gange været i tvivl om, hvor vidt min far elskede mig, og det har tæret på mine kræfter. Men for første gang i mit liv er jeg nu fuldstændig sikker på at han gjorde det.
Min far tog ikke sit eget liv for at være ond mod mine søskende, min mor eller jeg selv. Der fandtes ikke ondskab i min far, kun en sygdom der havde skabt så meget kaos i hans sind. Min far tog sit eget liv, fordi han ikke kunne leve med sig selv. Han tog sit liv, fordi han ikke kunne leve uden os, os som jeg nu ved at han elskede ubetinget højt.
Diana Lund