
Ungesøndage – Et fællesskab for unge efterladte – Ringe
16. november kl. 10:30 - 15:30

TrygFonden har doneret penge til Landsforeningen for efterladte efter selvmord, hvilket muliggør, at der kan tilbydes forløb for unge efterladte efter selvmord i alderen fra 16-25 år i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Konkret er der planlagt fire forløb á fire søndage i hver af de fire byer i 2025.
På Fyn er det besluttet at flytte Ungesøndage til Ringe, der er mulighed for fællestransport fra Odense.
Mål med Projektet
- At deltagerne møder andre unge, der har mistet nærtstående efter selvmord.
- At deltagerne kan dele erfaringer om selvmord og sætte ord og følelser på dette.
- At deltagerne får viden, der kan give indsigt og forståelse for egne reaktioner.
- At deltagerne oplever fællesskab med andre med lignende historier, og får ideer til, hvad der kan være hjælpsomt for hver især.
- At deltagerne skaber netværk, som rækker ud over mødet med andre efterladte på temasøndagene.
Ungesøndage i Ringe – Et fællesskab for unge efterladte
Det kan være meget ensomt at miste pårørende ved selvmord, og ofte er der ikke andre jævnaldrende, der har oplevet noget lignende. Med dette tiltag vil foreningen samle unge, som både får hjælp til at sætte ord på deres følelser og får mulighed for at danne relationer til hinanden.
Psykolog Louise Schmidt Seholt vil guide deltagerne til bedre at forstå deres sorg gennem oplæg om sorgteori, samtaler i grupper, individuelle opgaver og forskellige aktiviteter. Forløbet strækker sig over 4 søndage fra klokken 10.30 til 15.30. Vi har holdt en ungesøndag i foråret, følgende datoer er aftalt for efteråret:
- 21. september 2025
- 26. oktober 2025 og
- 16. november 2025
For aldersgruppen 16 – ca. 25 år. Forløbet er gratis og organiseres af frivillige, der selv har mistet ved selvmord. De sørger for, at der er et trygt og hyggeligt miljø samt passende forplejning.
De fire søndage udgør et samlet forløb, men det er muligt at deltage i enkelte af dem, hvis det passer bedre ind i ens kalendere. Foreningen opfordrer dog til deltagelse i alle fire søndage, da dette giver bedst mulighed for, at deltagerne kan lære hinanden at kende og drage mest muligt udbytte af forløbet.
Selvom du ikke var med de første gange, er du velkommen til sidste gang i forløbet. Der er tilmelding til de enkelte søndage.
Arrangementet aflyses ved færre end fem tilmeldinger. Det er derfor vigtigt, at interesserede melder sig til i god tid for at sikre gennemførelsen af forløbet.
HUSK tilmelding via NemTilmeld senest 9. november kl. 18.00: https://efterladte.nemtilmeld.dk/500/
Ved tilmelding bedes du oplyse: Din alder, Hvem du har mistet, Hvornår det er sket.
Sted: Foreningshuset Guldhøj, Floravej 11, 5750 Ringe. Der vil altid være en ved døren for at tage imod. Der er mulighed for fællestransport fra Odense, hvis du ønsker det.
Vel mødt og venlig hilsen
Landsforeningen for efterladte efter selvmord
Ellen Bæk, mobil: 2423 4475, mail: [email protected] – for evt. spørgsmål om forløbet.