En beretning

 

At have plads til følelserne

Stine Bosse husker sin mor som kærlig og omsorgsfuld overfor hele verden, i de perioder hvor moren havde det godt. Cirka hvert femte år ”forsvandt” Stine Bosses mor og blev den stik modsatte person. Fjern, uden evnen til at vise den omsorg hun plejede.

 

Af Lars Svensmark.

 

Selvmordet kom mens Stine Bosses mor havde en depression. Selvom moren havde forsøgt selvmord før, kom det som et hårdt slag da det lykkedes, for den på det tidspunkt kun 27 årige kvinde. Hendes far ringede hende op, og fortalte at hun skulle komme i en fart.

 

Tidligere forsøg på at tage sit eget liv med piller, blev af Stine Bosse oplevet som ”forkølede”. Moren tog ganske vist mange piller, men ringede selv efter en ambulance, og garanterede over for sin datter, at det blot havde været et uheld.

 

At det lykkedes for moren, betød at Stine Bosse var efterladt med både vrede, sorg og savn. Følelser som hun stadig kan føle den dag i dag. Hun har dog valgt at fokusere på de positive ting i livet, og mener at det er måden hun er kommet videre på.

 

Dårlige nerver

”Min mor var en fuldstændig fantastisk og empatisk mor. Når hun havde det godt var hun det mest fantastiske menneske i verden”.

 

Sådan beskriver Stine Bosse sin mor, der lærte hende at vise omsorg, selvom moren havde en svær opvækst, der også i sidste ende var grunden til hendes selvmord.

 

Stine Bosses mor voksede op i London under krigen, og har med al sandsynlighed pådraget sig nogle traumer i den forbindelse. En kombination af aldrig at få bearbejdet disse, og en tid, hvor man havde svært ved at erkende og forstå psykiske lidelser, mener Stine Bosse kan have været morens største problemer.

 

Morens pludselige perioder, hvor ikke engang det at komme ud af sengen var en overkommelig opgave, kaldte man ”dårlige nerver”.

 

Professionel hjælp

I 2 år efter morens selvmord, modtog Stine Bosse psykologhjælp. Det var en stor hjælp for hende, at snakke med en, der var vant til at snakke professionelt med folk i lignende situationer. Hun fik gode råd og hjælp til at forstå, at den måde hun følte, ikke var unormal.

 

Det var svært for Stine Bosse at fortælle sine døtre på 4 og 5 år, hvad der var sket med bedstemor. Derfor fortalte hun dem, at bedstemor havde fået et hjertestop. Den yngste datter reagerede ved at græde, mens den ældste vendte sig indad, og ikke kunne forstå det. Den ældste datter begyndte også at få voldsomme mareridt.

 

Psykologen rådede Stine Bosse til at fortælle sine døtre, hvad der var sket. Da muligheden bød sig, fortalte hun det. Den ældste datter reagerede ved at græde 4 timer i træk, men efter det faldt brikkerne på plads og mareridtene stoppede.

 

Forbudte tanker

Psykologen hjalp også på de tanker og følelser, som Stine Bosse troede, at hun var den eneste i verden der havde:

 

”Jeg var lettet over at hun var død, for jeg skulle ikke længere bekymre mig om, hvad hun kunne finde på”, fortæller Stine Bosse.

 

Med professionel hjælp kom hun til at forstå, at det ikke er unormalt for efterladte at føle på den måde. Den ambivalente følelse af sorg og lettelse, kommer af at alle relationer er opbygget om både godt og ondt. At Stine Bosse stadig ville ønske at hun havde sin mor, vil ikke ændre sig. Men hun har taget et valg, om ikke at lade det styre hendes liv:

 

”Det er dumt at gå og være vred på hende, jeg husker mig selv på alle de gode ting i livet, blandt andet mine fire børnebørn”.