Gammel dame 89. Har selv forfattet sin dødsannonce. Der skulle stå, at hun var død efter et langt og godt liv. Det lød lidt kontant, så jeg tillod mig at sætte et lille vers på skrevet med kursiv. “Jeg er træt og går til ro ….”
Hun var træt og valgte derfor at gå til ro. Hun iførte sig den velsiddende badedragt og en badekåbe og kørte sin sidste tur i den lille guldbil.
Kørekortet var vigtigt for hende. Hun så rigtig dårligt efterhånden og det havde undret os, at lægen fornyede kortet år efter år. Her bagefter forstod jeg virkelig hvorfor det kort var så vigtigt. Det betød frihed, også friheden til at vælge livet fra. Min mors største skræk var at ende som en grøntsag uden fysisk kraft og viljestyrke.
Måske mærkede hun, at noget var var på vej, som kunne gøre hende afhængig. I pressen hørte hun jo dagligt om andre gamle, der sad i våde bleer og ventede på nødvendig omsorg.
Skræk historier manglede absolut ikke i hendes egen omgangskreds. Når man bliver så gammel som 89 dør venner og familie. Det må føles tomt og ensomt.
Sammen havde vi nogle gange besøgt hendes ældste veninde på et privat plejehjem. Veninden sad med en tøjdukke i skødet, som hun indimellem stirrede forelsket på med sit ellers tomme senile blik. Samtalerne handlede om døde som havde været på besøg om natten Min Mor engagerede sig i samtalerne med sin vanlige begejstring men med undren og smerte i sit udtryk.
Jeg tænkte om den gamle venindes afdøde mand mon kom på besøg i en eller anden åndelig form om natten for at hente hende ? Situationen med min mor, den senile og dukken var uhyggelig nok til osse at omfatte sådanne støvede spøgelser.
Efter min mors modige exit i det kolde hav forstår jeg klart kampen om kørekortet. Uden bilen kunne hun ikke have foretaget denne sidste handling.
Et sceneri som åbenbart havde været hendes bagdør siden min fars død for 25 år siden- måske endnu længere ?
Jeg puttede nogle dage senere kortet ned i kisten, hvor hun lå med sit ellers så velplejede ansigt, som nu var skæmmet efter at have ramt cementkanten ved havbreden hvor politiet fandt hende fordi en Vinterbader havde set den grønne badekåbe og de blomstrede badesko efterladt på badebroen.
I hele hendes liv havde denne bratte udgang været hendes nødplan. Det var ofte blevet antydet, når livet var svært, at dette var en mulighed. Ikke kun antydet men sagt højt i galgenhumoristiske vendinger Hun skulle se flot ud når man fandt hende og det var her vi lo sammen for hvad betyder det når man er død. Jeg troede virkelig at det var en løs fantasi. ? Plejer selvmordere at iklæde sig badedragt inden de går ud og drukner sig?
Det underlige var, at hun også vendte den lille guldbil rundt i køreretning, inden hun lavede en perfekt parkering. Måske en vane eller måske skulle den holde klar hvis missionen mislykkedes, som den gjorde en måned tidligere da jeg fandt hende i sengen i hendes hjem efter det første selvmordsforsøg. Her havde hun ytret ønske om at jeg skulle følge hende til havet for at hun kunne drukne, når nu ikke pillerne og rødvinen kunne hjælpe hende herfra.
Med en dygtig læges hjælp blev hun indlagt, og da jeg var hjemme i huset for at hente nogle ting til hende, så jeg at badedragten hang klar på
gyngestolen i gangen til plan 2. Sygesikringsbeviset blev lagt på forsædet så at de, der ville finde hende, kold og våd og død den 29.november skvulpende i det kolde hav straks ville vide hvem hun var.
Det allersidste jeg så til hende efter hun var brændt og væk var et billede politiet havde taget. Her så man hende fra luften svævende som en smuk engel i havet med det druknede hoved nedad som den flotte ældre dame hun var, men som hun ikke længere følte hun kunne være med værdighed. Her lå hun i sin sorte velsiddende badedragt i det vinterkolde hav. Hvad hun virkelig tænkte på på sin dødsfærd ud ad badebroen mod sit selvvalgte dødsrige har rumsteret i mit sind lige siden.