Hvor jeg snart skal starte ved jeg ikke. Men jeg prøver. Jeg er 28 år, og mine forældre har været gift i 33 år. Min mor har flere gange gået fra min far, men den 1 august 2008, skete det igen. Men denne gang definitivt.
Min far har ikke været nem at leve med, han har altid haft et meget svært sind, så min søster og jeg støttede mor 100 %. Måden min far fandt ud af det, var bestemt ikke fair. Han kom hjem fra arbejde, og fandt et boligbrev,ringede så til min mor, og spurgte om hun ville flytte. Ja, svarede hun. Derefter kørte han. Hele eftermiddag/aftenen forsøgte min søster,mor,mand og mig at få fat i ham. Han skrev kun til mig, skrev farvel, og nu holdte han i en skov et sted i danmark, og ville drikke sig ihjel. Det var forfærdeligt. Intet jeg sagde eller gjore, kunne ændre hans mening. Kl 23 hørte jeg ikke mere.
Lørdag formiddag havde jeg stadig intet hørt, og jeg meldte ham savnet ved politiet. Efter et par timer ringede politiet, de havde fanget hans mobil ved en mast, så nu vidste jeg, hvor han var. Samtidig fik jeg en sms fra far, han var på vej herned til mig. Så jeg annullerede eftersøgningen hos politiet.
Min far kom, og vi talte og talte. Jeg lovede ham at forsøge at tale med mor ( selvom jeg vidste svaret), og han blev her og sov. Søndag morgen kørte han hjem, og jeg kørte ud og hentede mor. Vi snakkede, og svaret var selvfølgelig, at det var slut nu. Hun kunne ikke mere. Aftalen med far var, at jeg kl 11 skulle sende ham en sms, og det gjore jeg. Skrev at det VAR slut nu. Hørte intet. Kl 14.30 skrev jeg igen til ham, at nu kørte jeg mor hjem. Jeg ville ikke med hende ind, da jeg ikke orkede at tale med far. Jeg satte hende bare af, og kørte igen.
Jeg talte i mobil med en veninde, og kunne hører at det bombarderede ind med smsér, så jeg lagde på. Min mor havde ringet 10 gange, og smset. ” Kom Gitte” stod der. Jeg vendte bilen, og har nok aldrig kørt så hurtigt. Løb ind i huset, og der på køkkenbordet lå masser af æsker med piller…tomme. Alle fars personlige ting lå på bordet, og han havde skrevet et afskedsbrev. Far lå ude på badeværelsesgulvet, ved bevidsthed, mor forsøgte at få ham til at kaste op. Mor skeg at jeg skulle ringe 112, men far råbte NEJ. Jeg løb udenfor og ringede. Far havde spist 85 piller. På trods af det, kunne læge og ambulance ikke tage ham med. Det er ikke farligt sagde de……IKKE FARLIGT!!!!!!
Jeg var ude af mig selv, nægtede mor adgang ind til ham mere, jeg skulle nok gå derind. Hun skulle jo ikke føle sig mere skyldig. Far blev mere og mere sløv. Jeg ringed på psyk og spurgte hvad jeg skulle gøre. De bad mig ringe til lægevagten. Det gjore jeg. Lægen jeg talt med, var dybt chokeret over at de ikke tog ham med. Hun sagde det var meget farligt, det han havde taget. Hun sagde at de havde meget travlt, så der gik nok en time. Jeg skulle tjekke ham hver 5 minut, og ringe ved den mindste ændring.
Der gik 1,5 time, før der kom en læge. Han var ikke i tvivl, far skulle ind og ha modgift, selvom han ikke ville. Så bestilte han en ambulance, og der kom til at gå 2,5 time, før den var her.
Derefter lå far 3 dage på hospitalet, med fast vagt, da han stadig var meget selvmordstruende. Derefter kom han, mod sin vilje, 3 dage på psykiatrisk hospital. Fredag kom han ud, med lovning om at han skulle gå på et selvmordscenter. Far var i KÆMPE krise, og kunne ikke se sit liv gå videre uden min mor.
Min søster og mig besøger ham hver dag, og han bliver mere og mere sølle. Han flytter ned til min søster en uges tid, da hun bor tættere på hans arbejde, og han tør ikke være alene, i frygt for hvad han kan finde på.
Han må opgive arbejdet, kan ikke.
Han flytter herud til min mand og jeg. Vi taler om at han kan bo her til jul, og han får sin elskede campingvogn om i haven, så han har en ” base”.
Det er hårdt at ha ham boende. Jeg svigter min mand, min 5 mdr datter, og min handikappede søn på 4 år. Min far “suger” alt min energi. Men jeg føler jeg hjælper ham. Han går inde på selvmordscentret, og jeg synes det går stille fremad.
Indtil min mor begynder at gi ham håb. Håb for at det kan blive dem igen. Min far og mig ser det som håb. Men nu kan jeg se, at det ikke var håb. Mor ledte virkelig efter om der var følelser tilbage, for hun ville gerne finde ´dem. Men de var der ikke.
Mandag d. 1 september skriver mor et brev til far, og lægger det hjemme i deres hus. Far står op tidlig tirsdag morgen d2 september. Han skal hjem og hente brevet. Jeg kan hører ham spise morgenmad ude i køkkenet, men er for træt til at gå derud. Kl er 6.30.Han køre bagefter.
Jeg skriver til ham kl 8, men intet svar. Jeg ringer og ringer, men han tager den ikke.
Jeg skal ud og besøge en veninde kl 10, som bor tæt på mine forældre. PÅ vej derud kan jeg mærke, at jeg skal køre forbi min fars hus. Da jeg køre op i indkørslen, kan jeg se bilen. Jeg bliver klam.
Døren til huset er låst, jeg låser på, og løber rundt i huset og kalder på ham. Han er der ikke.
Pludselig ser jeg ud af stuevinduet, at på bænken foran hans værksted, ligger hans pibe.
Jeg løber derud. Døren er låst. Banker på, intet svar. Jeg tror godt jeg var klar over hvad der ventede mig. Alligevel låser jeg op, og åbner døren stille. Og der hænger han. Død kan jeg se. I en ledning han han hængt sig i loftet.. Jeg lukker døren, og græder helt vildt. Ringer efter min veninde, for jeg ved jeg ikke skal være alene nu, desuden sidder min lille datter i bilen. Jeg ringer 112, og siger at jeg ikke kan skære ham ned.Det er helt ok, siger de. Mens jeg venter på dem, er jeg inde og se ham 4 – 5 gange. Hvorfor ved jeg ikke. ambulancen kommer, og de køre med ham. Politietn kommer for at afhøre mig. Jeg spørger dem, hvornår jeg kan ringe til hospitalet, og høre om han er død ( selvom jeg jo godt ved det). De siger at det kan jeg gøre når de er kørt. Det gør jeg så, og da er han erklæret død. Jeg ringer til min mor, søster, fars venner og arbejde, og fortæller han er død.
Nu sidder jeg så tilbage med MASSER af spørgsmål. Har han været bange, ked af det lige inden?
Lægen fortalte os, at fars nakke desværre ikke var brækket. Så hvor længe har han mon hængt, før det var slut? Han havde ingen mærker på hænderne, som tegn på at han har gjort modstand. Og det siger de man gør, selvom man er fast besluttet på at dø. Men hvor må han dog ha følt sig ensom, når intet i livet er værd at leve for. Det er svært, at stå som barn, og ikke være nok til at min far ville leve. Men jeg vil også sige, at gud hvor kræver det mod, at tage sit liv. Men hvor er det svært at stå tilbage………Æret være dit minde far. Jeg savner dig så ubeskriveligt højt, men nu har du fred…..
Hvis nogen har prøvet lignende, vil jeg meget gerne høre fra jer
Mvh Gitte Olin Mathiesen
[email protected].