Jeg mistede d.5 januar 2007 min bedste veninde og har siden været dybt
ulykkelig- som i en chok tilstand, med en pludselig og irrationel angst for
mørke, andre venners sindstilstand og en følelse af uvirkelighed.
Min kære veninde var som en søster for mig. Min tillid er så ofte blevet
svigtet, men jeg vidste, jeg kunne betro hende alt- uden at være bange for
fordømmelse. Jeg savner hende så meget..
Heldigvis gjorde hende ofte opmærksom på min kærlighed da hun var i live,
at jeg følte en sjælden og uforbeholden kærlighed for hende. Jeg elskede
hende af hele mit hjerte og det vidste hun, samtidigt med at hun følte, jeg
var en af de eneste, hun kunne stole på!
Den sidste tid inden depressionen og “sygdommen” tog overhånd , som hun skrev i sit afskedsbrev, var jeg
indimellem udmattet,men det kom helt naturligt, at vi talte sammen næsten
dagligt. Og selvfølgeligt besøgte jeg hende ofte på lukket afd.
Jeg savnede hende og har følt os som meget ligeværdige,selvom fælles bekendte
har udtrykt ,at de forundredes over, at jeg til stadighed behandlede hende som et
raskt menneske.
Hun var de “svages ” beskytter, og i mine øjne var hun langt mere rask end mange andre skæbner jeg/vi har
kendt- Faktisk vil jeg til stadighed betegne dem som langt mere afstumpede
følelsesmæssigt. Hun havde et hjerte af guld og en fantastisk indlevelses-
evne og medfølelse.
Jeg så aldrig noget “ondt” i hende, og jeg respekterede hende til det sidste, selvom jeg var udmattet af manien.
Selv hendes kæreste, som forlod hende i den korte tid hun var indlagt, selv
ham var hun bekymret for.. Om han nu var ok – og hun kunne så vel forstå, at
det var svært for ham at takle det der skete med hende.
Hendes diplomatiske sans, vil altid være en inspirationskilde for mig.
Vi holdt nytår sammen, og hun dansede til det sidste, selvom jeg med et stik
i hjertet iagtog hendes bevægelser som slowmotion- drænet for energi glæde
og kreativitet af Litium.
Vi talte sammen næste dag, og jeg fik for første
gang tanken, at hun måske overvejede det hinsides. Jeg spurgte hende ligeud
og foreslog hende, at vi flyttede sammen indtil den værste krise var
overstået. Hun afslog. Hun ringede da til mig onsdag den 3. januar og afslog endnu
engang et “bofællesskab”. Hun havde det lidt bedre og havde set både venner
og eks kæreste samme dag.
Hun fortalte mig, at de på hospitalet ,hvor hun var udskrevet fra (dog som
dags patient) havde fortalt hende, at hun led af samme diagnose som hendes
bror, som året forinden havde hængt sig pga manio-depression. At hun skulle
tage medicin resten af livet og nu skulle søge førtidspension. På trods af
hendes kunstneriske talent, og at det først var efter hendes brors voldsomme
selvmordforsøg, at hun udvistepsykisk ubalance!
Hvordan kan man sige dette til en ung kvinde på 29 år, der i mange år har levet med en bror, der
fyldte extremt meget med sin sygdom?
Så meget, at hvis hun havde det mindste problem, ikke ville fortælle hendes
forældre det, da hun jo ikke kunne bebyrde dem med flere bekymringer.
Hvordan kan man sige det til et ungt smukt menneske , som altid har været
ekstremt pligtopfyldende og, trods sin broders død sidste år, kort tid
efter tog sin eksamen..( den sværeste opgave bestod hun).. vendte tilbage
til arbejdet og forsøgte at vende tilbage til livet.
Jeg forsøgte at overbevise hende om, at hun ikke behøvede at opgive sin passion- og jeg
syntes, det er nonsens at fortælle en kvinde i hendes tilstand, at medicin
(af den kaliber) de gav hende måske ikke var nødvendigt for livstid.
Det er simpelthen det mest uansvarlige jeg har hørt, og jeg har en mistanke
til at ufaglærte troede, de var altvidende. Det er ikke deres skyld, men det
har bestemt ikke hjulpet på sagen, da hun få timer forinden sin bortgang
forklarer, at depressionen er så stærk nu, og det eneste forslag hun bliver mødt af er at
forhøje dosis i en medicin, som hun i forvejen oplever som glædes- og
kreativitetsdræber.
Hun ringede til mig to dage inden hendes død. Endnu engang forsøgte jeg at
overbevise hende om, at vi en tid skulle bo sammen. Jeg ville passe på
hende. Endnu engang afviste hun ideen. Jeg var mere rolig, men stadigt
bekymret og udspurte hende om, hvornår hendes næste tid hos psykologen var?
Om en måned! Jeg var rasende. Det er nu du er i en skrøbelig position,
hvor du bliver udsluset fra hospitalet.. Vil du have jeg finder en anden til
dig?
Men hun forsikrede mig om, at hun virkelig holdt af sin daværende psykolog.
Vi talte da ikke sammen torsdag og fredag. Indtil hendes kære ven ringer og
spørger, om jeg har set hende. Jeg bliver fuldstændigt panisk, ringer rundt
og er påvej ud i byen for at lede. Taler med hendes forældre, som kort
forinden er rejst til København for at mødes med hende.
De fortæller mig nødtvunget, at der er meget blod i hendes lejlighed og
afskedsbrevet – det rummer den frygtlige sandhed, som et par timer senere bliver
bekræftet.
Den fredag, 35 min efter hun går fra hospitalet, køber hun den skarpeste
kniv og skærer sig selv i lejligheden. Et par timer efter vælger hun at
tage en taxi til Hedehusende og går et stykke derfra, indtil hun når en øde
strækning, hvor togende kører med en allerhelvedes fart. I sit sidste
desperate forsøg på at dø, går hun i mørket ved 18-tiden ud foran et tog.
Og det lykkedes hende endeligt at befri sig selv for en uovervindelig
smerte.
Jeg skreg nærmest min gråd ud, da jeg fik dette at vide. Men at hun
dagen inden, hun ringer til mig onsdag den 3. januar, også har forsøgt at hænge sig
selvog tage en overdosis af piller, gør sitiuationen endnu værre at takle.
De mørke dage hun har gået rundt alene, fortvivlet (måske dog lettet? ) over
beslutningen knuser mit hjerte!
Heldigvis har jeg den bedste psykolog og de bedste venner, men alligevel
er dette scenarie så barsk, at jeg ligger søvnløs, og som min ex sagde..
kommer jeg med mange klagelyde om natten – jeg har ikke talt i søvne i 25
år.. men jeg er nærmest bange for at sove disse dage..
Mange har sagt, at det er en klassisk reaktion, at blive vred på selve
selvmords offeret.
Men kun den vrede jeg i forvejen kunne føle for de uretfærdigheder, der har
været en byrde inden hun døde, er blevet forstærket. Den er ikke
hæftet på hende.
Men for Guds skyld – alle som læser dette- har du børn, har du et ansvar der
er større end dig selv!
Som en god ven sagde: respekter hendes ønske og vilje, og jeg ved det er
ligeså vigtigt som da hun var i live. Men for helvede da også! Hvis bare
jeg havde tvunget mig hjem til hende og endnu en uge var gået! Måske kunne
jeg havde overbevist hende om at ,at livet som mennesker ændrer farve. Vi er
i en evig bevægelse som naturen – dage hvor det regner – men solen står
altid op, selvom vi ikke lige skimter den bag skyerne den dag.
Jeg har heldigvis en arbejdsplads , hvor vores kære var kendt og elsket.
Jeg kan stå op og gå på arbejdet, ikke velvidende at de helt vil genkende
min smerte, men de kendte hende også og min chef havde inviteret os begge
til middag den weekend , hun valgte at forlade sin egen gennemgribende og
overvældende smerte og det er svært at skulle acceptere – ikke mindst at
respektere hendes valg- i en tid, hvor magtesløshed og kaos har hersket.
Jeg ved den klassiske reaktion er, at kunne jeg havde gjort meget mere..
Ja fortæl dine kære, de er elskede og værdsatte! Lad dem ikke alene selvom det
er svært de tider, hvor en depression vil skille alle molekyler ad og enhver
familiefølelse kommer på spil.
Kærlighed, kærlighed og endnu engang kærlighed er løsningen. Men alligevel
aldrig helt nok, men det kan dog give fred i sjælen, at man handlede med de
bedste og kærligste intentioner.
Og for Guds skyld lad være med at skulle fornægte- benægte- og holde
smertefulde følelser for sig sig selv! Snak og tal sammen- ‘vær hellere
bundløst ærlig- selvfølgelig helst i en tid, hvor man samtidigt kan se
vedkommende i øjnene og holde hånd.
Det er muligt at elske – selvom man er dybt uenige om mange ting. En vis respekt for andres måde at opleve verden, og
den så svære, men endog simple anerkendelse af, at andre oplever anderledes, kan give så meget rum til at være- også med smertefulde følelser. Jeg tænker hver dag på, hvordan jeg kan vende sitiuationen til noget posetivt..Jeg er
på ingen måde religiøs, men må med taknemmelighed takke for alt det gode der
eksisterer i mit liv. Livet er skrøbeligt, vi mennesker er skrøbelige, og
selv ord har en stor magt- ligesom tanker.
Vi må alle være vores ansvar bevidst i selv de mindste sitiuationer, måske
kan det gøre os alle til bedre mennesker at syne udover egoets begrænsninger
og respektere, selvom vi ikke lige forstår.
Det var dét der kendetegnede min elskede veninde, hun beskyttede dem som
stod “udenfor”- og som ligesom hendes bror måske ikke fandt livet let. En naturlig medfølelse, som
måske kun kan læres ved de barske oplevelser livet giver os. Men en
uundværlig styrke og skønhed ved dette kære menneske, der altid vil leve videre i mit sind og mit hjerte.
Kæreste venind gid du dog nu i det hinsidiges finder den lykke og den ro du kæmpede for i dette liv.
Kærlighed og taknemmelighed bliver mit mantra- selvom det ikke altid kan
spare liv. Hvil, min kære, du vil altid være ligeså elsket, som da du i levende
live forskønnede og berigede mit liv.
Mange kærlige tanker Maya