November 1989. 16 år gammel.
Jeg havde gjort mig klar til at tage i skole og sad ved køkkenbordet sammen med mine forældre. Jeg sad for enden, mor til højre og far til venstre. Mor så mere frisk ud i dag end de foregående dage. Jeg kiggede ud ad vinduet, ligefremme. Vejret var typisk novembergråt og diset.
Min mor sad lettere sammenbøjet med sorte rander under øjnene og sparsomt, uglet hår. Hun var tynd, ansigtstrækkene tydelige, udhulede kinder og mat i huden. Hun havde det samme tøj på som i går, og de grønne øjne var triste. Indtil videre havde hun været sygemeldt fra sit arbejde som rengørings -og maddame i børnehaven i tre uger. Lægen havde ordineret ‘nervemedicin’, måske var det begyndt at virke? Far havde i hvert fald højlydt bemærket, at hun talte mere i dag, end hun som regel gjorde. Hun spiste også lidt, men røg lige så mange cigaretter, som hun plejede. Hun hostede imellem sugene. Hosten var blevet et kendetegn for hende. Selv hunden og katten kunne høre, når mor kom cyklende hjem fra arbejde, allerede inden hun kom ind i indkørslen.
Jeg takkede for morgenmad, rejste mig og tog overtøj og sko på. Jeg skulle nå bussen om 15 min., så jeg måtte hellere se at komme af sted. Far var allerede kørt, og jeg lovede, at jeg ville komme hjem kl. 12.15, da jeg havde tidligt fri den dag og kunne nå bussen 11.55 fra stationen. Mor virkede ligegyldig, blev siddende på sin stol i køkkenet med en cigaret. Jeg vidste ikke, at dette var sidste gang, jeg så min mor.
Jeg havde mødt min kæreste i klubben, hvor jeg gik hen alle hverdage efter skole og tit blev til kl. 22. Han var begyndt at arbejde der et halvt år forinden, og jeg forelskede mig hurtigt i ham. Han var tre år ældre end mig, spillede fantastisk godt guitar og skrev sine egne sange. Hans hår var skulderlangt og krøllet med tendens til krus. Han havde fået lavet lyse striber i det kommunefarvede hår. Han havde ikke værdiget mig et blik på den måde de første par måneder, men talt om ligegyldigheder med mig og spillet på sin guitar, mens jeg sang. Jeg spillede selv lidt guitar, kunne nogle enkelte becifringer og en masse sangtekster. Jeg brugte meget af min tid med guitar og sang. Jeg havde spillet på utallige instrumenter, siden jeg var lille, men aldrig lært at læse noder. Jeg spillede efter gehør, og det var indtil videre godt nok for mig. At spille musik var for mig en måde at komme af med følelser på. Ligesom at skrive stil i skolen. Den aften vi blev kærester, skulle vi begge med bussen, og det endte med, at vi tog sammen hjem til mig, hvor han overnattede. Jeg var lykkelig! Endelig blev vi kærester!
Jeg glemte aftalen med mor om at komme hjem kl. 12.15 og havde også glemt, at vi om aftenen, skulle have været til fødselsdag hos min onkel, som min mor havde købt en sort skjorte til.
Min kæreste var på arbejde den dag og i stedet for at tage hjem, tog jeg i klubben for at spille musik. Jeg havde ret lange liner hjemmefra og kunne stort set gøre, hvad jeg havde lyst til. Jeg ringede ikke hjem og fortalte, hvor jeg var. Det var ikke noget jeg tænkte over, da mine forældre aldrig havde bedt mig om at orientere dem om, hvor jeg var. Som regel var jeg også bare i klubben, men tidligere, da jeg brugte meget tid med de få veninder, jeg havde haft, var vi altid hos dem, aldrig hjemme hos mig. Heller ikke når jeg var sammen med veninder, hverken spurgte jeg eller orienterede mine forældre. ‘Anna er aldrig hjemme’, kunne jeg høre min mor beklage sig en gang i mellem til familie og venner. ‘Hun har mere travlt med alt muligt andet end at være hjemme’
Jeg ringede hjem ved 19 tiden for at fortælle, at jeg var i klubben og ville komme hjem ved 22 tiden. Det var min far, der tog telefonen. Jeg vidste med det samme, der var noget galt med mor, for det plejede at være hende, der tog telefonen.
– Det er Ole, blev der svaret i den anden ende.
– Hej far, det er mig. Jeg er i klubben og kommer hjem senere. Hvorfor tager mor ikke telefonen? Er der noget galt?’. – Du skal komme hjem nu, svarede han. Du må godt tage kæresten med.
– Ok, svarede jeg. Vi tager den næste bus.
Turen hjem føltes lang. Det var mørkt udenfor, og jeg sad og stirrede ud af bussens regnvåde ruder. Tankerne hvirvlede rundt: Er hun død? Eller er hun blevet indlagt på den lukkede? Hun var jo blevet henvist til psykiatrisk afdeling og havde været ude for at se hospitalet, men ville absolut ikke indlægges dér. Patienterne lå på gangene, og det ville hun ikke nedværdige sig til. Så hellere isolere sig hjemme med cigaretter og nervemedicin. Jeg havde en frygtelig fornemmelse for den første tanke: At mor var død. Måske havde hun kræft uden at vide det? Man hører jo af og til om, at mennesker får det bedre lige inden døden indtræffer, og måske var det derfor, hun havde virket lidt mere frisk her til morgen? Nej, hvis hun virkelig var død, ville far komme og hente mig. Så ville han ikke bede mig om at tage bussen hjem, eller ville han?
Hoveddøren var låst. Jeg plejede at gå gennem bryggerset, men jeg havde min kæreste med og var lidt flov over den indelukkede lugt, der af og til kunne være i bryggerset. Jeg stak nøglen i låsen på hoveddøren, smed skoene og jakken i entréen og åbnede døren til fordelingsgangen. Min kæreste fulgte lige efter. De stod i pejsestuen: Min far, søster og bror. Jeg så, at min søster havde grædt.
– Hvad er der sket? spurgte jeg. ‘Er det mor? Hvor er hun?’. Jeg kunne se på min far, at han havde svært ved at formulere det, han ville sige nu:
– Mor er død, sagde han.
Nej! Nej! Det kunne ikke passe! Jeg knækkede sammen med følelsen af, at nogle sparkede mig kraftigt i brystkassen og den knugede sig sammen i smerte. Det gjorde så ondt indeni!
– Hvordan? Ville jeg vide.
– Mor har hængt sig i hundens snor i bryggerset. Det skete formentlig i morges efter vi andre tog af sted, svarede han.
Min søster forsøgte at trøste mig, men jeg kunne ikke håndtere fysisk kontakt med andre lige nu. Jeg ville bare være alene, alene med den forfærdelige, store indre smerte, der føltes som om kroppen langsomt blev skåret i småstykker.
Jeg løb ind på værelset, efterfulgt af min kæreste, som jeg helt havde glemt. Han holdte om mig, jeg græd. Hvorfor? Hvordan kunne mor svigte mig og hele familien? Var jeg virkelig ikke værd at leve for, ikke værd at kæmpe for? Jeg følte mig pludselig helt alene i verden. Svigtet og forladt. Jeg væltede det lille bord med glaspladen i vrede og afmagt, løb ud på toilettet og låste mig inde. Jeg slog brættet ned og satte mig. Jeg havde både lyst til at smadre hele lortet samtidig med, at jeg følte en kæmpe sorg og et stort chok. ‘Nej’, tænkte jeg, det kan simpelthen ikke passe! Hun kan ikke svigte mig på denne måde! ‘Hvorfor har hun sat mig i verden, når hun selv giver op? Hvem skal nu hjælpe mig videre i livet?’ Jeg følte mig ensom, så forbandet ensom. Jeg græd og græd. Ønskede at tiden kunne spoles tilbage til om morgenen. Så ville jeg være blevet hjemme, så ikke dette forfærdelig kunne ske. Havde det været mors mening, at jeg skulle have fundet hende? Jeg havde jo lovet at komme tidligt hjem den dag. Eller havde hun hængt sig, fordi jeg ikke kom hjem som lovet kl. 12.15? Var det min skyld? Havde jeg svigtet min mor? Var det mors hævn over mig, fordi jeg var en besværlig teenager?
Mine søskende var jo for længst flyttet hjemmefra og havde jo deres familier med børn. Jeg var den eneste, der boede hjemme, efternøleren. Havde jeg været for streng ved mor? Jeg havde jo været flov, når min kæreste var på besøg og mor bare sad med den ene Prince Light efter den anden og rokkede frem og tilbage i stolen i sin egen lille verden. ‘Mor!’, havde jeg nærmest råbt. ‘Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger til dig?’ Jeg var nu klar over, at hun havde haft det meget værre, end jeg troede. Men hvor skulle jeg vide det fra? Der var jo ingen, der sagde noget. Jeg vidste, at min morfar, da mor var 14 år gammel, havde hængt sig ude i skoven. Måske sørgede mor bare stadig over det, når hun sad der og rokkede frem og tilbage? Vi talte aldrig om det, og jeg spurgte ikke. Det var ligesom ikke kutyme at tale om det, der gjorde ondt. Min farfar var netop død måneden før min mors selvmord, og mor havde reageret meget kraftigt, mere end min far havde gjort. Det undrede mig en smule, for det var da trods alt fars far. Selv var jeg også meget påvirket af farfars død. Jeg havde vist været en af hans øjesten, da jeg var lille, og han havde givet mig kælenavn, men da jeg begyndte at få bryster, havde han nevet i dem, for sjov. Jeg var blevet forskrækket, lidt flov, og reagerede ved at blive flabet og sagde at han skulle holde fingrende væk, den horebuk! Jeg kan huske, at min mor kiggede vredt på mig og sagde, at jeg skulle opføre mig ordentligt og tale pænt til farfar. Mig? Skal jeg opføre mig ordentligt, havde jeg tænkt. Er det i orden at min farfar rører ved mine bryster?
Der var meget jeg ikke forstod, når det gjaldt min mors måde at være på overfor mig på… og nu var hun død. Død. Væk. Havde opgivet mig og livet i det hele taget. Nu slap jeg i det mindste for at skulle aflevere den engelske stil til om onsdagen. Jeg havde ikke fået den rettet færdig og vidste, at det haltede med grammatikken. Sikken en mærkelig tanke, tænkte jeg ved sig selv. Det er da forbandet ligegyldigt med en engelsk stil til i morgen. Min mor er død, og her sidder jeg og tænker på lektier! Det må de kunne forstå, lærerne, at jeg ikke har rettet den. Skal jeg overhovedet i skole i morgen? tænkte jeg. Må jeg blive hjemme? Eller skal jeg i skole og fortælle, hvad der er sket?
Pludselig følte jeg mig flov. Flov over at have en svag mor, der havde givet op. Givet mig op. Så fik de alligevel ret henne på skolen. Både lærere og min klasse. Jeg var blevet mobbet siden 5. klasse, og en lærer ville smide mig ud, da jeg havde svaret ærligt på et spørgsmål om, hvem der ikke ville spille basketball med en venskabsklasse fra en anden skole. Læreren var blevet så gal, at hun havde ringet hjem, påstod hun. Hun havde dog ikke fået fat i hverken min mor eller far. Efter vi var flyttet i hus fra lejlighed tre km væk, hørte jeg ikke længere til dette skoledistrikt, hvilket læreren påpegede meget kraftigt, og ‘derfor skulle jeg passe på, hvad jeg gjorde og sagde’ fik jeg besked på. Idiot! Havde jeg tænkt. Du forstår ikke en skid! Jeg er født med sygdommen atopisk eksem og var et let mobbeoffer. Jeg havde haft utallige sygedage med ondt i maven og hovedpine. Jeg var blevet indadvendt, turde ikke være mig selv længere. Nogle gange reagerede jeg kraftigt og aggressivt. Blev provokerende overfor de andre, fordi det gjorde så forbandet ondt ikke at være god nok. At have den ulækre eksem på hænder, arme, ben, ja over hele kroppen. I det mindste var ansigtet ikke angrebet endnu. Andre gange kravlede jeg helt ind i mig selv. Gik hjem i seng efter skoledagen var forbi og læste bøger. Jeg havde efterhånden læst mange bøger. Jeg kunne bedst lide romantiske bøger og uhyggelige bøger af Steven King eller Dean R. Koonz.
Min kæreste overnattede ikke den nat min mor døde. Han kørte hjem midt i virvaret. Det kunne jeg ikke bebrejde ham. Hans mor var død nogle år i forvejen af kræft. Denne oplevelse måtte have vækket en masse følelser i ham. Han havde ikke sagt noget. Var bare kørt.
Far kom ind på mit værelse, da jeg skulle til at sove. Jeg fik den tanke igen, som jeg havde haft så mange gange før, at han ikke var min biologiske far. Jeg spurgte ham, og han svarede, at så vidt han vidste, var han da far. Men man kunne jo aldrig vide sig sikker på faren.
– Jeg elsker dig, sagde jeg, og han svarede ‘i lige måde’.
Jeg havde svært ved at falde i søvn den aften. Lå og tænkte på, hvem der nu skulle vaske tøj, handle, lave mad og gøre rent. Alt dette havde mor jo altid sørget for. Far havde jeg set i køkkenet nogle enkelte gange, når han havde haft lyst til stegt blodpølse. Det var det eneste, han formåede at lave af mad. Jeg lå og tænkte på opkaldet her til aften fra klubvikaren, som var politimand i dagtimerne og klubmedarbejder om aftenen. Han havde sagt ‘må jeg kondolere’, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Hvad fanden betød ‘kondolere’? Jeg var godt klar over, at det var det man sagde til de efterladte, når nogle faldt bort, men hvad betød det egentlig? Jeg sagde bare ‘tak’. Vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. ‘Hvis du har brug for at tale med nogen’ kan jeg hjælpe dig, havde han sagt. Om hvad? Tænkte jeg. Nå ja, selvfølgelig om dødsfaldet. Jeg ville da gerne tale med ham, men hvordan og hvornår skulle de mødes? ‘Altså’, svarede han, ‘ikke med mig, men jeg kan etablere en kontakt med én, som er vant til at tale om disse ting’. ‘Nej tak’! Jeg forstillede mig, hvordan det skulle foregå, og følte mig allerede akavet ved bare ved tanken. Lidt flov og ked af det. Jeg ville bestemt ikke tale med fremmede om det skete. Han sluttede samtalen af med at sige, at jeg måtte henvende mig, hvis jeg fik brug for nogen at tale med. ‘Tak’. Samtalen var forbi, muligheden passeret.
Mor havde efterladt et afskedsbrev, noget rodet:
Jeg er blevet voldtaget af hr. x engang vi var på besøg derinde. Jeg tror, jeg fejler noget, få xx(mig) undersøgt, hun fejler måske også noget.
Jeg har ikke været sammen med andre end dig, Ole. Jeg elsker dig.
Mor.
Ikke noget til os andre. Ikke et farvel eller jeg kommer til at savne jer, undskyld at jeg svigter.
Hun havde underskrevet med mor i et brev til min far. Underligt.
Mor havde lagt en vaskeanvisning på den nye vaskemaskine, vi havde fået et par uger forinden hendes død. Undertøj og håndklæder på program nr. 1, 60 grader. Kulørt skulle vakses på program nr. 2, 40 grader. Havde hun forberedt sin død? Havde hun skrevet denne vaskeanvisning til os?
Hun blev begravet ugen efter. Der mødte en masse mennesker op, som jeg ikke kendte, men også rigtig mange, som jeg kendte. Både familie og venner. Kirken var stuvende fuld, og jeg sad på én af de forreste rækker med min kæreste hånd i hånd. Blomsterne lå hele vejen ned igennem kirken og kisten stod hvid, med en krans af røde og hvide fredsliljer ovenpå, oppe foran. På det røde bånd på kransen stod der ‘elsket og savnet’. Fra Ole og børn. Jeg havde lyst til at hive låget af kisten, omfavne hende og skrige højt! Lyst til at bære hende op af kisten og vække hende til live igen. Sige til hende, at hun ikke kunne være det her bekendt, og at jeg ikke kunne leve videre uden hende. Det kunne ikke passe, at hun lå der i den kasse! Kold og stiv med sin blomstrede natkjole på og øjne, der var blevet lukket af bedemanden. Det var ren og skær fantasi om, hvordan hun så ud, for jeg havde valgt ikke at se hende, da hun var død. Min bror eller søster, som havde set hende, havde sagt, at hun var blå og ikke særlig køn. Det var en naturlig følge af hængningen. Jeg sad nu og forestillede mig, hvordan hun så ud. Da farfar døde måneden forinden, havde jeg set ham i kisten efter bedemandens klargøring. Han så så fredfyldt ud, da han lå der med lukkede øjne og mund. Som om han sov. Han var sovet stille ind til forskel fra mor, som jo nok havde mærker efter hundesnoren på halsen og tegn efter stranguleringen i form af blåfarvning af huden.
Præsten talte om min mor, om hendes liv og om os efterladte. Om når folk vælger at tage deres eget liv. Derefter fulgte en del salmer bl.a. ‘Nu falmer skoven trindt om land’, som skulle vise sig at kalde tårer frem resten af livet hos mig. Kisten, med min mor i, blev båret ud til det store, sorte hul, hvor min far og søster havde valgt skulle være gravsted. Jeg havde forinden været ovre og stirret ned i hullet. Så forbandet dybt og sort. Var det dette, hun havde længes efter? At forsvinde ned i et dybt, sort hul? Eller havde hun allerede været dér mentalt? Kisten blev sænket, og vi kastede langstilkede røde roser oven på kisten som et sidste farvel. Jeg ville have givet hende et billede med i kisten, men fik at vide ‘at det ikke var passende’. Jeg forstod ikke hvorfor. Det kunne der vel ikke ske noget ved?
Efter begravelsen var der kaffe og kage. En underlig tradition, tænkte jeg. Sidde der og mæske sig i kage og drikke kaffe, når ens nærmeste lige er forsvundet ud af ens liv. Hvad fanden skulle man tale om? Vejret? Så skide ligegyldige samtaler ryger gennem luften. Alle er berørte af situationen og alligevel er dette blevet en tradition. For mig ville det have været mere naturligt at skilles efter selve begravelsen. Måske gå en tur ved stranden og få blæst alle tankerne og sorgen ud af kroppen. Kigge ud over havet og mærke naturens kræfter ruske i én og tænke på, at naturen har sin gang, nogle vælger bare at gå imod naturens gang ved at fravælge livet.
Da jeg gik hjem fra ceremonien med kaffe og kage, lagde jeg mærke til, at bussen stadig kørte, fuglene stadig sang og folk stadig skændtes. Dette på trods af, at alt var gået i stå inden i mig. Livet gik videre… forbi mig, følte jeg.
De fleste fra fars familie blev hos os om aftenen. Nogle lavede aftensmad, forloren skildpadde, og andre sad og talte dæmpet i stuen. Min gamle farmor var der også. Hun sad stille, som hun plejede, og lyttede. Hende, som sørgede for madlavningen, spurgte mig, hvor meget kulør der skulle i den forlorne skildpadde. Hvorfor spørger hun mig? tænkte jeg. Jeg kom til den konklusion, at hun måske bare ville i kontakt med mig og forsøgte at få en samtale i gang. Da vi skulle spise, spurgte min tante, hvorfor maden havde en så mærkelig kulør og hende, der havde lavet maden svarede, at det var mig, der havde bestemt det. Tumpe! Idiot! Hvorfor skulle hun spørge mig om det, når der bare blev gjort nar af farven? Jeg anede intet om madlavning og hvor meget kulør, der skulle i en sovs, så jeg sad og følte mig dum, endnu en gang.
Farmor og en faster blev et par dage for at hjælpe med det praktiske. Jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg skulle gøre af mig selv og valgte at rykke ud til min kæreste i et stykke tid. Jeg følte mig tilovers og i vejen derhjemme. Lige pludselig følte jeg mig ikke hjemme i huset, trygheden var væk. Min far talte ikke om følelser og både min søster og bror havde deres familier at værne om. Min søster havde et voldsomt temperament og undlod ikke at fortælle i arrigskab, at jeg var skyld i min mors død. Jeg var jo en umulig teenager, der overhovedet ikke tog hensyn til andre end mig selv, kom og gik som det passede mig. Ja, tænkte jeg, og nu flytter jeg. Ensomheden rungede i hele min krop, for selvom der var mennesker omkrig mig, følte jeg mig fuldstændig alene i verden. Alene og forladt.
Den første jul, én måned og 10 dage efter hendes selvmord, var overhovedet ikke som den plejede at være. Vi manglede hende alle sammen. Jeg kan egentlig ikke huske, om vi har hjemme, eller om vi fik gaver. Det skulle bare overstås. Nytårsaften er også forsvundet fra min erindring.
10. klasse skulle også bare overstås. Jeg mødte ikke op til mange af timerne resten af skoleåret. Det orkede jeg ikke. Koncentrationen rakte ikke, følelserne havde magten i min krop og sjæl. Vi skulle vælge, hvad vi ville efter 10., og jeg valgte HF sammen med min veninde fra klassen, vel vidende om, at jeg ikke magtede dette. 10. klasses eksamen var en nødvendighed, mundtlig matematik en katastrofe, hvor jeg blev foræret et 6 tal, så jeg lige akkurat bestod. Jeg mener virkelig foræret, for jeg kunne overhovedet ikke svare på nogle af spørgsmålene. 03 havde nok været mere passende. Men min lærer må have haft ondt af mig.
På sidste skoledag følte jeg jerngrebets klamme hånd forsvinde. Det var virkelig en lettelse for mig at gå ud af skolen. Nu startede et nyt kapitel i mit liv, som jeg selv kunne forme. Fra nu af bestemte jeg selv, hvad mit liv skulle indeholde af skolegang.
Da vi skulle have vores afgangsbeviser var alle mine skolekammeraters forældre mødt op. Min far var bare ikke. Jeg husker tydeligt, at han, da vi skulle til af sted, sad i stuen og læste avisen med fødderne oppe på skamlen. Jeg satte mig på fodskamlen og spurgte forsigtigt, om han ikke skulle med? Nej, det skulle han ikke. Jeg kunne tage min kæreste med. Det måtte være godt nok. Jeg følte mig virkelig svigtet og blev ked af det, men viste ham det ikke. Var han ikke klar over, hvor meget det betød for mig? Eller var han flov over at skulle tage af sted alene uden mor? Han havde aldrig koncentreret sig særlig meget for min skolegang, kun belønnet mig med en lille sum penge, når karaktererne var ham tilfredsstillende.
Vi kom for sent til arrangementet, hvor udleveringen af skolebeviset skulle foregå. Jeg følte, de andre kiggede lidt for meget på mig. De tænkte nok: Der er den stakkel, der mistede sin mor. Hvor er hendes far? Ingen sagde noget, og jeg forsøgte at holde hovedet højt og folk ude.
Der er nu gået 21 år siden min mors selvmord. Jeg har mistet yderligere to familiemedlemmer til selvmordets valg. Den første, efter min mor, var min moster, den næste var min morbror. Min mormor forsøgte også at tage sit eget liv, dog uden held. Min teenageniece forsøgte ligeledes, med piller, at tage sit eget unge liv. Heldigvis lykkedes det ikke for hende.
Jeg spekulerer i ny og næ over, hvad der får en hel familie til at udslette sig selv. Far, døtre, søn og til sidst, nok i afmagt, et forsøg fra moren. Alle havde et almindeligt liv med børn, job, fritidsinteresser osv. Jeg tænker også på, hvor meget sorg et menneske er i stand til at bære og så alligevel holde facaden udadtil, få børn, hus, bil og arbejde.
En praktiserende læge fortalte mig engang, at det handler om kemi i hjernen, og derfor tager jeg selv antidepressive piller i dag for ikke at gentage succesen. Det er lykkedes for mig at tage to uddannelser, er blevet gift, fået børn og stedbørn, dyr og job. Det har ikke været uden store bump på vejen, og sorgen sidder stadig i mig. Nogle gang gemt væk, andre lige under huden.
Jeg var 16 år, da min mor valgte at forlade os. En meget følsom alder, og jeg tænker over, hvordan mit indre havde udviklet sig, hvis jeg havde fået lov til at blive voksen, inden jeg fik præsenteret et sådant traume i mit følelsesliv. Men det må blive ved tankerne, for realiteten er en anden.
Forfatteren er anonym, efterladtes bestyrelse kender hendes navn.