Tale til min lillesøsters bisættelse!
Jane var min lillesøster og hun var faret vild i den store verden. ”Hvilken beslutning er den rigtige? Jeg syntes hele tiden jeg gør de forkerte ting, og træffer de forkerte beslutninger.”
Det er svært at være arbejdsløs, uden penge og at måtte flytte fra hus og hjem. Stillet i udsigt at skulle møde i fogedretten, fordi hun var ude af stand til at betale sin store gæld. Gæld der var stiftet for bare at få hverdagen til at fungere, -der blev ikke købt tøj eller møbler. Pengene gik til husleje, mad, transport og tilbagebetaling af dyre lån. Hun var kommet ind i en ond cirkel, som det aldrig lykkes hende at komme ud af.
Jane sagde, at hun havde mistet alt, hus, mand, kæreste og jobbet. Der var ikke mere at leve for. Alligevel kæmpede hun videre. Det lykkes hende at få et vikariat som ansvarshavende sygeplejeske i hjemmeplejen i Helsinge. Afdelingssygeplejersken og den introducerende sygeplejeske var de sidste der så hende i live. De fortalte, at hun ikke magtede at gå ind til de syge borgere.
Vi siger i dag farvel til Jane. Det har været en lang rejse jeg har haft sammen med Jane siden hun blev afskediget som sygeplejeske på grund af regeringens nedskæringer. Henning og jeg har været der hele tiden, vi har kørt for hende, lånt hende penge, kommet med mad og haft hende til overnatning, når hun havde brug for tryghed. Hun har haft et fristed hos os.
Hun var en dygtig sygeplejerske med gode anbefalinger. Hun var til mange samtaler, men der var mange om buddet. Jane fik rigtig mange afslag og som hun sagde: ”Nu kunne hun ikke længere være en lille vædeløbshest, der blev pisket rundt i manegen.” ”Jeg er færdig” sagde hun, men alligevel kæmpede hun videre. Vi hjalp lige så meget vi kunne.
Det sidste jeg hørte fra hende, var da hun var på vej til nyt arbejde. Hun ringede og fortalte at nu var hun i Helsinge – og hun var bange for at starte på arbejdet. Hun havde fået et vikariat på 4 måneder på Helsinge Plejecenter. Efter at havde gået uden arbejde i 2½år, havde hun mistet troen og evnen til at arbejde som sygeplejeske. Det skyldes også, at hun efter en uges ansættelse på Tranehaven i Gentofte blev fyret og indberettet til Sundhedsstyrelsen. De kunne jo have talt med Jane om det i stedet for at indberette hende efter bare en uges ansættelse. Det slog hende helt ud, hun var en ærekær sygeplejeske og blev også frikendt i Sundhedsstyrelsen men hun følte sig stigmatiseret. Hun sagde sin stilling op på plejehjemmet i Helsinge. Hun magtede det ikke. Erkendelsen af at hun ikke kunne fungere som sygeplejeske – hendes eksistensgrundlag og hendes stolthed – det var dråben der fik bægeret til at flyde over.
Hun efterlader sig ingen gæld til sine kreditorer og til familien.Vi foreslog, at hun flyttede til noget billigere for en periode og gik i Ribers, så ville hun få et halvt års fritagelse for at skulle betale sine lån, men det indebar at hun skulle gå i fogedretten og det var en helt ny verden, som hun ikke kendte og ikke ville være i. Vi er dybt ulykkelige over, at vi har mistet Jane. Vi har gjort alt for at redde hende. Hun valgte selv en løsning, som vi havde snakket om var den forkerte. Der fandtes andre løsninger, men som hun sagde så bestemte hun selv, og vi kunne ikke stoppe hende.
Inge ([email protected])