9. februar 2004 er blevet en skelsættende dag i vores liv, der hængte min storbror sig (31 år) – efterfølgerne af en depression. Det jeg fortæller er nok meget detaljeret, men jeg har stadigvæk et behov for at fortælle om dagen og vores kamp med at leve med sorgen og spørgsmålene “hvorfor det”.
Det, der efterhånden trænger sig på nu, er at kunne fortælle, at livet bliver til at leve igen, når vi er kommet over det værste. Vi lever videre med en storebror i os nu ved at vende det til positive erfaringer og savnet af ham, er de gode minder i vores liv sammen. Ikke mindst lever vi vores drømme ud, fordi det gjorde han. På den måde lever vi med min storbror inde i vores hjerter. Men selvfølgelig er der dage, hvor jeg stadigvæk synes det kan være trist, men der er længere imellem nu. De vil selvfølgelig altid være der, det skal der også være plads til.
Men det hele starter et andet sted i vores tilværelse, hvor alt kører på skinner for os.
En smuk vinterdag, hvor solen skinner flot ud over vandet ved Venø. Jeg står med en flok glade børn og jeg tænker sikke en dejlig dag, den kan ikke være kønnere. Jeg har fri fra mit arbejde og kommer hjem, stegen til aftensmaden er sat over og telefonen ringer. Det er hjemme fra mor og far, vi har været hjemme aftenen før og hvis vi glemmer noget, ringer hun tit dagen efter for at fortælle det. Jeg tænker, hvad vil hun nu!!!!! Hun græder hulkende i telefonen og siger, at han er væk. “Hvem” ;spørger jeg. “Din storebror”; svarer hun midt i hendes hulken. En falckmand overtager samtalen og forklarer, at min storbror er død og vi skal komme hjem. Han vil ikke fortælle, hvordan det er sket, men at vi skal komme hjem hurtigt. Min mand skal lige komme hjem fra arbejde først. Jeg lover, at vi kommer hurtigt hjem.
Jeg er alene hjemme, har fået at vide min storbror er død og ved ikke hvordan. Jeg kan ikke være alene løber over til naboen fortæller om, hvad der er sket og vil have at de skal have stegen. Hun går med over til os indtil min mand kommer hjem og vi kommer afsted. Alt den tid min mand er i bad sidder jeg med billedet af min storbror i mine arme og krammer fotorammen og tænker, det kan ikke passe – jeg drømmer.
Da vi kører hjem ad og kommer hjem til dem og får grædt ud sammen, får vi at vide, at han selv gjorde det. Det var den største chok for mig. Vi havde snakket om i bilen, hvordan det var sket og tænkt på denne måde her. Grunden til vi nok gjorde det var, at om søndagen var der blevet nævnt, at han ikke havde det godt, men vi måtte ikke snakke om sygdom med ham. Vi fik bare aldrig at vide, at han havde en depression. Derfor var det et chok for os begge. På sin vis havde jeg den største lyst til at fortælle mine forældre, hvor skuffet jeg var over, det jeg ikke skulle vide. På den anden side var jeg i chok over, at han var død, sagde de hvert fald. Det var jo svært at tro på.
Jeg har en bror mere, de kom også hjem senere på dagen. Vi fik snakket det igennem, trøstet hinanden og sad stille sammen om den uhyggelige situation, vi var havnet i.
Det virkede som et stort sort hul, der var gravet ud på få sekunder, men at det ville tage mange dage at komme op ad igen. Jeg husker tydeligt at min moster ringede, for at spørge, hvad der var galt. Jeg kunne ikke få mig til at sige, at min storbror havde hængt sig selv i telefonen. Jeg græd bare og hun kom hurtigt efter samtalen var slut.
Vi skulle jo have noget at styrke os på, vi fik noget at spise. Efterhånden var der begyndt at komme andre gæster – familie og venner tæt på.
Vi skulle ud at se ham, han lå der i sit arbejdstøj og lugtede af kvæg. Han måtte ikke røres pga. efterforskningen hos politiet. Jeg havde den største lyst til at gå hen at ruske liv i ham igen og vågne op fra denne mareridt. På den anden side blev det også mere virkelig for mig, det var ikke kun en drøm eller en løgn de havde fortalt mig. Han trak ikke vejret mere.
Da vi kom hjem igen fik vi kontakt til den lokale præst, som var dygtig til at lytte til os og dermed få åbnet op for de tanker vi havde. Jeg kan huske, at jeg mente, vi må tilgive ham med tiden for det han har gjort mod os. Præsten gav mig ret, men jeg kunne mærke at nogle i familien ikke syntes om det. Det er stadigvæk min mening, selvom ting kan være svært at forstå, så er tilgivelse i mange situationer en skridt på vejen for at selv komme videre. Min storbror var syg og hans handling mod os var en bivirkning af hans depression, har jeg fundet ud af bagefter. Så derfor har jeg tigivet min storbror for hans handling, men det har ikke været uden at være gal på han, sur, ked af det, uretfærdigt for os efterladte, det har ikke været nogen nem bolche at sluge.
Sådan endte en smuk dag med at blive en skelsættende dag i mit liv fordi min bror døde af sin depression. Jeg har stadigvæk det smukke billede i hovedet af solen, der skinner udover vandet.
Jeg skriver igen, fordi jeg kan mærke på mig selv, det er dejligt at formidle mine erfaringer videre til jer andre i samme situation, selvom jeg ved vi reagerer forskelligt.
Hilsen
den efterladte søster (ønsker anonymitet, navnet er kendt af Landsforeningen)