Jeg – en efterladt datter!
Jeg har netop læst beretningen om kvinden, der for 1 års tid siden mistede sin mor.. Fortællingen rørte mig dybt, da hun beskriver de mange følelser, der rør sig efter et selvmord.
Jeg var kun 11 år, da min mor valgte at begå selvmord efter flere “mislykkedes” forsøg. Det var i 1978, altså for næsten 30 år siden, og alligevel hænger jeg i følelserne med ubearbejdet sorg.. Alting vender tilbage, og jeg må nu sande, at omgivelserne og forudsætningerne den gang ikke gav mig tilstrækkelig hjælp til at komme igennem sorgen.
Min mor kæmpede med ” dårlige nerver”, og vi børn på 11, 9 og 5 år fulgte på sidelinen hendes selvmordsforsøg, indlæggelser på psykiatrisk afdeling med sløvende piller og elektrochok. Vores elskelige mor svandt ind til skyggen af sig selv,- og jeg mistede hende vel egentlig, før hun døde??
I alt fald husker jeg mest, hvordan jeg som den ældste tog ansvar for mig selv – og alle andre vel også, synes jeg.. Hvordan jeg konstant var bekymret for hendes tristhed og tårer og om der var optræk til -endnu- et selvmordsforsøg.. Da hun til sidst døde husker jeg et stort følelesevirvar af lettelse over at jeg ikke længere skulle frygte det værst tænkelige, skyld over at tænke sådan, vrede over at være blevet svigtet af den, jeg elskede allerhøjest, og en dyb ensomhedsfølelse over at være blevet forladt.
Min voksne familie omkring mig valgte at ” skåne” os børn; vi deltog ikke i begravelsen ej heller i forberedelserne til denne og 2 dage efter min mors død tog jeg alene i skole i 5. klasse. Min far havde talt med skolen, og min klasse var således ikke uforberedte, da jeg kom i skole.. Både elever og lærer forsøgte akavet at give mig anerkendende støtte og omsorg, men jeg havde allerede under min mors sygdom lært mig, at jeg skulle være den stærke, den der sørgede for andre og satte mine egne følelser til en side, så jeg narrede alle inklusiv mig selv til at tro, at alt gik rigtig godt!! Vi havde i forløbet ingen kontakt til det professionelle system..
Livet gik videre, jeg udviklede mig til en rigtig “mønster-pige” med super karakterer, stor social kompetence overfor alle andre og høj effektivitet. Jeg fortsatte min rolle i familien som den, der ordnede skærene i krise-situationer, og var den, der langt hen ad vejen støttede min far, da det efterhånden blev klart, at han havde store personlige problemer, der blev druknet i alkohol. På det tidspunkt var vi alle flyttet fra vores hjemegn for at starte på en frisk ( med fars nye kone og lille søn) – og alt så ud til at gå fint.. Men man kan altså bare ikke rigtig starte, før det gamle er afsluttet!!
Som voksen fulgte jeg fra mit eget dejlige liv min far falde mere og mere fra hinanden, han udviklede en blanding af alkohol-misbrug/depression, og valgte at begå selvmord, da jeg var 30 år gammel, knap 20 år efter, min mor døde.
Det kom som et stort chok for mig,– ikke en gang til!!! Jeg stod for at skulle giftes, og havde netop aftenen før talt med ham, om han ville føre mig op af kirkegulvet.. Endnu en gang trådte den effektive datter i karakter,– fik pakket sorgen væk, og sørget for at støtte mine søskende, mine børn og forberede brylluppet, der skulle stå 1 måned senere.. Når jeg ser tilbage på disse forfærdelige hændelser og beskriver dem som her, kan jeg godt se, at jeg er blevet budt urimeligt meget som barn, men også som voksen ift død og sorg, som jeg har stået meget alene med. Jeg blev i en meget ung alder voksen og senere “den ældste i familien”, da jeg som 30 årig ikke havde en ældre generation over mig – alle 4 bedsteforældre var allerede på det tidspunkt gået bort.. Jeg har tidlig lært ikke at vove at tro på at andre hjælper mig, og stor er min forbavselse stadig, når jeg opdager, at mennesker omkring mig faktisk står klar!
Jeg signalerer til omverdenen at have styr på mig selv og alting. Jeg har antenner ude i forhold til alle andres behov og følelser og fremstår følgelig som en meget imødekommende og tillidsvækkende person. Dette selvbillede er ved at krakelere nu, hvor fortiden og ked-ad-det-heden indhenter mig.. Jeg kan ikke længere sidde den lille triste pige overhørig..
Mine indre vandtætte skodder mod tristheden og sorgen har flere gange i tidens løb “lækket”, og jeg har i flere omgange været i berøring med følelserne, som jeg godt ved er der og egentlig var jeg indtil for nylig overbevist om, at det hele var faldet på plads i mit lille hoved. Jeg har taget en sundhedsfaglig uddannelse, hvor jeg har arbejdet meget med mig selv som led i den terapeutiske del, og valgte også at modtage psykologhjælp efter min fars død. Alligevel finder jeg mig nu midt i en proces, hvor jeg skal erkende, at jeg stadig er ked af det.. Den følelse troede jeg, at jeg havde styr på, men jeg har længe, længe fungeret mellem en adskillelse mellem mit hoved/intellekt og mit hjerte/følelse, når det gælder min egen sorg, vrede og savn.
Nu sidder jeg her: Er på min mors alder, da hun begyndte at udvikle depression, har tre børn ( som hun) og selv deres aldre passer meget godt.. Jeg har vist længe kæmpet mod angstens spøgelse med frygten for at historien skulle gentage sig; og har derfor ikke tilladt mig selv at være ked af det-for den følelse fører jo direkte og nådesløst til døden!! Mine børn skal ikke – som jeg gjorde – lide under en trist mor, og det er meget svært at turde give slip på kaos i mig, for tænk nu, hvis jeg ikke kan komme i land igen i følelsernes stormfyldte hav? – Jeg er rigtig ked af at være ked af det, men er efterhånden overbevist om, at det er vejen frem.. Jeg kan ikke længere indkapsle sorgen, og må tro på, at jeg netop ved at anerkende følelsen kan tage luften ud af den store ballon med frygten for en genetisk depression i mig..
Så jeg græder meget for tiden, men har alligevel håb om at gode tider venter mig.. Jeg har masser at være glad for i mit liv, og dødens nærvær har givet mig en evig opmærksomhed på at glæde mig over det nære i nuet.. I perioden omkring min fars død var jeg næsten panisk angst for at miste min mand eller børn,- for når verden kan synke i grus på et splitsekund med en fatal telefonopringning,- ja så kan alt ske!!
Denne frygt har jeg nu fået vendt til en positiv indstilling om at værdsætte livet.. Mine forældre valgte det fra-de har sikkert kæmpet på deres egen måde— men efterlod en hel stribe mennesker i sorgens kølvand.. Jeg kan vælge at drukne eller tage imod den redningskrans fra mine kære omkring mig og professionel hjælp via psykolog/læge som er klar, nu når mit eget forsvarsværk og tidligere så effektive mønster ikke længere slår til. Jeg vælger livet,- med alle de svære følelser, der skal mærkes og erkendes!
Jeg har med denne beretning fået ord på en hel masse tanker, men håber udover at det har hjulpet mig også at kunne give støtte til andre, der har mistet en af deres kære, samt forståelse til mennesker, der står lige udenfor bombens nedslagsområde: Lad være med at tro, at alting er i orden, når verden “bare” går videre.. Vær nærværende og lyt efter alle signaler fra de sørgende.. Tiden læger ikke alle sår!
Hilsen “hende, der troede, hun kunne slippe for at mærke efter”
(navnet på skribenten er kendt af foreningen/webmaster)
Svar til efterladt datter:
Kære efterladte datter !
Jeg kan forstå på din personlige beretning, at du har måttet bære på meget
som barn. Jeg er næstformand i Landsforeningens bestyrelse, men er også en
efterladt datter. Min far tog sit eget liv, da jeg var 9 år gammel.I mit
indlæg i Inger Annerbergs bog “Sorgen ved selvmord” har jeg beskrevet samme
spaltning mellem hoved/intellekt og hjerte/følelse, som du beskriver udfra
Alexander Lowens bog. Alexander Lowen er kropsterapeut, og mener at de
følelser vi bære rundt på giver sig kropslige udtryk.
Min erfaring er, ligesom din, at de overlevelsesstrategier vi har lært os
som børn i traumatiske situationer, ikke altid rækker til gennem hele livet.
Derfor er det modigt af dig, at gøre noget ved det, og få samtaler hos en
psykolog. Du skal ikke være så ked af at græde – heller ikke i moderat grad
foran dine børn, fordi du lærer dem, at det er ok at græde og få hjælp. Også
ens børn må jo lære, at man har været udsat for flere selvmord i ens
nærmeste familie. Dine børn mangler, ligesom mine, en morfar og for dit
vedkommende også en mormor. Derfor er selvmord så katastrofale i et
familieperspektiv, fordi dine forældres handlinger påvirker flere
generationer. Jeg er psykolog, og arbejder til daglig i en Pædagogisk
Psykologisk Rådgivning, så hvis du synes jeg lyder lidt “rådgiveragtig”, så
er det derfor.
Da jeg ikke ved, hvor i landet du bor kan jeg ikke sige dig så meget om
mulighederne for at få gratis psykologhjælp, men hvis der findes en afdeling
af Pårørende Sind, som kører grupper for pårørende til psykisk syge kunne
det måske være en mulighed for dig ?
Julehilsen fra Signe Hjortkjær
______________________________________________________________________________________________________
Kære “Beretning fra en efterladt datter og svar,
Jeg er selv en efterladt datter. Mine forældre forlod mig da jeg var 13
år, dvs. 12 år siden. Jeg er ikke nået særligt langt i processen for
gennemarbejdelse, men er pt. ved at realisere at jeg har brug for hjælp for
at komme videre. Dit brev rørte mig meget. De følelser du beskriver er
følelser jeg har forsøgt at fortrænge i mange år, da jeg havde brug for at
komme videre. Jeg ville egentligt høre om jeg måtte have lov til at kontakte
dig direkte via telefon e.l.?
Med venlig hilsen,
Iben
______________________________________________________________________________________________________
Kære efterladte datter!
Det er en voldsom beretning, som berørte mig meget at læse. Jeg er selv efterladt datter, efter min mors selvmord, da jeg var 15. Mine forældre var skilt, og min far kom aldrig rigtig på banen. At du måtte genopleve det hele igen med din far, er da nærmest umenneskeligt, og jeg føler så meget med dig.
Jeg håber, du tager mod al den hjælp du kan få, og lærer at give dig selv omsorg, hvilket har været det bedste middel for mig.
Jeg reagerede nogenlunde som du beskriver, meget struktureret, styr på det, alt i orden osv. osv. Tilbage i 1980 blev der ikke snakket krisehjælp, der var det jo som du skriver, tavshed, fuldstændig tavshed, – vi lader som om intet er sket, så glemmer hun nok det hele!!!
Kroppen glemmer intet, og chokket sidder dybt indkapslet, indtil vi tør eller kan heale det. Tud for guds skyld, skrig, hop, spring eller hvad du måtte føle trang til, visualisér dig selv som den lille sårbare pige du var som 11-årig, og trøst, kram og elsk hende og gør det som du ville trøste en hver anden i samme situation, det gætter jeg nemlig på, at du ingen problemer ville have med at gøre. Vi ved nøjagtig, hvordan vi skal hjælpe alle andre, men har forbandet svært ved når det gælder os selv J. Jeg har netop lagt min egen historie på her i februar 2010 under overskriften ”Vi ses i morgen.”
Kærlige tanker
Helle